Beskrivelse

Her finder du beskrivelser af:

Introduktion

Materialeoversigt

Introduktion

Geologiske råstoffer i byggeriet

Geologiske råstoffer er materialer som indvindes fra vores undergrund og bruges som de er, eller bearbejdes på en simpel måde, ved sortering, brænding eller lign.
I byggeriet bruges de geologiske råstoffer som fyld og afretning, samt til produktion af betonelementer, tagsten, mursten osv.
De fleste forbinder de geologiske råstoffer med montagebyggeriets betonelementer, cementstøbninger, gipsplader og lign. lidt stive, grå, kolde og tætte byggematerialer, men dette er ikke hele billedet. De geologiske råstoffer rummer en langt større verden af muligheder, som alt efter brugen kan være både smuk, farverig, varm og ikke mindst tillade boligen at ånde.

Anvendelsen af ler, kalk, sand/grus osv, til andet end beton og mursten, indebærer viden og teknikker som er ved at gå i glemmebogen. Ikke mange ved i dag hvordan man laver en god kalkmørtel fra bunden, eller et gulv af ler. Råstoffernes mange egenskaber og muligheder er virkeligheden baseret på nogle få simple sæt af fysisk/kemisk og geologiske forudsætninger. Kender man dem og deres betydning, er det forholdsvis nemt at håndtere materialerne og få et resultat, som langt overgår montagebyggeriets muligheder.

Ligger i undergrunden

De geologiske råstoffer indvindes fra vores undergrund, dvs. jorden under os, særlige landskabsformationer, samt ikke mindst de massiver af kridtgrundsoklen, som hist og her er presset op i de øvre lag af overfladen. F.eks i Møns og Stevns klinter.

Råstofferne stammer fra jordens skorpe og bjergmassiver, hvor tusinder af års påvirkning af vand, vind og ikke mindst is, har nedbrudt de oprindelige massiver til mindre dele.
Derfor kaldes de geologiske råstoffer under eet for bergarter, selvom vi møder dem som sand, grus, sten, ler, kalk osv.

Størrelse, form og kemi = funktion

De enkelte stoffers egenskaber hænger sammen med deres størrelse, form og kemiske sammensætning. I denne forbindelse spiller såvel selve oprindelsesprocecssen som den senere påvirkning af naturens kræfter en afgørende rolle.
En stor sten og et stykke sandkorn, kan sagtens bestå af de samme mineraler, og have samme oprindelse, men sandet er nedbrudt til en langt mindre del end stenen, og får også andre fysiske egenskaber, der adskiller sig fra stenmaterialer, f.eks er sandet ikke er kapillarbrydende, som løse sten.
Omvendt kan materialer der er næsten ens i form og størrelse, udvise meget forskellige egenskaber, som er betinget af deres mineralogiske sammensætning. Lerarten Bentonit
kan f.eks absorbere væde op til 40 x sin egenvolumen, mens lerarten Kaolin slet ikke er absorberende. Derfor anvendes de to lerarter til vidt forskellige industrielle formål. Forskellen på de to materialer, er bestemt af stoffernes mineralogi.

I Danmark indvinder vi 2 typer råstoffer, nemlig kalkbaserede der indvindes direkte fra kridtmassiverne, og forskellige jordarter, sten, grus, sand og ler, som hovedsageligt indvindes fra særlige landskabsformationer.

Råstoffernes oprindelse

De geologiske råstoffer oprinder enten fra jordens inderste kerne, eller af kalkbaseret stof, der er udskilt fra planter og dyr.
Førstnævnte benævnes her "ægte bjergarter" og sidstnævnte kalkbaserede bjergarter.

De ægte bjergarter kommer fra jordens indre flydende kerne, magmaen. Når magmaen køles ned og stivner dannes bjerarterne, som består af det, vi definerer som mineraler. Afkøling og hærdningen af magmaen sker i jordens skorpe. Her dannes så en massiv masse af mineraler, som kaldes granit. Visse steder er granitten presset op som store massiver i selve jordoverfladen, de egentlige bjerge. Den flydende magma kan også skydes ud i luft og vand via vulkanske udbrud. Herved dannes de vulkanske bjerarter som kaldes basalt. De to typer af bjerarter granit og basalt, adskiller sig fra hinanden, ved at granit består af mineraler der altid samler sig krystaller, dvs. de er skarpkantede, og hårdt sammenkittede, hvorimod basaltiske danner mindre bestandige og skarpe formationer.

Kalkbaserede bjergarter

De kalkbaserede råstoffer (kridt, gips og magnesit) er en særskilt gruppe, som ikke stammer fra regulære bjergmaterialer, men fra
organisk materiale. Skaller og skelletter fra de varme frodige urhaves dyr og planter, er sunket til bunds og presset sammen til massive kridt"bjerge". I Danmark består hele vores grundsokkel af kridtmassiver, som er aflejret i et flere km. tykt lag, oven på selve jordskorpen.

Jord og landskab = nedbrudte bjerge

Når bjergmassiverne over tid udsættes for vind, vand og ikke mindst isbræer, nedbrydes de til mindre dele, som derefter danner vores jordlag og landskaber. Vi betegner de eroderede bjerarter, som sten, grus, sand og ler, alt efter deres størrelse. Sten er de store stykker og ler de allermindste partikler, som vi ikke kan se med det blotte øje.
Selve aflejringsprocessen, hvor de enkelte segmenter afsættes i vores landskabs- formationer, er betinget af forholdet mellem de enkelte bestanddeles form og vægt, samt de ydre påvirkninger af vand, vind og is. Lerpartik- ler er f.eks meget lette og flyttes nemt af vind, og vand, sten flyttes kun af vand og is, osv. Jordlagene i vores landskab er derfor afsat med forskellige forekomster af geologiske segmenter, visse steder ligger der meget ler, andre steder sand, grus osv, og atter andre med en jævn blanding af det hele.

Istiden var afgørende

Her i Danmark har den sidste istid, der dækkede hele landet, pånær Vestjylland, været den begivenhed der har den største betydning for det landskab vi har idag, og hermed også forekomsterne af råstoffer. Isbræens fremskriden, virker som en stor tvangsblander, bergarterne fra de jordlag isen æder sig igennem, og kalk fra grundsoklen, er mixet sammen i en pænt blandet jordmasse. Kaldet moræne. Ved isens bortsmeltning har smeltevandet visse steder ført segmenter med sig, og afsat dem igen, men i sorteret orden.
Når vi bruger geologiske råstoffer, af typen sten, grus, sand og delvist ler, stammer de fra særlige landskabsformationer, hvor smeltevandet har afsat disse segmenter. Sådanne landskabstyper er f.eks, åse, dødisbakker, issøer, og smeltevandsdale.

Egenskaber

Råstoffernes forskellige beskaffenhed og hermed egenskaber,har stor betydning for deres anvendelse i byggeriet, både når de anvendes hver for sig og sammen. Nogen besidder styrke, andre ikke, nogen absorberer vand, andre er vandafvisende, nogen har sammenkittende egenskaber osv. Alt sammen funktioner som er baseret på materialernes måde at reagere på overfor tryk,luft, vand, og andre materialer.

De vigtigste parametre for de geologiske råstoffers beskaffenhed er deres kornstørrelse og form, samt kemisk reaktionsevne. Kender man disse faktorer, vil man ofte kunne ræsonere sig fremt til hvordan materialet fungerer, mht. vandopløselighed, styrke, bindeevne, absorptionsevne osv.

Kornstørrelse og form:

Jordsegmenterne sten, grus, sand og ler defineres simpelthed efter deres kornstørrelse. Dvs. diameteren på en bestanddel af materialet målt i mm. Således at sten er de største enheder og lerpartiklerne de mindste.

Sten: > 6 mm
Grus: 4- 6 mm
Sand: 2- 0,06 mm
silt: 0,06-0,002
Ler: < 0,002

Sten, grus og sand bruges typisk som opfyldning eller tilslag i mørteler. Sædvanligvis skal de udfylde en bærende funktion, alene eller sammen med andre materialer. Her spiller den rigtige sammensætningen af de enkelte "kornstørrelser" samt evt. også materialernes form en afgørende rolle. Jo bedre de enkelte korn kan pakke sig sammen og gribe fat i hinanden des bedre bæreevne. I denne forbindelse, tilstræber man derfor at anvende grus, sand osv, med så bred et kornfordelingen som muligt, indenfor det materiale man har valgt. For sands vedkommende vil man ligeledes anvende sand som indvindes på land, og derfor har bevaret den skarpe overflade intakt. Mens sand fra havet er blevet slebet af i havets rumlen, og derfor har mistet en del af sin sammenhængskraft.

I de situationer hvor det geologiske materiale ikke skal have en bærende funktion, f.eks i finpuds eller visse støbninger, kan man anvende materialer med langt færre kornstørrelser, og af mere glatte typer. Til finpuds anvendes typisk stransand der er smalspekret og afrundet. Det har ingen bæreevne, men glider fint sammen med finpudsens bindemidler.

Lerpartikler er så små, at de i sig selv ikke kan bære Træder man ned i ren opslemmet ler, er der ingen modstand mod trykket. Derimod kan lerpartiklerne slemmes op i vand, og tørre op til en hård, bærende masse iblandet sand og -eller grus. Ligesom en jordmasse der indeholder ler, kan pakkes sammen under tryk, til en lerblok der kan bruges som byggesten. De optørrede eller komprimerede lermaterialer vil dog stadig være vandopløselige.

Kalk reagerer kemisk

De kalkbaserede materialer består ikke af korn men af en sammenhængende plastisk masse. I undergrunden forekommer kalk, som kridt, gips og magnesit. Kalkspat danner her kemiske forbindelser der optræder som sammenhængende blokke med en vis bæreevne.
De kalkbaserede materialer er vandopløselige i egentlig kemisk forstand. Ved vandopløsning dannes der en plastisk masse, som under luftens påvirkning genhærder til en "forstening".
Når de kalkbaserede materialer forarbejdes ved brænding og langtidslagring, kan den kemiske reaktionsevne forstærkes betragteligt, og det genhærdede materiale blive så hårdt at det ikke længere er vandopløseligt. Således er f.eks cement en særlig kalkforbindelse, som gennem forarbejdning har fået stærkt hærdende og vandafvisende egenskaber. Kalkmaterialernes hærdende egenskaber har stor betydning for deres anvendelse i byggeriet som hærdende bindemidler i mørtel, beton, gipsplader osv.

Ler er noget særegent

Ubrændt ler anvendes næsten på sammen vis som de kalkbaserede materialer. Nemlig som bindemiddel i mørtel, byggesten osv. I modsætning til kalkmaterialer, reagerer ler dog ikke kemisk med vand og luft, men rent fysisk. Dette betyder at ler har andre egenskaber end kalk.
Ler og kalk er begge vandopløselige, og kan "hærdes" til at blive vandafvisende, men for lerets vedkommende, er dette ikke udslag af en kemisk proces. Vandopløseligheden skyldes at vandet suges op mellem de små bitte lerpartikler, via den såkaldte hårrørseffekt som også kendes fra blomsterstængler. Vandet i lermassen bindes altså ikke kemisk det kan derfor afgives igen, og optages igen, lermassen ændrer volumen i takt med vandmængden, men forstener ikke som kalkmørtelen.
Lermaterialerne kan dog alligevel godt blive vandafvisende, da de små sammenkittende partikler kan presset sammen til en meget glat og fin overflade, som vandet vil prelle af. Hermed opnår leret næsten samme mørtelegenskaber som kalkmaterialerne, men hærdningsprocessen er ikke en ægte hærdning, hvor der gendannes en hård forstening. Leret bevarer derfor nogle egenskaber mht. reaktioner overfor både vanddamp og frit vand, som de kalkbaserede materialer ikke besidder i samme grad, og slet ikke de hårdt hærdende som cement.

Bæredygtighed

På visse punkter er geologiske råstoffer meget miljøvenlige. De afgiver f.eks ikke giftige stoffer til omgivelserne, de kan bortskaffes uden problemer og de kan kan ofte erhverves fra lokale forekomster.
Alligevel er anvendelsen af de geologiske råstoffer ofte problematisk. Vi forbruger nemlig så store mængder i byggeriet, infrastruktur og industri, ( 800 mill tons) at der er knaphed på visse materialer, ligesom selve indvindingen ikke gavner vores landskaber, eller havmiljøer. Selvom der i princippet er uopbrugelige mængder af råjord i Danmark, så indvindes de enkelte grus, sand, lere osv fra lokaliteter hvor de findes i sorteret form, dvs. hvor isens smeltevand, eller havet har haft en finger med i spillet. Sådanne forekomster er der ikke uendeligt mange af, og en dag er de opbrugt. F.eks er forekomsterne af grus sluppet op i vises landsdele. Samtidig betyder indvindingen at smeltevands formationerne i landskabet forsvinder.

Når man anvender de geologiske råstoffer er der god grund til at gøre det med omtanke. Dvs. at spare på dem, og prioritere typer som kan indvindes fra vores overfladejord. F.eks lermørtel af moræneler fremfor smeltevandsler osv.

Indkøb
Løse sten, grus og sand købes gennem den lokale vognmand, via grusgrav, eller råstofleverandør. (Stevedoreselskab).
Sædvanligvis leveres stenene i løs vægt på en vogn. (Beregnet pr. ton) Man kan dog også få leveret i container.
En del grusgrave har selvhentningsordninger, hvor man kan hente materialer på trailer eller i spande, for en meget overkommelig pris.

Marksten kan ofte anskaffes via en lokal bondemand, der samler dem ind fra marken.

Brudte sten købes gennem bygge markedet eller via importør eller stenhugger.
Skrot-stenbrud købes via stenhuggeren.

Materialeoversigt

Sten
Sten en geologisk forekomst, som er større end 6 mm i diameter.
Sten er et bærende materiale, derfor bruges det i
byggeriet til fyldmateriale, forstærkning af støbemateriale (beton) osv. Traditionelt har man også brugt mark og kampesten til fundering, og i enkelte tilfælde til hele murværket.
Fyldstene indvindes fra havbunden eller i grusgrave. Funderingssten stammer fra stenbrud eller indsamles fra jordoverfladen, eller udgravninger.

Ral
Ral er småsten som indvindes fra havbunden. De anvendes som fyld og pyntesten.
Størrelse: 4- 8 mm

Småsten

Indvindes fra grusgrave. De er skarpkantede og anvendes som fyldmateriale. Sten der bruges som kapillarbrydende fyld i terrændækket skal være vaskede, da selv små mængder forurening med lerpartikler kan forringe kapillareffekten.

Sten fra søbunden og grusgraven inddeles i kategorier efter deres størrelse.
Perlesten: 4- 8 mm
Ærtesten: 8- 16 mm
Nøddesten: 16-32 mm
Singles: 32 -64 mm

Kampesten.
Er store sten, som bruges til fundering, understøtning og pynt. De indvindes fra grusgrav, eller markoverflade.

Stenbrud

Stenbrud eller brudsten er sten, som er hugget direkte ud af bjerg- eller klippemassiver. I danmark findes kun et granit-stenbrud på Bornholm, men der importeres en del brudte sten, som anvendes til interiør, gulvklinker osv. Brudte sten kan bestå af mange typer stenmaterialer, såvel granit basalt, som sedimenter og metamorfe.

Sedimenter er bjerrarter som er dannet af lag af sand, kalk eller lign, der er presset sammen under hårdt trykt. F.eks på dyb havbund, i foldebjerge osv.
Metamorfe bjergarter er sten/bjerge, som har været gennem "skabelsesprocessen" endnu engang, ved voldsomme begivenheder i jordskorpen, hvor de er udsat for høj varme og tryk.
  
Skifer
Skifer er en mørklødet lagdelt sedimetsten, som består af sammenpressede lerlag. Derfor er det også en lidt skrøbelig bjergart. Skifer har bevaret noget af lerets diffusionsåbenhed, men er samtidig vandafvisende. Traditionelt har man anvendt tynde skiferplader som tagdækning, men idag produceres det mest til interiør. Skifer bryde sikke i Danmark men importeres fra andre egne af Europa.

Marmor
Marmor er en hvidmeleret metamort stenart, som oprindeligt har været en kalksten. Marmor anvendes til klinker og andet interiør. Såkaldte marmorbrud, brokker fra stenhuggeren eller stenbrud, er populære i det bæredygtige byggeri, hvor de bruges som mosaikgulve. Marmor importeres fra Sydeuropa.

Granit
Brydes på Bornholm. Skiferplader anvendes til klinker og interiør. Det er en meget hård stenart, der kan tåle stor belastning.

Ålandsbrud
Er en sand-sedimentsten som brydes på Åland. Der en en rød eller gultonet, lidt skrøbelig sten. De rå brud bruges som belægning i haven, og de polerede som klinker. Det er en populær og forholdsvis billig sten. Ålandssten fåes med aftegninger af fossiler.

Flint
Indvindes på Møn. Flinten anvendes mest til industrielle formål. Knust flint kan dog bruges som tilslag o.lign. Flint stammer fra vandopløseligt silikat der er genhærdet i hulrum i kridtmassiverne. Den vandopløselige silikat er en slags naturlig vandglas der findes i kiselsvampens skal.

Stenmel
Stenmel består af pulveriserede stenmaterialer. Det anvendes som hærdende tilslag i mørteler, overfladebehandlinger, som pynt og belægning.
Der føres stenmel af forskellige typer, således f.eks. kvartsmel, marmormel og flintmel.

Grus/Sand

Grus og sand er geologiske råstoffer som anvendes i større eller mindre udstrækning i næsten ethvert byggeri. I det bæredygtige byggeri bruges grus og sand som tilslagsmaterialer i støbninger, mørtel, og som afretningslag.

Grus og sand består af naturligt fordelt stenmateriale af alle typer, forskellen er udelukkende størrelsen af kornene, som de korn der er store nok til at være kapillarbrydende mens sand ikke er kapillarbrydende.

Grus
Storkornet materiale der spænder mellem en kornstørrrelse på 4-8 mm. Det anvendes som tilslag i mørtel og støbemateriale, kapillar- brydende lag og forskellige afretningsmaterialer, og belægningsmaterialer, sammen med sand og evt. ler.

  
Sand
Sand er et småkornet materiale, som er < 4mm og > 0,2 mm. Sand anvendes som tilslag i mørtel og støbematerialer samt evt. fyldlag som ikke skal være kapillarbrydende.
Sands fysiske egenskaber afhænger i høj grad af kornstørrelse og ikke mindst sandkornenes form. F.eks har kviksand (blanding af blødt sand og silt) absolut ingen bærevne, mens godt støbesand, bærer så meget at det kan bruges til billedhuggerskulpturer.
Forskellen på bærende sand og ikke bærende sand, er et spørgsmål om kornenes form. Idet rundede sandkorn har en dårlig bæreevne og skarpe korn en god bæreevne. Derfor skelnes der mellem skarpt sand og strandsand. Det karpe sand indvindes fra land og det bløde fra havet. Her har vandets tusindeårige påvirkning gjort kornene bløde og afrundede

Strandsand
Indvindes fra havbunden.
Består af alle bjergarter i ligelig fordeling.
Havets påvirkning har slebet kornene og gjort sandet afrundet og blødt.
Anvendelse: Finpuds.

Bakkesand/skarpt sand
Indvindes fra grusgrave.
Består af alle bjerarter i ligelig fordeling. Kornene er ikke slebet og derfor skarpkantede. Bakke- sand pakker sig derfor godt, og kan i den mest optimale fordeling og beskaffenhed være særdeles stærkt.
Anvendes som grundbasis i mørtel og støbematerialer såvel kalkbaserede som lerbaserede. anvendes som tilslag i næsten alle slags murematerialer, sammen med andre fraktioner og typer. Afretningslag og klaplag.

Kvartssand
Kvartssand er en særlig type af strand, som kun består af de hårde kvartskorn. Idet sandets andre bjergarter er forvitret i havets rumlen. Kvartskrystaller er krystallinske og særdeles reflekterende. Kvartssand anvendes derfor bl.a i mørtel der skal indfarves, da reflektionen fremmer gløden i materialet.

Støbesand
Støbesand er en type bakkesand, som er ekstraordnær skarpt og velblandet. Godt støbesand bruges bl.a som skulptur sand, da det har en rigtig god sammenhængskraft.

Ler
Ler består af bjergarter, der er nedbrudt til deres allermindste bestanddele. Dvs. < 0,02 mm.
Ler er stærkt vandsugende og vandopløseligt.
Der findes flere lertyper i Danmark, som kan have meget varierende egenskaber. Det meste overflade-lerjord har dog en ensartet sammensætning, og god beskaffenhed mht. byggeri.

Moræneler:
Moræneler er en lerjord som består af 10-20% lerpartikler, og er sammensat med en jævn og god fordeling i såvel lermængden, som i resten af jordens bestanddele. Materialet er derfor i sig selv en god basis for lermørtel.
Egnet morænejord findes ikke i Vestjylland, men kan ellers indvindes direkte fra jordoverfladen overalt i Danmark.
Morænejord anvendes umiddelbart til grovpuds, finpuds, lergulve, bærende lerkonstruktioner, samt produktion af lersten.

Smeltevandsler:
Smeltevandsler er lerjord som består af 30-100% lerpartikler, samt andre jordarter. Smeltevandsjord er materiale, som er sorteret af smeltevand under sidste istid. Det er derfor sorteret på samme vis, som når man kunstigt sigter og sorterer jordmaterialer i grusgraven. Smeltevandsjord indeholder ikke alle kornstørrelser og er ikke i sig selv et egnet materiale i konstruktioner og materialer der skal bære noget, ligesom det kan være mere følsomt overfor vand og erosion.
Smetevandsler anvendes til finpuds, og kan indgå i andre murematerialer med tilsætning af armering og velstruktureret tilslag, således at den "negative" kornfordeling ...

Urtidsler.
Urtidsler er lerjord som stammer fra urgamle havaflejringer, der siden er skubbet op i overfladen få steder i Danmark. Urtidsler er meget specifikke og rene lertyper, som ofte består af andre typer mineraler end aflejringer fra sidste istid. Herunder lermineralier af vulkansk oprindelse, samt nedbrudt kvarts.
Typen er sædvanligvis ikke egnet til murematerialer, men kan indgå som tilslag til særlige opgaver, ligesom de stærkt absorberende arter kan bruges som membraner.

Kaolin.
Kaolin, kaldes også pibeler, da den anvendes til porcelænsproduktion. Kaolin er en urtids lerart som udelukkende består af "hårde" mineraler. (Nedbrudt kvarts) Hårrørsvirkningen er minimal, og materialer er derfor ikke vandabsorberende. Det indgår derfor ikke i "hærdnings" eller størkningsprocessen.
Kaolin kan anvendes som "hvidpigmenterende" tilslag til lerpuds, gulve og visse overfladebehandlinger.

Bentonit:
Bentonit er en lerart som består af lermineraler af vulkansk oprindelse, f.eks Smectit. Hårrørsvirkningen mellem de vulkanske, "bløde" mineraler er stor, ikke mindst i Smectit. Derfor kan bentonit absorbere utrolige mængder vand, helt op til 40 x tørvolumen, og tørre op med en meget hård overflade.
Bentonit anvendes som membranmateriale under bassiner og lossepladser, og kan også bruges som menbraner under f.eks. græstage. Det kan derimod ikke bruges i almindelige mure- og støbematerialer.

Mergel.
Er et materialer som består af både kalk og smeltevandsler. Det anvendes ikke som råt materiale, men var før i tiden det primære råstof i fremstilling af cement.

Kridt/kalk

Kridt er et nturligt forekommende råstof i Danmark, som består af kalkspat. Kridt er basis for produktion af råstoffet læsket kalk, som anvendes i mørtel og cementproduktion, samt til selvstændige kalkmaterialer, såsom kulekalk og hydraulisk kalk.

Kridt.
Kridt i rå form anvendes i byggeriet kun som fyldstof i visse overfladebehandlinger.
Traditionelt har man anvendt kridtblokke som regulære byggesten, men idag brydes der ikke sten til ordinært byggeri.

Kalkmaterialer:

Kalkmaterialer består af kridtsten der er brændt og udblødt i vand. Herved opnåes et materiale som er plastisk med stor vedhæftningsevne. Kvaliteten af kalken er betinget af basismaterialets reaktionsevne (surhedsgrad) jo længere lagring, des bedre reaktionsevne.
Kalkmaterialer har meget varierende kvalitet. De ringeste er lagret i ca. 7 uger og har ikke meget reaktionsevne, og de bedste kan være lagret i op til 12 år.
Sædvanligvis hærder kalkmaterialer med atmosfærisk luft. Indtil kalken er hærdet op er den vandopløselig. Svag kalk kan være længe om at hærde.
De hydrauliske kalktyper kan hærde med vand.

Hydratkalk
Hydratkalk er tørret læsket kalk. Det er fremstillet af svag kalk, med meget kort lagringstid.
Det er ikke egnet til mørteler, men kan anvendes til hvidtning, på ikke udsatte steder, f.eks på lofter.

Dolomitkalk.
Dolomitkalk er en læsket kalk, som består af en type kalk, som er lavt reagerende. Dolomitkalk brugtes før i tiden til hvidtning og andre mindre krævende opgaver.

Kulekalk
Kulekalk er læsket kalk som er lagret i så lang en periode, at reaktionsevnen bliver god. Dansk kulekalk fåes i forskellige lagringstider.
Anvendes til kalkmørtel, og udvendig kalkning.

Hydraulisk kalk
Hydraulisk kalk hærder under indflydelse af vand, og kan derfor fremme kalkbaserede materialers hærdningsproces. Det fremstilles af specielle typer af kridsten med lermineraler, som brændes ved særligt høje temperaturer. Traditionelt eksisteret et utal af hærdende kalkmaterialer, ikke mindst på globalt plan.
Hydrauliske kalkmaterialer kan være diffusionsåbne, og de er ikke vandopløselige i hærdet tilstand.

Naturcement.
Naturcement består af mergel som er brændt ved 1200 gr. Det hærder hårdt og hurtigt, og bliver til et materiale med stor trykstyrke, men samtidig også lav eller ingen diffusionsåbenhed.

Jurakalk.
Jurakalk fremstilles af lerholdige kridsten fra juratiden, som brydes i alperne.
Jurakalk bruges som tilslag i andre kalkmaterialer, for at fremme hærdningen, og øge styrken, samtidig med at diffusionsåbenheden bevares.

Gips
Gips er et kalkbaseret materiale som brydes i Spanien. I Danmark kender vi kun materialet fra pladematerialer og gipsstuk, men andre steder anvendes gips som et regulært pudsemateriale. (Gipsplader fremstilles dog primært af kunstig gips)

Magnesit
Magnesit brydes i Spanien. Det er en Magnesiumholdig kalkspat. Den bruges bl.a som erstatning for cement i træbetonplader.

Skrevet af: Jettie Nielsen