Smagsdommerne 28. januar 2010
28. januar 2010 kl. 23:00
på
DR2
Smagsdommerne tager i denne uge fat på en forfatterskoleelevs roste debut, Christoffer Boes nye spillefilm, kunstutopi og dansksproget populærmusik.
FILM: ALTING BLIVER GODT IGEN af Christoffer Boe
På vej til sit sommerhus påkører filminstruktøren Jakob Falk en soldat på flugt. Næste dag kigger Falk i soldatens taske og opdager fotografier, der vil lægge en bombe under det danske militær. Falk sætter alt ind på at offentliggøre de afslørende beviser og kontakter en journalist på tv. Men politiet kan ikke finde soldaten, hvis billeder forsvinder uden spor, og pludselig er Falks kone også væk ...
BOG: STIGNINGER OG FALD af Josefine Klougart
Den 25-årige forfatter er bachelor i litteratur og elev på Forfatterskolen. "Stigninger og Fald" er hendes debut, som er blevet voldsomt rost af anmelderne.
Med associerende, strømmende prosa, fortælles historien om pigen Josefine, der vokser op på en gård ved foden af Mols Bjerge i 1980’erne og 90’erne. Naturen spiller en central rolle i romanen. Med sin barskhed lærer den børnene om livet og dets konsekvenser, allerede inden de er gamle nok til at forstå meningen med det. Forfatteren Josefine er selv født og opvokset i Mols Bjerge, og det er med udgangspunkt i denne barndom og dette landskab, at fiktionen er skrevet frem.
KUNST: KATARINA GROSSE på Arken
Tyske Katarina Grosse er den anden kunstner til at udstille i Arkens kunstaksen i forbindelse med museets Utopia-projekt. Grosse er især kendt for sine stærke farver og indragelsen af rum og arkitektur i sine værker. Med titlen Hello Little Butterfly, I Love You What’s Your Name har hun til Arken skabt en samlet installation, som blandt andet i kraft af et 200 m3 stort jordbjerg og 12 meter høje kæmpemalerier udfordrer publikums opfattelse af maleriets muligheder.
Læs mere her.
CD: ALT GÅR OP I 6 af Hej Matematik
Hej Matematik var oprindeligt en skolebog fra 1970’erne, hvis formål var at gøre tørre tal og ligninger mere spiselige for datidens børn. Men for to år siden blev Hej Matematik lig med ørehængende pophits, da duoen Søren Rasted (især kendt fra bandet Aqua) og hans nevø Nikolaj Rasted udgav debutalbummet "Vi burde ses noget mere".
Nu er de klar med opfølgeren "Alt går op i 6" hvorfra singlen "Party i Provinsen" lige nu kan høres i radioen. Hej Matematik drager desuden på danmarksturne til marts.
http://www.myspace.com/hejmatematik