Dokumania: Man on Wire
15. februar 2011 kl. 21:00
på
DR2
Engelsk Oscarvindende dokumentarfilm fra 2008
Det blev kaldt det 20. århundredes største kunstneriske forbrydelse, da den unge franskmand Philippe Petit den 7. august 1974 trådte ud på en wire, der var spændt ud i 412 meters højde mellem tvillingetårnene i World Trade Center i New York. Dengang var de verdens højeste bygninger.
Drengedrømmen blev virkelighed
Efter næsten en times dansen på linen blev Petit arresteret. Men for Petit var en drengedrøm blevet til virkelighed.
Han fik ideen mere end seks år før i en tandlæges venteværelse og havde sammen med gode venner brugt otte måneder på en intens og minutiøs planlægning, som var et bankkup værdigt.
Historien om en vovehals
Instruktøren James Marsh's svimlende smukke dokumentarfilm fortæller historien om den unge vovehals gennem interview med Philippe Petit selv, ungdomskæresten Annie Allix, barndomsvennen Jean-Louis Blondeau og de mange andre, der var med til at gøre den vilde franskmands drøm til virkelighed.