Depression - en folkesygdom i hjernen

Depression er en folkesygdom. På et givet tidspunkt er over 150.000 danskere ramt. Udgifterne til sygemeldinger og pensioner udgør over 10 mia. danske kroner om året. Sygdommen medfører således betydelig lidelse for den enkelte og enorme udgifter for samfundet.

Ydermere har det vist sig, at sygdommen i visse tilfælde kan skade hjernen og medføre blivende handicaps, specielt hvis man kommer sent eller slet ikke kommer i behandling.

I foredraget belyses helt nye scanningsfund og andre undersøgelser, der tyder på, at man hos en del af patienterne ser en påvirkning af hjernens plasticitet, dvs. den balance, der hele tiden er mellem opbygning og nedbrydning af forbindelser mellem nervecellerne.

Det gode budskab er, at behandling kan påvirke denne balance i gunstig retning.

Professor Poul Videbech fra Aarhus Universitet forelæser.

Litteraturliste:
Poul Videbech henviser i sin forelæsning til bogen 'Klinisk Neuropsykiatri', redigeret af Rosenberg, Jørgensen og Videbech. Udkommet på FaDLs forlag i 2009.

Desuden omtaler han bogen 'Psykiske sygdomme og kroppen' redigeret af Per Jørgensen, og udkommet på Munksgaards forlag i 2011.

Tidligere brugerkommentarer:
• 16 - Redaktionen på Danskernes Akademi: 28. november 2011
Tak for de mange kommentarer. Vi kan se, at der er gengangere blandt skribenterne, og at I vist kender hinanden fra andre debatter. Vi stopper for kommentarer, præciseringer osv. for denne gang. Bedste hilsner fra redaktionen
  
• 15 - Poul Videbech: 27. november 2011 - kl. 14:34
Kære Marian og Rolf og andre.
Det er fuldstændigt korrekt, at jeg kun udtaler mig om værdien og vigtigheden af "behandling". Som nævnt er jeg en varm fortaler for bestemte former for psykoterapi ligesom mange andre psykiatere. At "systemet" så desværre er så meget i knæ, at man kun har råd til den billigste behandling, der som oftest er medicin, er en tragedie.
Har man derimod penge kan man privat få adgang til de bedste psykiatere på privathospitaler. Men sådan har den forrige regering desværre ønsket det.
Med terapi vi ved virker, mener jeg kognitiv terapi og interpersonel terapi. Jeg har skrevet om det på netdoktor.dk
Problemet er, at ikke mange psykologer kan denne form for terapi og der findes ikke mange psykiatere. Ventetiden til disse er nogle steder op mod et år, hvilket er latterligt, hvis det ikke var så trist. Naturligvis kan man ikke vente et år, på at få behandlet sin depression. Mit foredrag skal også ses i den sammenhæng!
Der er i øvrigt også ventetid hos de gode psykologer! Jeg har selv personligt ansat flere af dem på min afdeling gennem tiden.
Hvis nogen skulle have lyst til at vide, hvad jeg virkelig mener om depressionsbehandling, kan man læse på www.videbech.com og specielt på netdoktor.dk
Men pas på: det kan godt gå hen og ødelægge de trygge sikre rygmarvsreflekser.
Det bygger på internationalt accepteret forskning af høj kvalitet udført af psykologer, læger og andet godtfolk.
Venlig hilsen
Poul Videbech
 
 
• 14 - Rolf Auhagen: 27. november 2011 kl. 08:20
Marian jeg ser ingen her, der er ved at gå i panik, hvem hentyder du til?. Hvis vi nu vender tilbage til sagens kerne her, som er Videbechs foredrag og ser bort fra dit personlige korstog mod psykiatrien, så er det nu engang sådan at psykiatrien hovedsagelig går ind for brug af psykofarmika og psykologer mv. går ind for terapi.
Hvis vi hører hvad Videbech fortæller og renser det for vore egne overføringer og lignende, så er hans budskab jo at interventionen ved depression kan være "enten eller" eller "både og". Altså medicin kan være god sammen med terapi osv. Jeg har endnu ikke mødt en psykolog eller psykoterapeut som har ment at "lykkepiller" var noget man skulle bruge, hvilket jeg mener er lige så snævertsynet som psykiatriens hang til medicinen. Videbech fortæller om forskning som MÅSKE indikerer at hypocampus tager skade af vedvarende depression, hvilket helt objektivt er en interessant viden.

Marian du bedes venligst tage udgangspunkt i Videbechs foredrag og den viden han præsenterer og ikke forplumre sagen med at forsøge at promovere din egen kamp imod "uretfærdigheden", som jeg kan se du ynder at gøre i diverse debatter mv. I akademiens tegn kan der desværre altid findes folk der siger enten for eller imod, ofte med egen promovering eller ussel mammon som incitament. ØV!

Videbech præsenterer her bla. sin egen forskning hvilket vi bør være glade for og selvfølgelig stille spørgsmål til. Vi skal vide hvem han er og hvad han står for.

Jeg er selv af den holdning at det ville være rart hvis samfundet kunne betale for terapi til alle de depressionslidende, men så skal psykologerne vist sætte deres timepris væsentlig ned, hvis der skal være råd til dette. Derudover er det slet ikke alle mennesker der er parate til at modtage og deltage i terapi. Vi bliver nødt til at sætte behandling ind i et samfundsperspektiv, for medicin er "desværre" den billigste for for behandling her og nu.

Marian det ville være dejlig med nogle dækkende citater i stedet for bogtitler. Jeg har desværre ikke tid eller lyst til at læse en bog hver gang jeg har læst dine indlæg. Jeg kan se du har et stort hjerte der banker for at bekæmpe medicinalindustrien magt, hvilket jeg vitterlig bifalder, men hold venligst fokus her.

Mvh Rolf Auhagen
Psykomotorisk terapeut
(Professionsbachelor i afspænding og psykomotorik)
 
 
o 14.1 - Marian B. Goldstein: 27. november 2011 kl. 22:27
Rolf, jeg sagde ikke, at jeg blev vidne til den panik, en sådan forelæsning som denne her, er velegnet til at skabe, her i debatten. Det var i det virkelige liv jeg blev det.

Det er korrekt, at Videbech igennem hele forelæsningen hyppigt gør brug af "måske", "eventuelt", "vi ved ikke rigtigt", og diverse andre formuleringer, der gør hans påstande mere uforpligtende, end f.eks. forlæsningens overskrift, der implicerer, at "depression" er en sygdom i hjernen, er det. Og her starter det faktisk allerede: hvorfra ved vi det? Hvor er beviserne? Og: overskriften lyder ikke: "Poul Videbechs hypoteser om depression". Som overskriften står, udgiver udsendelsen sig for at ville informere om "depression". Ikke om Poul Videbechs hypoteser angående dette fænomen.

Jeg kører ikke noget personligt korstog nogen steder. Informeret samtykke er en patientrettighed, og har intet med personlige korstog at gøre. Det her drejer sig ikke om enten - eller, eller både - og. Det her drejer sig om, at informere fyldestgørende, og ikke selektivt. Jeg har mit videnskabelige bagland i allerbedste orden, og du behøves ikke, at læse hele bøger, for at kunne overbevise dig om det. Jeg har henvist til Whitakers hjemmeside, hvor du kan finde de korte, letfordøjelige sammenfattelser af forskningen. Som du så i givet fald kan efterprøve ved at følge referencerne. Grace E. Jacksons bog gennemgår nøje forskningen på området, og kommer frem til, som titlen indikerer, at det i noget større udstrækning er psykofarmakologisk "behandling", og ikke så meget den "sygdom", som vi ikke engang ved, om den er en sygdom i medicinsk forstand, der forårsager, blandt andre reelle, somatiske sygdomme, demens.

• 13 - Marian: 27. november 2011 kl. 03:56
Bare for at gøre det hele lidt mere akademisk, og før nu nogen går helt i panik -- hvilket jeg desværre blev vidne til i går -- over antagelsen (!), at "depression" skulle føre til demens, og over den vidst endnu mere dristige antagelse, at "anti"depressiva skulle forhindre denne demens i at opstå, kan man få en fyldestgørende fremstilling af den anden side af historien i den amerikanske kollega af Poul Videbech, Grace E. Jacksons bog "Drug-induced Dementia: A Perfect Crime."

• 12 - Redaktionen på Danskernes Akademi: 26. november 2011 kl. 17:03
Tak Poul Videbech for dit svar og din kommentar. - Jeg skal indskærpe, at kommentar- og debatindlæg ikke må virke stødende. Vi vil gerne have gode debatter, og derfor fjerner vi nødigt indlæg, men det kan være nødvendigt. Det er klart, at forskere også er uenige, og der kommer hele nye forskningsresultater. Men vi accepterer ikke, at forskere eller andre bliver forsøgt hængt ud som uhæderlige. Så tænk venligst på tonen. Og hvis I finder, at indlæg er stødende, så anmeld dem til os. I højre hjørne under hver kommentar finder I knappen 'Anmeld!'
Venlige hilsner fra redaktionen 
 
• 11 - Poul Videbech: 26. november 2011 kl. 13:58
Kære Marian og andre
Det er rigtig at jeg indimellem har undervist praktiserende læger, psykiatere og psykologer til møder, hvor jeg har fået honorar af forskellige firmaer, organisationer og sågar det danske forsvar (uden at det dog har gjort mig krigsliderlig!).

Jeg har privatpatienter i psykoterapeutisk behandling, så skulle man gå ind på Marians tankegang, har jeg en klar privatøkonomisk interesse i at nedgøre medicin. Det tjener jeg nemlig mest på....

Men ligesom Rolf kan jeg faktisk godt skelne forskellige interesser fra hinanden.

For alle tilfældes skyld har jeg for længe siden beskrevet det omhyggeligt på min hjemmeside www.videbech.com da jeg virkelig ikke har noget at skjule. Så læs mere der!
Venlig hilsen
Poul Videbech

o 11.1 - Marian B. Goldstein: 26. november 2011 kl. 17:40
Kære Poul,

jeg tvivler ikke, at du har de bedste intentioner. Imidlertid vil jeg anbefale Daniel Carlats editorial "Dr. Drug Rep": http://www.nytimes.com/2007/11/25/magazine/25memoir-t.html

Det er ikke så enkelt, at man bare sådan beslutter, at man vil skelne mellem det ene og det andet. Vi mennesker har noget, der hedder det ubevidste, og det værste man kan gøre, er at undervurdere dets indflydelse bl.a. på vores handlinger.

Jeg siger for resten ikke, at du skulle have noget at skjule. Men det er jo faktisk god videnskabelig tone, at oplyse om, hvad der evtl. kunne ses som interessekonflikter. Helt uden grund er det jo ikke, at man skal informere om sine eventuelle forbindelser til medicinalindustrien ved offentliggørelsen af forskningsresultater.
 
• 10 - Rolf: 25. november 2011 kl. 20:05
@Marian jeg finder det meget stødende når du påstårat der før den psykofarmikologisk behandling ikke fandtes gentagne (kroniske) depressioner, hvor i alverden har du dette fra. Hvad beviser dit citat fra 1964 om dette?
Jeg lider selv af gentagne depressioner og har gjort dette FØR jeg begyndte at få medicinsk behandling, så det du siger er noget sludder efter min mening.
Nu du er så venlig at informere os Poul Videbechs tilhørsforhold vil jeg da gerne vide lidt om din baggrund. Jeg selv er psykomotorisk terapeut men skriver dette som privatperson med tendens til gentagne depressioner.
 
o 10.1 - Marian B. Goldstein: 26. november 2011 kl. 17:16
Rolf, jeg siger ikke, at mennesker ikke kunne risikere, at opleve det, der kaldes for "depression" flere gange i deres liv før fænomenet blev psykofarmakologisk behandlet. Det jeg, og den videnskabelige litteratur, siger er at "depression" i langt de fleste tilfælde (men altså ikke i alle) var et engangsfænomen. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke kan blive "hængende" i problematiken, i det omfang som det ikke lykkes én, at gennemarbejde den, f.eks. fordi man ikke får relevant hjælp til at gennemarbejde.

I 1994 gør den italienske psykiater Giovanni Fava som den første offentligt opmærksom på, at "depression" i kølvandet af tiltagende aggressiv "behandling" med psykofarmaka, har udviklet sig til et fænomen, som for flere og flere mennesker antager kroniske former. Fava opfordrer, gentagne gange, til, at denne ugunstige udvikling undersøges nærmere. Svaret han får af den amerikanske psykiater Donald Klein er, at sagen ikke vil blive nærmere undersøgt: "The industry is not interested (...), the NIMH is not interested, and the FDA is not interested. Nobody is interested."

Jeg kan ikke rigtigt få øje på, hvad der er stødende ved at henvise til den videnskabelige litteratur, respektive forskningsresultater, hårde data og fakta (jf. f.eks. kildeangivelserne på Whitakers hjemmeside), og jeg formoder, at du tager de hårde data og fakta personligt. Det er bestemt ikke min hensigt, at angribe mennesker personligt, der ikke har kunnet få den ovennævnte relevante hjælp til at kunne løse deres eksistentielle problemer. Det ville være offerklandring, og det er det sidste, jeg engagerer mig i.

Min baggrund her i denne debat er først og fremmest at jeg er menneske, og elsker, at være det, med alt det, det nu indebærer. Deriblandt også personlig erfaring med eksistentielle kriser. Bortset fra det har jeg en akademisk baggrund (humaniora), er aktivist (internationalt anerkendt), og arbejder til dagligt med at hjælpe andre med at komme igennem og ud af deres kriser (narrativ/systemisk/traumefokusseret tilgang).

• 9 - Anne: 25. november 2011 kl. 15:09
Spændende temadag på Danskernes Akademi.
Er der nogen der ved, hvordan jeg her på nettet kan se den efterfølgende debat, der var mellem speciallæge i psykiatri Tom Bolwig og psykolog Allan Holmgren? Det var vist en Dealine 2. sektion udsendelse, som blev sendt første gang d.15.11.09, men jeg kan ikke finde ud af at få adgang til den.

• 8 - Marian: 25. november 2011 kl. 13:24
Det Videbech henviser til, er interpretationer af forskningsresultater. Interpretationer er i sagens natur tit og ofte farvet af den interpreterendes dagsorden. Jeg anbefaler, at se på forskningsresultaterne selv, i stedet for på en eller anden interpretation af selvsamme.

Endvidere mangler der oplysning om Poul Videbechs forbindelser til medicinalindustrien: foredragsholder for Bristol-Myers Squibb, producent af Abilify, et neuroleptikon, der også herhjemme lejlighedsvis finder anvendelse i "behandlingen" mod "depression".

• 7 - Redaktionen på Danskernes Akademi: 24. november 2011 kl. 23:23
Poul Videbech har sendt et par litteraturhenvisninger til sin forelæsning. Og vi har tilføjet dem i teksten herover.
 
• 6 - Marian: 23. november 2011 kl. 20:15
Præsentationen er gennemgående videnskabeligt uholdbar. F.eks. er "depression" først blevet til et tilbagevendende, kronisk problem i forbindelse med tiltagende psykofarmakologisk "behandling" af samme. Så, det er absolut korrekt, at langt de fleste mennesker førhen kun oplevede én "depressiv" episode i løbet af deres liv.

"As the NIMH’s Jonathan Cole wrote in 1964: 'Depression is, on the whole, one of the psychiatric conditions with the best prognosis for eventual recovery, with or without treatment.' Given this understanding of the natural course of depression, the NIMH’s experts believed that antidepressants might shorten the time to recovery, but they wouldn’t be able to boost long-term recovery rates. The reason, explained Dean Schuyler, head of the depression section at the NIMH, in 1974, was that most depressive episodes 'will run their course and teminate with virtually complete recovery without specific intervention.' "
- http://robertwhitaker.org/robertwhitaker.org/Depression.html

Iøvrigt også videnskabeligt uholdbart, da alt andet end bevist, at tale om en hjernesygdom.

• 5 - Andreas Kastelholm: 23. november 2011 kl. 14:36
Stanford-forelæsning om depression:
http://www.youtube.com/watch?v=NOAgplgTxfc
 
• 4 - Linda K. Pedersen: 23. november 2011 kl. 12:54
Poul Videbech henviste i sit foredrag til forskelligt litteratur - hvor kan det findes ?
 Anmeld!
o 
• 3 - Redaktionen på Danskernes Akademi: 22. november 2011 kl. 21:38
Vedr. manden, der fortalte om sin depression, så tænker du måske på programmet kl. 14:25 Mig og min skygge: Lars Muhl
Lars Muhl har komponeret musik til mere end en million solgte CD'er, men en dag stoppede karrieren brat, og han gik i sort. I tre år befandt han sig med egne ord i en tilstand af bly og jern. Gennem et døgn på Brundby Rock Hotel på Samsø fortæller han om, hvad der skete, og hvordan han kom igennem det.
Du kan gense programmet midt på vores forside i den særlige NU-player.
Mange hilsner fra redaktionen 
 
• 2 - Søren Løvendahl: 22. november 2011 kl. 20:58
Syntes han glemmer at sige, at antidepressiv medicin også giver permanet skade på hypocampus. Undrer mig en smule.
 
o 2.1 - Anne B. Partridge: 23. november 2011 kl. 07:10
Har du noget om det? Det ville jeg gerne se :)