Beskrivelse
Her finder du beskrivelser af:
Metoden generelt
Muslinger som tagbelægning
Et af Steen Møllres huse på Friland
Frilandshusets første del
Muslingeskaller på taget ! Umiddelbart lyder det lidt skørt, skallerne er jo superlette og blæser vel af igen, hvis der ikke er net, eller lignende til at holde dem fast. ? Faktisk har det vist sig at skallerne bliver liggende på taget. Deres unikke form gør dem forholdsvis vindfaste. Godt nok kan vinden samle skallerne i store bløde pukler, så taget får et lidt bølget udseende, men som helhed bliver skallerne hvor de er, og kræver kun en sjælden udretning af bølgerne, for at det underliggende tag, ikke skal blotlægges.
Tage med muslingeskalbelægning, er et tag under evig forandring, med sit eget særprægede spil og variation. Det er vandafledende, med begrænset egenvægt, billigt og ganske enkel at have med at gøre.
Beskytter mod solens stråling
Laget af muslingeskaller, er tagets yderste belægning, underneden skal der være et veludført membrantag. Skallernes funktion er at dræne vand væk, og beskytte det vandtætte membranlag mod solens stråler- ikke andet.
Skallernes egenvægt er forholdsvis begrænset. Derfor er muslingebelægningen ikke så belastende, for den underliggende konstruktion, som f.eks græstage med jord og rødder.
Muslinge-tage i Danmark
Der er stadig kun få bygherrer, som har forsøgt sig med muslingeskaller på taget.
I boligforeningen Munksøgård v. Roskilde, står der et stort samlingshus med muslingeskaller på taget. Huset ligger i midten af boliggruppen, og blotter et lille stykke havbund midt i bebyggelsen.
På Friland v. Feldballe på Djurs, har DRs hus fået skaller på taget. Huset ligger på et vindomsust sted og taget har allerede fået et lidt bølget udseende, som dog ikke skæmmer huset..
Anvendelse
Kan lægges på mange typer tage
Muslingeskaller kan anvendes på alle membrantage, uanset form og hældning. Ved for store hældninger, risikerer man dog, at skallerne skrider for meget ned, og membranen blotlægges.
Det vides ikke, hvornår tagets hældning får skallerne til at trille ned. Tage der er for stejle kan forsynes med barrierer, der hæmmer den nedadskridende bevægelse. Disse skal monteres, så de ikke skader den underliggende membran.
Belægning på eksisterende tage
Eksisterende tage af f.eks tagpap, kan ligeledes forskønnes med skaller. Såfremt taghældningen er passende, og taget forsynes med stopplanke.
Den byggtekniske gevinst, vil være at indstrålingen og temperatursvingningerne på taget reduceres.
Planlægning og forberedelse
Taget skal være tæt
Belægningen af muslingeskaller skal lægges af på et sikkert membrantag. Skallerne er vandafledende, men på ingen måder vandtætte.
Se mere om opbygning af membrantage i artiklen om "levende tage".
Et tag der skal holde, bør overholde følgende:
* Tagets skal bygges op over et korretkt undertag. Det kan laves af byggeplader eller pløjede brædder. Anvendes der byggeplader skal de være MK-godkendt til undertag.
* Taget skal forsynes med behørig stopplanke, og om nødvendigt barrierer, til at holde skallerne på plads.
* Membranlaget. Skal bestå af en 100% vandtæt membran, samt beskyttelseslag. Membranens samlinger skal udføres i overensstemmelse med producentens anvisninger. Beskyttelseslagene kan være knastplader eller egnede kunsttekstiler.
* Membranen skal svejses, eller limes på, ved inddækninger og afslutninger. Inddækningsmoduler skal monteres, så taget kan arbejde, uden at trække i membranen. Membranen må ikke gennembrydes ved montering af barrierer, inddækninger osv.
* Taget skal forsynes med afløb, der kan bortlede vandet.
Udlægning af skallerne på taget
Skallerne kan løftes op på taget med frontlæsser. De kan derefter spredes med en rive, eller et langt brædt, som trækkes gennem skallerne.
Pas på, at skallerne ikke trædes ned i membranen, så den lider overlast.
Vedligeholdelse
Muslingebelægningen kræver ikke meget vedligeholdelse. Opstår der risiko for blotlæggelse af membranen, når vinden rumsterer med skallerne, bør de rives på plads. Monter evt. trin eller stige hen over taget, så der ikke trædes direkte på membranlaget.
Byggeregler og forskrifter
Muslingeskaller kan anvendes som tagbelæg- ning, indenfor bygningsreglementets rammer.
Skallerne er ubrændbare og kræver ikke brandklassificering.
Indkøb, leverancer og pris
Membranerne og tilbehør kan erhverves i byggemarkedet eller v. specialleverandører. Se mere i artiklen om levende tage.
Muslingeskallerne købes ved leverandører. Se mere i artikel om muslingeskaller.
Skrevet af:
Jettie Nielsen