Smagsdommerne får smæk!
15. januar 2009 kl. 23:00
på
DR2
Velkommen til en særudgave af Smagsdommerne. Vi åbner 9.sæson af vores hæderskronede programserie med en omvendt version. Denne gang er det nemlig kunstnerne, og ikke smagsdommerne, som vi har i studiet... I det forløbne år har forfatterne bag tre nyudgivne bøger været udsat for hård kritik af vores skarpe, skånselsløse og satiriske smagsdommere. Vi giver derfor forfatterne mulighed for at svare tilbage på de måske urimelige domme over bøgerne, og det drejer sig om:
LEIF DAVIDSEN: PÅ UDKIG EFTER HEMMINGWAY
John C. Petersen, gymnasielektor i spansk og historie fra Ringkøbing, er taget til Key West for at gå i helten Hemingways fodspor. Her møder han tilfældigt en ældre eksilcubaner, der beder ham overbringe et brev til sin datter, der er bosiddende på Cuba og af politiske grunde har afbrudt kontakten med faderen. Den tilsyneladende harmløse kurermission til Cuba udvikler sig imidlertid til et højspændt drama, der involverer agenter og dobbeltagenter, CIA og den cubanske efterretningstjeneste, revolutionære og kontrarevolutionære, en digter og en diktator - samt erotik og salsa. Historien kulminerer i et blodigt eventyr, der fører vores antihelt dybt ind i den cubanske jungle på jagten efter en skjult og højst usædvanlig skat. Leif Davidsen står bag denne roman, og en oprørt Simon Andersen, en hvidglødende Anne Sophia Hermansen og en bombastisk Barbara Stephensen stod bag dommen i oktober. Se klip herfra og hør, hvad Leif Davidsen selv har at sige til det hele. Læs forresten Jyllands Postens ellers ganske positive anmeldelse af romanen her: http://kpn.dk/boger/article1445826.ece
KRISTIAN BANG FOSS: STORMEN I '99
Nogen har smurt lort på vægen på In Wears toilet. Men hvem? Kristian Bang Foss' anden roman Stormen i 99 foregår på et kendt tøjfirmas lager på Raffinaderivej på Amager. Bogen handler om bl.a Anton, der bliver kærester med Nanna fra returafdelingen, kantinens bundliderlige kok, der drømmer om sine filippinske køkkenmedhjælpere og onanerer i fælleskøkkenet og om finnen, der kun har duften af honningmadder tilbage som minde fra Finland. Skæbner, der alle mødes til sidst under den store skæbnesvangre decemberstorm i 1999. "Stormen i '99" blev anmeldt i februar 2008, og aftenens dommere var Erling Jepsen, Katrine Gislinge og Ole Birk Olesen. De lod sig langt fra blæse omkuld af romanen - tværtimod sørgede de for, at romanen kom stærkt i modvind... Hør Kristian Bang Foss' egen appel på den sag.
THOMAS BLACHMAN OG TORBEN STENO: DET KOLOSSALE MENNESKE
Mere end to millioner seere så og hørte Thomas Blachman lufte sine bramfrie holdninger i programmet "X Faktor" på DR1. Det populære program varmer op til næste sæson, og dets kontroversielle dommer er allerede godt varm. Blachmans tanker er blevet nedfældet af Torben Steno i det, de to forfattere kalder en oprørsbiografi, der sprænger rammerne for den gængse genretænkning. Dette er en selvbiografi, men det er også et manifest, en vision og en kærlighedserklæring til livet og til det land, han ønsker at ændre. Velkommen til verden ifølge Thomas Blachman... De tre dommere: Erling Jepsen (ja han er slem), Christa Leve Poulsen og Johannes Torpe følte sig dog langt fra inviteret indenfor, og de skød den måske prætentiøse og måske for fantasifuldt ligegyldige samtalebog mellem Steno og Blachman ned. Se klip fra det og hør, hvad Blachman og Steno selv mener om Smagsdommerne og kritikken af bogen. Læs i øvrigt mere om samtalebogen her: http://www.boghallen.dk/Kommende_boeger/Det_kolossale_menneske(9788756790260).aspx