Sin unge alder til trods har Frederik Wiedemann været vidt omkring. Han har arbjedet i såvel Finansministeriet som Statsministeriet samt på det kortlivede Dagbladet Dagen, og så kan han nu titulere sig med den opfindsomme titel "innovationsrådgiver" som partner i ReD Associates. Med antropologiske og sociologiske metoder sparker de ny inspiration ind i erhvervslivet: "Det minder lidt om kunstens opgave: at give folk det, de ikke nødvendigvis vidste, at de ville have."
Frederik Wiedemanns elskerinde er, som Duke Ellingtons, musikken: "Noget af min yndlingsmusik er en lidt bizar blanding af salonmusik og gamle shlagere, som jeg desværre ikke kan dele med så mange. Det faldt dog i god jord hos de ældre stamgæster i Royal Copenhagens gamle konditori på Strøget, hvor jeg som studerende var hyggepianist en gang om ugen. En god blanding af Kai Normann Andersen, Zarah Leander og Sachertorte."
Den største kulturoplevelse i nyere tid er en britisk tv-serie fra gammel tid, "Fortunes of war". Den foregår, hævder han, blandt "rodløse englændere, spioner og afdankede aristokrater på Balkan og i Nordafrika under 2. verdenskrig. Hvad mere kan man ønske sig?"