Smagsdommerne d. 1/9-11
Smagsdommerne 01. september 2011 kl. 23:00
på
DR2
Smagsdommerne er tilbage efter ferien og byder en ny sæson velkommen med gadefest og forskellige 'lykketræf' fra Aarhus Festuge!
Årets tema fra festugen er nemlig 'Beautiful Mistakes' eller på dansk 'Skønne fejl og andre lykketræf' - dommerne ser i aftenens program festugen an.
GALLAÅBNING: Tacit Group
Årets gallaforestilling kommer langvejs fra: Tacit Group er nemlig en koreansk kunstnergruppe, der kan noget med deres computere, som ikke kan gøres med ord. Ved hjælp af computergrafik, interaktive installationer og elektro-akustisk musik har kunstnerne fra gruppen forsøgt at skabe en ny form for audio-visuel performancekunst. Et forsøg, der munder ud i tetris-spil, algoritmiske kompositioner og forskellig computerleg, der forener musik og grafik...
TEATERKONCERT for dukketeater: Mother Tell Me More
Svalegangens Dukketeater fejrer i årets festuge sin 25 års jubilæumssæson med en teaterkoncert for papirdukketeater. Syd Barrett - Pink Floyds første guitarist - skrev en række syrede og surrealistiske sange, som er indspillet af Dukketeatrets husorkester, og som bruges som udgangspunkt for forestillingen. Herudfra fortælles en historie, der styres i 25 lag af dukkefører Per Brink Abrahamsen.
KUNST: Your Rainbow Panorama på Arken
Olafur Eliasson har skabt en gigantinstallation over Aros i Aarhus. Installationen har kostet 60 millioner og tårner sig op i Aarhus by. Olafur Eliasson siger, at intentionen med værket har været at gå i dialog med den eksisterende arkitektur og forstærke det, der i forvejen er givet, nemlig udsigten over byen. Han ser Your Rainbow Panorama som et orienteringsinstrument, der opdeler byen i farvezoner og har et fyrtårns kvaliteter.
Eliasson har villet skabe et rum, der nærmest udvisker grænserne mellem indenfor og udenfor, og hvor man bliver lidt usikker på, om man er trådt ind i et værk eller ind i en del af museet. Denne usikkerhed er vigtig for ham, siger han, fordi den opfordrer folk til at tænke og sanse ud over de dimensioner, de er vant til at begå sig i.
Reportager:
FREMTIDSUDSTILLING med Michael Thouber:
Michael Thouber sendes til fremtidsudstillingen NEXT - Beautiful Mistakes. Her kan man opleve fremtiden i form af ny computerteknologi, sjove opfindelser og fejl, der er endt med at blive lykketræf.
BYRUNDTUR med Pernille Stensgaard:
Aarhus Festuge byder ikke kun på lukkede udstillinger og forestillinger - man kan nemlig finde musik og optrædener overalt i gadebilledet og eksperimenter på hvert et gadehjørne. Pernille Stensgård ser nærmere på nyskabelsen Miracoco: en farvelabyrint, der tårner sig op på Aarhus bytorv og en by i godsbanens baneterræn, der af 70 arkitektstuderende fra Paris og andre kreative folk fra Aarhus er skabt af tomme ølkasser.
AARHUS BY NIGHT med Kresten Osgood:
Når natten falder på vågner Aarhus by på ny: Kresten Osgood sendes ud i nattelivet for at opleve og bedømme, hvad byen her kan byde på. Han tager til 'Rebeltown' - Bispetorvet, som kulturildsjælene fra ArtRebels har omdannet til en musikby med boder og happenings, og han besøger sin ven Goodiepal, som fortæller om sit nye musikprojekt.