Beskrivelse
Her finder du beskrivelser af:
Materialet idag
Et ældgammelt materiale
Hørfibre har været kendt og brugt i årtusinder. Fortidens mennesker lavede klæde af høren, og brugte derudover fibrene, til at tætne og stoppe boligen med.
I Danmark har man fundet hørfibre i fund fra bronzealderen, ligesom man ved at hørplanten allerede i jernalderen, har været en systematisk dyrket kulturplante.
Hørfibre, har gennem tiderne, været anvendt til at stoppe sprækker og revner i huset med, men ved indførelsen af de moderne fugemasser, gik anvendelse af høren af mode. Indenfor de senere år, er hørfibrene kommet på banen igen. Sædvanligvis anvendes materialet, som et billigt og bæredygtigt stoppe-materiale, men enkelte har også forsøgt sig med hørfibre, som ordinær isolering i ydermure. I Sverige og Tyskland anvendes hørfibre idag som løsfyldsmateriale der blæses ind med maskine.
Hørfibrene er et restprodukt
I nutiden bruges hørplanten til produktion af tekstile fibre og linolie. Disse produktioner anvender kun dele af planten, og udskiller begge restfibre, som kaldes blår, samt skæverne, som er de små stive stængelstykker.
Det kortfibrede restprodukt, kan bl.a anvendes til løsfyldsisolering, eller produktion af måtter. Skæverne kan anvendes som armering af puds.
Udvinding af fibre
Den traditionelle udvinding af fibre, foregår ved at planten rykkes op med rode, og rødner på marken. Strået mørner, og fibrene løsnes fra den træholdige inderste del af stænglen.
På hørfabrikken skættes strået. Først afrives frøene, derefter brydes strået, så de træholdige skæver løsnes fra fiberen, og kan skættes fra i en skætteturbine. Skættehørren hegles (rives) og spindes, og man har den fineste hørfiber til at lave tøj af. Som biprodukt får man så den kortfibrede blår (høruld) , og de træholdige stive skæver.
Materialets anvendelse
Hørulden kan anvendes til følgende:
* Infill-solering i vægge, mure og etageadskillelser.
* Stopning ved vinduesrammer og lign.
* Armering af puds
Det bemærkes at anvendelse af hørfibre som isolering kræver dispensation fra en del af bygningsreglementets bestemmelser.
Materialets beskaffenhed
Rå hørfibre er en sammenfiltret masse af restfibre, i variende længde, evt. med et islæt af skæv-stykker.
Materialet er af variende beskaffenhed, afhængig af hovedproduktionens behov for renhed.
Rumvægten ligger på 30 - 35 kg/m3
Materialets egenskaber
Hørfibre er et let materiale, med gode isoleringsegenskaber og håndterbarhed.
Rå hørfibre er ikke testet i byggeteknisk regi,
derfor er materialets tekniske egenskaber ikke beskrevet.
På baggrund af almindelig viden om hør-materialet og de isoleringstest der er udført på hør-isolering i måtteform, må det forventes af de rå hørfibres egenskaber er følgende:
Høren isolerer godt. - Optimalt måske på linie med andre organiske løsfyldsprodukter, og mineraluld. Dvs med varmeledning omkring de 0,040 W/mk.
Høren er et brændbart materiale. Uforarbejdet rå hør antænder og brænder let.
Høren er et hygroskopisk materiale. Dvs det kan optage fugt og afgive den igen. Dette er en fordel, idet materialet så kan anvendes uden dampspærre.
Det må antages at hør-fibrenes kritiske fugtbalance er omkring de 18% -20% (Absolut fugtighed) analogt med træ-produkter, halmballer osv. Derfor skal hørulden beskyttes mod indtrængende vand og fugt.
Høren er selvimprægnerende til en vis grad. Den angribes derfor ikke umiddelbart af skadelige organismer.
Byggeregler og forskrifter
Rå høfiber isolering kan ikke umiddelbart opfylde bygningsreglementet, men med udgangspunkt i eksisterende dokumentation for hørmåtter, og Byggeanvisning 207. Anvendelse af alternative isoleringsmaterialer, bør der kunne søges dispensation.
Rå-høruld kan ikke deklareres mht. isoleringsevnen i henhold til EUs bestemmelser. Derfor skal der søges dispensation for bygningsreglementets isoleringskrav, hvis høren bruges som isoleringsmateriale.
Rent brandmæssigt kan høren anvendes i ydermure, hvis denne opbygges, så beklædningslagene i sig selv opfylder BD-30, og der anvendes brandklasse 1-beklædningsmaterialer på indersiden. Anvisninger herpå kan ses i Byggeanvisning 207. (Se under faneblad litt/links)
Anvendelse af brændbare materialer i indervægge eller etageadskillelser, kræver MK-godkendelse. Rå hør er ikke MK-godkendt, derfor skal der principielt søges dispensation herfor.
Mål, levering og pris
Rå hørfibre kan købes ved visse tekstilvirksomheder.
Fibrene leveres i store baller.
Skrevet af:
Jettie Nielsen