Kærlighedens bud
12. april 2010 kl. 22:00
på
DR1
Kærlighedens bud - tabet
Du skal erkende, at du skal miste. Hvordan forholder man sig til, at man på et eller andet tidspunkt skal miste sin elskede?
Forfatteren Sissel-Jo Gazan taler med hospitalspræst Christian Juul Busch om angsten for at blive forladt af den man elsker. Om klare og uklare tab og sorgen som skal bæres - og som er kærlighedens pris.
Kærlighedens bud - tvivl
Du skal tro.
Er det ægte kærlighed, hvis man tvivler? Og kan man vende den evige tvivl til noget positivt?
Forfatteren Sissel-Jo Gazan taler med præsten Helle Møller Jensen om nødvendigheden af at tro. Ikke mindst på vores egen evne til kærlighed - en evne, som vi er født med, og som selv ikke tvivlen kan tage fra os.
Kærlighedens bud - forskellighed
Du skal elske forskelligheden.
Er det mænds og kvinders forskellighed, der ødelægger kærlighedsforholdet?
Forfatteren Sissel-Jo Gazan taler med præsten Preben Kok om mænds og kvinders forskellige lidenskab som forudsætning for dynamik og udvikling i forholdet mellem manden og kvinden.
Om ånd og om at det kan være nødvendigt at gå ind i afmagten - for at komme videre.
Kærlighedens bud - passion
Du skal ville.
Hvordan holder man liv i passionen, når hverdagens krav melder sig?
Forfatteren Sissel- Jo Gazan taler med biskop Elisabeth Dons Christensen om nødvendigheden af at ville forholdet.
Om erotik i Biblen, at passion er mange ting, og at man blandt andet må bøje sig langt dybere for den anden, end man havde forestillet sig, og selv være den der rækker hånden frem.
Kærlighedens bud - tilgivelse
Du skal tilgive.
Er det nødvendigt at tilgive, og hvad gør man, når man ikke kan?
Forfatteren Sissel-Jo Gazan taler med præsten Leif Bork Hansen om den næsten umulige fordring om tilgivelse, som er forudsætningen for en ny begyndelse - at kunne møde kærligheden på ny og kunne elske igen.
Kærlighedens bud - løftet
Du skal være trofast.
Er troskab forudsætningen for den livslange kærlighed?
Forfatteren Sissel-Jo Gazan taler med præsten Helle Bundgaard Poulsen om at sige ja til hinanden - og om at forblive trofast indtil døden jer skiller. Buddet gælder også efter en skilsmisse, for er der børn involveret, varer løftet om at ære den anden evigt.
Samtalen går tæt på og handler også om utroskab, om svigt og om at fokusere på den andens gode sider.
Kærlighedens bud - anger
Du skal bede om tilgivelse.
Forudsætter tilgivelsen at den anden angrer?
Forfatteren Sissel-Jo Gazan taler med præsten Per Ramsdal om at bede om tilgivelse, skriftemål og syndsforladelse og om de fire hjørnesten i et kærlighedsforhold: hengivenhed, venskab, eros og guddommelig kærlighed.
Kærlighedens bud - følelser
Du skal respektere alle følelser.
Hvad stiller man op med alle de negative følelser, der er på spil i et kærlighedsforhold?
Forfatteren Sissel-Jo Gazan taler med præsten Anna Mejlhede om at respektere de svære følelser - jalousien og misundelsen, vreden og hadet.