Smagsdommerne 4.september 2008
04. september 2008 kl. 23:00
på
DR2
Smagsdommerne er udstationeret til vores jyske hovedstad Århus, nu hvor årets Festuge energisk løber af stablen. Selvom dommerne kun kan nå en brøkdel af det samlede Festugeprogram, så har vi linet et festmåltid op til dem bestående af tre hovedretter og tre sorbeter...
Hovedretterne:
GALLAÅBNING: Sabores
Der er dømt flamboyant flamencoforestilling, når superstjernen Sara Baras invaderer Musikhusets bonede gulve d. 29-30.august. ”Sabores” betyder ’smag’ eller ’essenser’, og ifølge Musikhuset er der mulighed for at opleve dans i verdensklasse, når Sara Baras vil indfange den traditionelle flamencos følelser og drama, samtidig med at hun vil gøre dansen nutidig. Se om dommerne er af samme mening, efter de har oplevet en palet af flamencoens mange stilarter: Tango, martinetes, bolero, deblas, tarantos og romances.
TEATERINSTALLATION: Upsidedowntown
De to århusianske teatre Gruppe 38 og Svalegangen har stået på hovedet sammen med Teater Refleksion, Det Jyske Musikkonservatorium og den franske installationsgruppe Groupe Zur, da de alle kom frem til ”Upsidedowntown”. Fra d. 31. august til den 3.september inviteres publikum indenfor - udenfor i et åbent hjem under åben himmel. Teatrene lover en fortryllende og sanselig teaterinstallation befolket af levende figurer, der skaber et særpræget hjem i gårde, på gavle, mure og i luftrummet. Dommerne vil gå på opdagelse i finurlighederne i et væld af lys og lyd, rindende vand, projektioner og drømmende fortællinger, og til sidst vil de fortælle hvorvidt alt sådan noget lige virker på dem.
FILM: Bosta
Kitschet techno-pop venter om hjørnet, når dommerne skal se filmen ”Bosta”, som åbner den flerkulturelle filmfestival Salaam Karavane midt i Festugen. Vi følger en dansetrup, der som teenagere blomstrede på deres kollegium ledet af hovedpersonen Kamals far. Alt var lykkeligt før borgerkrigen i Libanon, og nu - mange år senere - samler Kamal truppen igen for at deltage i den traditionelle dansefestival dabkeh’en. Men Kamal og hans ligemænd er ikke traditionelle. Krigstraumer, kærlighed, dans og arabisk folklore bliver blandet og serveret som en farvespækket og humoristisk anderledes musical, end hvad vi nu er vant til på vores kølige breddegrader, når Øst For Paradis viser filmen d. 30.august.
Sorbeterne:
De tre dommere skal også opleve noget hver for sig: Katrine Gislinge skal til natcabaret i spejlteltet, hvor hun blandt andre indslag skal se entertainerne Lost Locos kaste rundt med rekvisitterne. Kirsten Jacobsen skal en tur ud og se hvad den nøje udstukkede Røde Rute i byen byder på og Morten Poulsen skal opleve ni anerkendte street artists’ udsmykning af byrummet kaldet ”Icons for Now”.