Gal eller Genial
- Kan man virkelig anmelde en opfindelse?
20 opfindere kæmper om anerkendelse og respekt fra den uimponerede dommer, Vincent F. Hendricks, som kvitterer med en kontant - men konstruktiv - anmeldelse af deres opfindelse.
Hvad og hvem mon?
Dødelige sygdomme, CO2-udslip, affaldsbjerge og fejlernæring. Problemer i samfundet er der nok af, men hvem kan virkelig løse dem? Det ved Vincent F. Hendricks, en dansk professor i filosofi og logik med international berømmelse. Kravet til opfinderne er, at deres opfindelse skal hjælpe menneskeheden - hverken mere eller mindre. Men så gør det heller ikke noget, at opfinderen ved, hvordan der kan spindes guld og mammon på opfindelsen - også i udlandet.
Gal eller genial?
I Gal eller Genial kigger Hendricks nærmere på 20 opfindelser i udviklingsstadiet fra hele Danmark. Opfinderne og deres opfindelser præsenteres i det miljø hvor de er skabt - fra det lille skur i en flække på Bornholm til store, velsmurte udviklingsafdelinger i Danmarks største virksomheder.
Derefter inviteres opfinderen ind på Vincents futuristiske og lettere intimiderende kontor - her skal han kort og præcist forsvare sin opfindelse, med alt hvad han har lært.
Hård men retfærdig
Og så falder dommen… Vincent Hendricks lader sig ikke let imponere når han til sidst uddeler "lys-pærer" for opfindelsens originalitet, risiko og potentiale samt opfinderens vilje, erfaring og ikke mindst mod. Se hvem der slipper ud af Vincents kontor med top-karakterer når jagten går ind på Danmarks bedste opfindelser.
Ny serie i 10 afsnit på DR2 fra tirsdag den 6. april