Hjælp, min kone er skide sur
Nej, det er ikke sådan, man støvsuger! De højtalere er alt for store! Vi skal have ny bil, og det skal være en Berlingo! Ligger al magt i parforholdet anno 2009 hos kvinderne? Eller er det bare mændene, der er for vattede og føjer kvindernes krav?
I det nye DR2 program 'Hjælp, min kone er skide sur' er det mændenes tur til at komme til orde.
Kendte og ukendte mænd fortæller
Rengøring, børneopdragelse, sex, økonomi og indretning. Der er emner nok at være uenige om i parforholdet. Mads Christensen, Søren Pind, Sebastian Dorset, Søren Fauli, Asger Aamund, Peter Mogensen og en række mindre kendte mænd deler ærligt, provokerende og underholdende ud af deres holdninger til og erfaringer fra parforholdet.
Tømmerhandelen - mændenes sidste frirum
Kommentarerne fra de medvirkende er både modige og ufiltrerede. Mads Christensen har fx et udsagn om, at mænd, der lige er blevet skilt, burde flytte ind i deres sidste frirum - den døgnåbne tømmerhandel. Her kunne mændene bo et par uger og spise koteletter i fad og boller i karry, mens de kommer til hægterne. Et koncept som Mads Christensen anser som mændenes svar på Dannerhuset.
Sebastian Dorset afslører, at han kan blive lykkelig, hvis han blot kan få ro til at se resultater fra 2. division i Bundesligaen på tekst-tv. Og Søren Pind påstår, at kvinder aldrig nogensinde bliver tilfredse.
Sendetider
De seks programmer sendes på DR2 torsdag kl. 22.00 og med genudsendelse fredag samme tid. Første gang torsdag d. 29. oktober.