Smagsdommerne d. 10. maj 2007
14. maj 2007 kl. 10:45
på
DR1
07. maj 2007 11.34Se Smagsdommerne d. 10/5
MUSICAL: HAIR
"Hair er en helt fantastisk historie om kærlighed, venskab og svære valg! Og selvom der synges om Vandmandens tidsalder, euforiserende stoffer og Vietnam-krig, er tonerne fra de glade 60´ere vedkommende i dag". Sådan skriver Ålborg Teater om musicalen, der allerede nu har solgt 14.000 billetter inden premieren. Smagsdommerne diskuterer om musikken holder, og om de er enige med Ålborg Teater i at historien stadig er relevant i 2007 sammenlignet med urpremiereåret i 1967.
www.aalborgteater.dk
FILM: UDENFOR KÆRLIGHEDEN
’Uden for kærligheden’ er en moderne Romeo og Julie-fortælling, om den jødiske alenefar Shmuli, der forelsker sig i den pakistanske kioskejer Amina, og det er ikke helt uproblematisk. Det er instruktør Daniel Espinosas debut på den danske spillefilmsscene, han afsluttede sin uddannelse på Den Danske Filmskole i 2003, med den meget roste novellefilm ’Bokseren’. Smagsdommerne diskuterer om Espinosa formår at servere denne gammelkendte historie på en ny og medrivende måde, og hvorvidt den tegner et rammende samtidsbillede af et moderne Danmark.
KULTURTIDSSKRIFT: GOLDBERG
Jacques Blum er en af initiativtagerne bag det nye tidsskrift Goldberg - om jødisk kultur, kunst, religion og samfund. I pressemeddelelsen står der bl.a. at "mangfoldighed er en styrke og at et jødisk islæt både er en værdi i sig selv og kan bidrage til den almene debat" samt; "alt i tidsskriftet har en jødisk vinkel men den ekskluderer ikke andre vinkler". Goldberg vil gerne være et tidsskrift, der appellerer til alle, der interesserer sig for kulturelle emner i ind- og udland og som synes, at en jødisk synsvinkel kan være en inspiration. Smagsdommerne diskuterer om projektet som helhed, og de ovenstående ambitioner lykkes for Goldberg.
BOG: CHAMPAGNEPIGEN
Smagsdommerkollegaen Leonora Christina Skov er aktuel med historien om parret Linn og Isak, der har berømmelsen, børnene og au pair-pigerne, men bag den livstilslækre facade gemmer på en ægteskabelig krise og en fortid der presser sig på. Romanen lanceres som 'et sansemættet portræt af et ægteskab i krise og en samtidsthriller fra den erotiske besættelses overdrev'. Smagsdommerne debatterer om det er et drama de kan relatere sig til, og hvilket overvejelser om skyld og ansvar bogen giver.