Guldbrandsen: Søren Gade har fået tilbuddet
13. dec. 2006 10.58Søren Gade kritiserer mig i sit indlæg i Jylland Posten 8. december for ikke løbende at have orienteret ham om vores research til filmen ”Den Hemmelige Krig”.
En research der blandt andet fokuserede på, hvorvidt Søren Gade har vildledt Folketinget i sine besvarelser omkring tilbageholdelsen af fanger i Afghanistan.
Men Søren Gade undlader at oplyse, at vi den 2. januar besvarede hans henvendelse skriftligt og tilbød snarest at mødes for at uddybe, hvad han måtte ønske. Men forsvarsministeren afviste dette. Tilbuddet har siden stået ved magt. Søren Gades påstand er altså urigtig.
Søren Gade kritiserer ydermere filmen for ikke at medtage Pentagons svarbrev til Forsvarsmi-nisteriet.
Søren Gade undlader imidlertid at oplyse, at han har afvist at lade os se hans brev til Pentagon og dermed de spørgsmål, der ligger til grund for Pentagons besvarelse. Dette brev har han valgt at undtage aktindsigt.
Søren Gade undlader også at oplyse, at Pentagon i deres brev fastslår, at de ikke har registreret hvem der har afleveret fanger til dem og derfor ikke med sikkerhed kan identificere de fanger, danskerne har udleveret. Pentagon meddeler alene, at de ikke har kendskab til, at fangerne skulle være blevet mishandlet. Brevet fra Pentagon indgår i modsætning til, hvad Søren Gade anfører, rent faktisk i researchgrundlaget for filmen.
Søren Gade fremhæver ydermere, at han har gjort alt, hvad der står i hans magt for at undersøge påstande om, at 31 personer er blevet mishandlet i amerikansk varetægt i Afghanistan i marts 2002.
Denne tilbundsgående undersøgelse skulle bestå i, at Søren Gade efter interviewet har skrevet til Forsvarskommandoen og Pentagon. Søren Gade spørger altså USA, om de har mishandlet fangerne og Forsvarskommandoen om de har kendt til det uden at reagere.
Det svarer begge parter nej til, og det bringer Søren Gade frem til følgende konklusion: ” Der er på ingen måde kommet oplysninger frem, som på nogen måder peger i retning af, at personer tilbageholdt af danske soldater skulle have været udsat for overgreb, mens de var i amerikansk varetægt.”
Hvad Søren Gade tilsyneladende ikke er opmærksom på, er at han i sit ministerium er i besiddelse af rapporter fra Human Rights Watch og Amnesty International, der beskriver hvordan de 31 personer blev mishandlet i amerikansk varetægt.
Han er tilsyneladende heller ikke opmærksom på, at han i sit ministerium er i besiddelse af en auditørundersøgelse hvori det fremgår, at en dansk soldat der fungerede som tolk i den amerikanske fangelejr har fortalt sine overordnede, at der foregik grove overgreb på fanger.
Ydermere er han tilsyneladende heller ikke bekendt med, at episoden med de 31 og den efter-følgende mishandling er beskrevet i internationale medier, herunder Washington Post og Associated Press, som vi i øvrigt har henvist Søren Gade til. Skrevet af den journalist som ledte os på sporet af de løsladte fanger.
Derfor er jeg heller ikke enig, når Søren Gade skriver: ”Som Christoffer Guldbrandsen ganske udmærket ved, så har jeg efterfølgende gjort alt, hvad der overhovedet står i min magt for at komme til bunds i sagen”.
Søren Gade har alene spurgt de myndigheder, der netop var ansvarlige for fangerne, om de har gjort noget forkert og til det har de svaret, at det har de ikke noget kendskab til. Det er i min optik ikke det samme som en tilbundsgående undersøgelse.
Se link til:
Søren Gade brev til os d. 13. december 2005
Vores svar til Søren Gade d. 2. januar 2006
Søren Gades svar til os d. 10. januar 2006
Vores svar til Søren Gade d. 25. januar 2006
Skrevet af:
Christoffer Guldbrandsen