Godt nyt om kronisk leddegigt
01. december 2011 kl. 15:45
på
DR2
Forelæsningen: Kronisk Leddegigt - ny revolutionerende behandling.
En 50-årig kvinde går til lægen, fordi hun gennem et stykke tid har haft en hævelse i det ene led på hånden. Hvad gør lægen?
Han skal med det samme få undersøgt, om kvinden lider af kronisk leddegigt. Det er nemlig altafgørende, at hun straks kommer i behandling, hvis hun har den form for gigt.
Det siger professor Kristian Stengaard-Pedersen fra Aarhus Universitetshospital.
I Danskernes Akademi på DR2 og nettet fortæller han om nye revolutionerende skræddersyede former for behandling af kronisk leddegigt. De betyder, at patienter kan leve med gigten i mange år uden særlige problemer.
Omfattende problem
Tidligere var leddegigt ellers lig med invalidering, tidlig pensionering, lav livskvalitet, og sygdommen forkortede levetiden med 8-10 år.
- Den kroniske leddegigt var altså på niveau med kræft og hjertekar-sygdomme, siger Kristian Stengaard-Pedersen.
Sygdommen er en betændelsesagtig tilstand i led. Og gigten nedbryder i løbet af kort tid leddene, og den breder sig til andre led.
I dag er cirka 35.000 mennesker i Danmark ramt af kronisk leddegigt. Hvert år kommer der 1700 nye patienter til. Så sygdommen berører mange mennesker.
Forskning i gigten
Forskerne verden over har undersøgt, hvad der er skyld i betændelsestilstanden, der er starten på sygdommen.
Andre forskere har så ved hjælp af genteknologi kunnet skræddersy en behandling mod skurkene, altså dem der står øverst i betændelses-hierarkiet, siger Kristian Stengaard-Pedersen.
- Og så har vi hurtigt fået behandlingsformerne sat i gang. Det har været revolutionen, siger han.
Han peger på, at man jo har erkendt, at den tidligere typiske behandling med operationer, medicin med bivirkninger og fysiologisk behandling ikke virkede, for patienterne endte alligevel på førtidspension.
Den nye behandling
Det vigtigt at få en hurtig diagnose, og den skal følges op af en tidlig aggressiv behandling.
Patienten får sprøjtet et kunstige binyrebark-hormon ind med en nål i selve det betændte led. Efter et par dage er hævelsen væk. Og så skal patienten havde sin egen skræddersyede medicin.
- Det viser sig, at når man fjerner betændelsen i leddet og kombinerer med en medicin, så bliver den forventede ødelæggelse af leddet stoppet, siger Kristian Steengaard-Pedersen.
Der er stadig bivirkninger, men ikke så mange som ved de tidligere behandlinger. Oveni er der tale om en klar forbedring af livskvaliteten. Og ifølge ham er der også en masse nye behandlings-former på vej, og otte nye biologiske lægemidler.
- Så der er næsten ikke nogen patienter med kronisk leddegigt, som ikke kan hjælpes afgørende i dag, siger han.
Hør mere om kronisk leddegigt i Kristian Steengaard-Pedersens forelæsning, der ligger øverst på siden. Hør også to andre forelæsninger til højre på siden. Den ene handler om, hvordan du kan undgå at få nakke-smerter. Den anden ser på motions gavnlige effekt på gigt.