Smagsdommerne 9. december 2010
Smagsdommerne 09. december 2010 kl. 23:00
på
DR2
Musiker Caroline Henderson, teolog/forfatter Jørgen I. Jensen og filminstruktør Rasmus Heide skal forholde sig til web-julekalenderen "H*A*S*H", Nørrebro Teaters opsætning af "Mænd Der Hader Kvinder", Lars Kaalunds udgave af "Madame Butterfly" i Det Kgl. Teater, Olafur Eliasson-udstillingen på Arken samt det officielle portrætmaleri af Anders Fogh Rasmussen.
WEB-JULEKALENDER: H*A*S*H
Sidste år valgte Danmarks Radio at droppe denne julekalender med begrundelsen, at den ikke var sjov. Nu finder den imidlertid vej til nettet under sloganet : "Censureret af DR - legaliseret på hashtv.dk" og på Facebook fra 1. december. Fra 6.december kan alle afsnit købes på dvd ligesom seriens soundtrack udsendes 29. november. DR's producent på serien, Bjarke Ahlstrand skriver følgende : "Det har aldrig været meningen, at H*A*S*H skulle byde på et hurtigt grin eller være "sjovsjov. Vi har prøvet at gå ud over de begrænsninger, der ligger i korte episoder af 8-9 min. varighed og har skabt et helt univers, ligesom det var tilfældet med "YALLAHRUP FÆRGEBY", som jeg også producerede. Den series kontroversielle indhold og sprog gav megen debat, men den var heller ikke sjovsjov a la når en stand upper fyrer jokes af på Zulu. Derfor hører der et kæmpe website med masser af ekstra indhold; quizzer og et stort spil til + et kæmpe soundtrack med 13 sange og musikvideoer til ligesom der er produceret 3 korte bag om film".
TEATER: Mænd Der Hader Kvinder
Verdenspremiere på Nørrebro Teater. Med sin banebrydende Millenium-trilogi har Stieg Larsson forenet populærunderholdning, samfundskritik og kønsrolleopgør. Nu kan du opleve verdenspremieren på teaterversionen af den første af de populære bøger, når Nørrebro Teater i samarbejde med Stieg Larssons enke, Eva Gabrielsson. Millenium-bøgerne har tryllebundet mennesker over hele verden med historien om det umage par, journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander. I fællesskab optrevler de mysteriet om kvinden Harriett Vangers forsvinden og afdækker derved en uhyggelig virkelighed om overgreb og misbrug i den magtfulde Vangerfamilie.
"Mænd der hader kvinder" er en vigtig fortælling om vores samtid og værdier. Om magtmisbrug i samfundets top. Og ikke mindst om en ny type mand og en ny type kvinde: Blomkvist og Salander, som på hver deres måde gør op med traditioner og normer.
Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Jens Jørn Spottag, Ulla Henningsen, Ann Eleonora Jørgensen med flere.
OPERA: Madam Butterfly
Puccinis elskede mesterværk Madame Butterfly kan nu for første gang opleves i Operaen i en helt ny, stor opsætning. Den populære opera opføres både i København og på turné rundt i Danmark og byder på et stjernehold af internationale og danske sangere.
Lars Kaalund, som har en lang række markante iscenesættelser bag sig, instruerer for første gang en stor, romantisk opera, Puccinis japanske tragedie "Madame Butterfly", der i Kaalunds optik er meget mere end en sentimental tåreperser. "Madame Butterfly" byder på en regulær stjernebesætning til premieren: Den italienske sopran Maria Luigia Borsi, Antonello Palombi, der debuterede som sanger i 1990 netop i rollen som Pinkerton. Siden sin debut har han været blandt de mest efterspurgte tenorer i det italienske repertoire.
UDSTILLING: Olafur Eliason "Din Blinde Passager" på ARKEN
Olafur Eliasson er uden tvivl Danmarks mest kendte kunstner. Han er særligt anerkendt for sine store installationer. Bl.a. "New York City Waterfalls", hvor Eliasson skabte fire kunstige vandfald langs East River i New Yorks havn. På Tate Modern i London vakte Olafur også opsigt med 'The Weather Project'. Værket, der forestillede en stor sol, regnes med at have været set af over 2 millioner publikummer.
Nu er Eliasson aktuel i Danmark med en stor installation på Arken kaldet "Din Blinde Passager". Værket er sidste del af Arkens Utopia-trilogi, der skal fylde museets kunstakse. Værket består af en tunnel, der er fyldt op med en tæt tåge. Publikums synssans sættes ud af kraft, hvilket udfordrer vores måde at sanse på.
PORTRÆTMALERI: Simone Aaberg Kærn
Det er en tradition, at de afgående danske statsministre får hængt et portrætmaleri op i vandrehallen på Christiansborg. Den afgående statsminister udvælger selv, den kunstner der skal male netop deres portræt. Anders Fogh Rasmussens valg er lidt overraskende faldet på kunstneren Simone Aaberg Kærn. Hun er bedst kendt for sit kunstprojekt fra 2002, hvor hun på årsdagen for 11. september-terrorangrebet mod USA fløj fra Lille Skensved til hovedstaden i Afghanistan, Kabul, i et veteranfly fra 1966.