preload loader
til forsiden
 
saeson3TOP

Sæson 3

Se øvrige sæsoner







den 11. time - 21. maj 2008
Sidste udsendelse med den 11.time. Der går ild i studiet, Mikael Bertelsen ringer efter DRs firefightere, som kommer og slukker ilden. Sammen med Mads Brügger låner Mikael Bertelsen brandbilen i resten af programmet. De lover at den kun vil blive brugt til seriøse formål og i nødstilfælde. I slutningen af udsendelsen ses navnene på samtlige gæster, der har medvirket til at lave programmet gennem 126 udsendelser. Hele holdet bag den 11. time siger godnat og sov godt.
Se program 126


den 11. time - 20. maj 2008
Kunstnertrioen Ingen frygt har igennem fjorten dage levet udelukkende af at spise penge. Hver kunstner har spist cirka 8.000 kr i kontanter og hos Mikael Bertelsen fortæller de, at det er dyrere at spise penge direkte end den mad, man kan købe for pengene. Dernæst forfatteren Helle Helle, der før hun blev rigtig forfatter deltog i skrivekonkurrencer, bl.a. for et sodavandsprodukt, hvor hendes digte stod på bagsiden af etiketterne.
Se program 125


den 11. time - 19. maj 2008
Hit med pengene, jeg har tømmermænd. Denne aften er helliget fænomenet trusselsbreve. Gæst hos Mads Brügger er kriminaltekniker Jytte Storgaard som for første gang viser Rigspolitiets arkiv af trusselsbreve og andre anonyme skrivelser frem for offentligheden. Som godnat til sidst i udsendelsen opfordrer Jytte Storgaard brevskriverne til at finde en bedre beskæftigelse.
Se program 124


den 11. time - 14. maj 2008
Mikael Bertelsen og Mads Brügger er værter for den 11. time, som i denne udgave sendes fra et studie i Nepal. Gæster er Bjergbestigerne Moni Mulpati og Pem Dorgee Sherpa. Desuden musikeren Barta Gandharba, som giver et nummer på sin sarangi.
Se program 123


den 11. time - 13. maj 2008
Udlicitering er oppe i tiden. For at teste den 11. times enkelhed har redaktionen fået produceret et par udsendelser i den tredje verden. Her er det Colombia der på bedste vis giver den som Mikael Bartelsen. Gæster er bl.a. en musiker der spiller på guitar bygget af en kalashnikov grafittimalere der udsmykker studiet. Udsendelsen får også besøg af en Mads Brügger.
Se program 122


den 11. time - 7. maj 2008
Tredje udsendelse i serien om svindleren Tod Scott Brody. Besøg af James Barclay, en herboende canadisk filminstruktør, der også har været i kløerne på den karismatiske filmproducer. Barclay beretter om hvordan Brody narrer penge ud af godtroende skuespillere. Mikael Bertelsen ringer i løbet af udsendelsen bl.a. til FBI, der har haft fat i Brody.
Se program 121


den 11. time - 6. maj 2008
For nogle år siden slog forfatteren og dramatikeren Jokum Rohde tiden ihjel om søndagen ved at udforme collager med billeder og tekst-bidder hentet i Dagbladet Information. Til Mads Brügger fortæller Rohde at han ønsker, at ramme avisens særlige grå tristesse med kollagerne, der hermed offentliggøres for første gang. Desuden sangerinden Maria Køhnke, der i studiet opfører sin sang 'Cardboard Heart' som musikvideo ved hjælp af et dukketeater.
Se program 120


den 11. time - 5. maj 2008
The Anti-Christ of Sillicon Valley, engelske Andrew Keen gæster Mads Brügger for at fortælle om sin bog: The Cult of the Amateur. How Todays Internet is Killing Our Culture. Der er et ungdomsoprør igang på nettet. Det er 68'ernes børn der opponerer imod forældregenerationen og sætter deres egen antiautoritære dagsorden med Wikipedia, Youtube etc.
Se program 119


den 11. time - 30. april 2008
Anden del af historien om den amerikanske filmproducer, svindleren Tod Scott Brody. Mikael Bertelsen har besøg af den garvede produktionsleder Lene Nielsen, der har arbejdet bl.a. på Breaking the Waves. Der ringes undervejs til skuespiller Sonja Richter og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, der begge leverer deres version af den dragende suspense-historie.
Se program 118


den 11. time - 29. april 2008
Skuespilleren Gry Bay fortæller første del af historien om den fascinerende svindler Tod Scott Brody, der narrede Bay med i en angiveligt stjernespækket Hollywoodfilm. Brody fik også spundet Ghita Nørby og Sonja Richter ind i sit uhyggelige net. Udsendelsen indledes med at grafitti-maleren Erns, der har tagget den 11. times bil, bliver korporligt afstraffet af Mikael Bertelsen.
Se program 117


den 11. time - 28. april 2008
Jørgen Sonne har netop udgivet en gendigtning af europæisk lyrik fra 1100- til 1700-tallet. Han gæster Mikael Bertelsen i den 11. time, hvor han reciterer fra den mere underlødige afdeling af lyrikhistorien. Oplev også Michael Strunges rammende radio-parodi på den nu 82-årige Sonne.
Se program 116


den 11. time - 23. april 2008
Det jyske band Kalemaris var punk, før der var noget, der hed punk. Mads Brügger har samlet bandet, der blev opløst tilbage i 1976 til en snak om kulkælder-øvelokaler, kind-rødt og jyske sangtekster. Desuden fremfører punkbandet "De Høje Hæle" et cover-nummer af Kalamaris' "Staldfræseren".
Se program 115


den 11. time - 22. april 2008
Mads Brügger har besøg af forfatter Mads Holger i aftenens 11. time til en snak om historiefortælling. Mads Brügger kaster desuden et misundeligt blik på ord-ekvillibristen Thomas Blachmann. Og så skal vi se, hvad Mikael Bertelsen fik ud af sin aktion ved TV2 Zulu's neon-reklame efter gårsdagens program.
Se program 114


den 11. time - 21. april 2008
Mikael Bertelsen har endnu en dag på kontoret i aftenens program. Udover en række praktiske ting, der skal ordnes, er den 11. time blevet inspireret af TV2 Vejret og har installeret en fuglekasse i Ørstedsparken i København. Og så har TV2 Zulu's flotte neon-reklame ved Langebro længe været et trist syn for Mikael Bertelsen på sin vej til DR Byen... noget må gøres!
Se program 113


den 11. time - 16. april 2008
Mads Brügger har luret et par troværdigheds-tricks af fra finansminister Lars Løkke Rasmussen. Udover et personligt back-up fra politiker Peter Christensen får Mads Brügger også besøg af Jan Thygesen Poulsen, som gerne vil have hjertet ind i medierne. I den 11. time får Jan Thygesen Poulsen en smagsprøve på sin egen medicin.
Se program 112

den 11. time - 15. april 2008
Aftenens gæst er forfatter og sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky, der beretter om sin udstationering ved fronten i Afghanistan. Derudover puster Mikael Bertelsen nyt liv i pejlevognsparanoiaen, når han lancerer af en ny licensquiz med attraktive præmier.
Se program 111

den 11. time - 14. april 2008
Den amerikanske ex-legetøjsproducent Jon Kessler er på besøg i den 11. time og fortæller Mikael Bertelsen, hvordan terroristerne fra 11. september medvirkede til hans comeback som udøvende kunstner. Også aftenens musikalske indslag, El Perro del Mar, genfandt sin lyst til at skrive sange under et anderledes lav-dramatisk møde på en strand i Spanien.
Se program 110

den 11. time - 8. april 2008
Det er lidt af en kunst at få overtalt Nordens største dramatiker Lars Norén til at blive interviewet. Men det lykkedes for den 11. time, og aftenens samtale mellem Mikael Bertelsen og Lars Norén fortsatte selv efter lamperne i studiet var blevet slukket og udsendelsen i princippet var slut.
Se program 109

den 11. time - 7. april 2008
Filminstruktør Søren Fauli bruger meget af sin tid på udførligt at skrive svarbreve på ellers uskyldige henvendelser. I aftenens 11. time er der dog anderledes alvorlige ting på spil. Hør Mikael Bertelsen læse Faulis brevveksling op, hvor instruktøren lader et sagsanlæg mod Coop Danmark falde, ledsaget af en temmelig speciel anmodning.
Se program 108

den 11. time - 2. april 2008
Den norske forfatter Tomas Espedal er besat af tanken om at vandre. Hans roman med titlen 'Gå' blev sidste år nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Tomas Espedal fortæller Mikael Bertelsen om sine ofte månedlange vandreture, og tager os desuden på en imaginær rejse væk fra DR Byen.
Se program 107

den 11. time - 1. april 2008
Det kommer til at handle om andet end film, når filmkritiker fra Information Christian Monggaard stiller op til et ganske særligt eksperiment i den 11. time. Udover Monggaard selv involverer forsøget en kop sove-te, en mikrofon og søvnforsker Gordon Wildschiødtz. Den danske duo Ekko sørger for den rette musikalske kulisse til aftenens program.
Se program 106

den 11. time - 31. marts 2008
Den tyske undergrundsduo Rechenzentrum gæster Mikael Bertelsen for at fremføre deres eksperimenterende version af Beethovens 5. klaverkoncert, akkompagneret af den danske stjernepianist Per Salo. Desuden har komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen lagt vejen forbi den 11. time til en snak om historiske musikalske eksperimenter, hvilket tilsyneladende også involverer båthorn.
Se program 105

den 11. time - 26. marts 2008
Krimiforfatteren Georg Ursins romaner har ofte karakter af kafka'ske dramaer, men Ursins inspiration er ikke hentet ud af den blå luft. Se forfatteren fortælle Mads Brügger om sin tid i Centraladministrationen, hvor blandt andet en særlig møde-praksis ikke lod Kafka meget efter.
Se program 104

den 11. time - 25. marts 2008
Den færøske sanger Teitur lagde vejen forbi Mikael Bertelsen til en snak om det selvbiografiske titelnummer 'The Singer', og om hvordan et godt nummer vel i princippet godt kan høres igen og igen.
Se program 103

den 11. time - 18. marts 2008
Den kontroversielle hollænder Geert Wilders - manden bag den meget omtalte koran-kritiske film 'Fitna' - er gæst i den 11. time. Mads Brügger tester den hollandske politikers sans for empati.
Se program 102

den 11. time - 12. marts 2008
Mads Brügger byder velkommen til et alternativt boligprogram, hvor musiker Jonas Struck er på besøg til en snak om den afdøde ejer af det hus, Jonas købte for år tilbage. Samtalen runder vidt forskellige emner emner som Østfronten, køkkenelevatorer, Jernkorset og det tyske tidsskrift Der Spiegel.
Se program 101


den 11. time - 11. marts 2008
Den 11. time har besøg af filminstruktør Ole Christian Madsen og hans filmklipper Søren Ebbe. De har netop færdiggjort storfilmen "Flammen og Citronen", men der blev tilsyneladende lavet alt andet end film undervejs i klipperummet. Også Naja Marie Aidt lægger vejen forbi Mikael Bertelsen til en snak om poesibøger.
Se program 100


den 11. time - 10. marts 2008
Mads Brügger får musikalsk besøg af Snöleoparden, som i et helt år har været elev hos den verdensbeømte sitar-spiller Ravi Shankar i Indien. Desuden kigger kunstneren Søren Dahlgaard forbi ledsaget af to klumper dej á 10 kg. Der er lagt i ovnen til et noget utraditionelt interview.
Se program 99


den 11. time - 5. marts 2008
Fra ganske uventet side er der dukket noget så sjældent op, som en original ide inden for dansk scenekunst. Den 11. time er stolt af at kunne præsentere uropførelsen af performance-værket 'Pling' frit efter ide af Pia Kjærsgaard. Mikael Bertelsen får også besøg af af den ene halvdel af kunstnerduoen Randi og Katrine til en snak om paranoidt tunnelsyn, og derudover skal vi høre historien om det besynderlige efterspil til musikanmelder Janus Køster-Rasmussens hårde dom over musiker Laura Illeborgs album 'God Vagt'.
Se program 98


den 11. time - 4. marts 2008
Den amerikanske verdensstjerneviolinist Hilary Hahn skulle bruge halvanden times uforstyrret forberedelse for at fremføre værker af Bach og Ysaÿe, da hun gæstede den 11. time. Desuden demonstrerer hun sammen med Mikael Bertelsen, hvordan man undgår at kede sig på et hotelværelse.
Se program 97


den 11. time - 3. marts 2008
Den løsslupne stil fra sæsonens første to programmer bliver lagt til side sammen med den røde humor-knap, når den britiske teolog og filosof Phillip Blond gæster Mads Brügger til en en dyb samtale om folkelig kapitalisme, antineoliberalisme og rød konservatisme. Phillip Blond giver sit bud på en ny og bedre verden blandt andet med forbilleder i amish-folkets produktionsmetoder og fransk lokal-økonomi.
Se program 96


den 11. time - 27. februar 2008
Mads Brügger og Mikael Bertelsen ringer op til hver deres ønske-gæst - jazz-legenden Ole 'Bowlers' Hansen og kgl. skuespiller Jørgen Reenberg - for at invitere dem i studiet. Derudover er der nye afsløringer om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, hvor nu også Jesper Langberg synes at have spillet en rolle. Til sidst får standup-komiker Casper Eriksen chancen for at bryde igennem på landsdækkende tv.
Se program 95


den 11 time - 26. februar 2008
I tredje sæson af den 11. time skærpes tonen, siger Mads Brügger i premiereudsendelsen. De to værter er uenige om de skal vise den omstridte tegning, som står tilhyllet i studiet. Grænsen for Jyllandspostens ytringsfrihed afsløres. Desuden vises klip med Tom Cruise, der propaganderer for Scientology-bevægelsen. Cruise har en slående lighed med Mikael Bertelsen.
Se program 94


 

 

Send eller anbefal link

 

Nyhedsbrev den 11. time

Nyhedsbrev

 

Download ringetone

Få den 11. times kendingsmelodi som ringetone.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR2 > den 11. time *AFPUBLICERET* > Se programmerne

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.