Lilian Munk Rösing

Årgang 1967. Lektor og litteraturkritiker

”God kunst rokker ved vores fordomme. Dårlig kunst bekræfter dem”. Så enkelt kan det ifølge lektor og anmelder Lilian Munk Rösing siges. Vellykket kunst er, mener hun, perspektivudvidende og i stand til at give os et nyt blik på verden. God kunst er for hende eksistensforskning. Et eksempel er Sara Stridsbergs roman Drømmefakultetet, der på poetisk vis undersøger, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor der findes kvinder og mænd. En bog, der fik Lilian Munk Rösing til at se gamle problemstillinger fra nye vinkler, i en debat, hun ellers selv er ivrig deltager i. I den anden ende af skalaen bekræfter en bog som fx Maria Svelands Bitterfissen, på ærgerlig vis alle Lilian Munk Rösings fastgroede fordomme om forbitrede feminister og er derfor en rigtig dårlig læseoplevelse. God kunst stiller nye spørgsmål, dårlig kunst giver gamle svar. Bitterfissen gør det sidste, mener Lilian Munk Rösing.

At begge eksempler er fra litteraturens verden, er ikke tilfældigt. Lilian Munk Rösing har nemlig hang til ord: hun er foruden lektor og ph.d. i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet også litteraturanmelder ved dagbladet Information og forfatter til en række litteratur- og kulturkritiske bøger. Derfor er det også litteraturen, teaterkunsten og filmens verden, der fænger mest. Her kan hun fryde sig over den verbale virtuositet, som hun finder udfoldet i klassikere som Shakespeares Hamlet, August Strindbergs dramatik og Ingmar Bergmans tidlige film. Men også over rytme og timing som i Natasjas musikalske reggaeudspil eller Terry Gilliams biografstykke Brazil.

Måske er det denne ufravigelige hang til ord, der er årsag til at ballet, dans og opera endnu aldrig har antændt den helt store flamme i Lilian Munk Rösings ellers evigt antændte kulturbål. For i det øjeblik, gloserne ikke længere gløder på tungen eller papiret, har den litteraturglade smagsdommer tendens til at miste interessen. Faktisk i så udpræget grad, at hun selv betegner det som ”alvorlig analfabetisme overfor andre typer tegnsystemer end verbalsproget”.