Anne Sofie Sloth Nilausen
Delt 3. plads i Spil for livet 2007
Hvor længe har du spillet og hvad fik dig til at begynde?
12 år. Det startede faktisk med et legetøjsklaver... Mine forældre syntes, jeg havde sans for det og opmuntrede mig til at få klaverundervisning.
Hvorfor spiller du lige netop klaver?
Til at starte med var det et tilfælde, at det lige blev klaveret. Men nu er jeg meget glad for de mange muligheder, der er i instrumentet. Der er både mange solostykker og muligheder for at spille sammen med andre.
Hvor lang tid øver du om ugen?
De dage, jeg ikke har undervisning på konservatoriet, øver jeg 6-8 timer om dagen, men om ugen er det vel mindst 30-40 timer.
Hvorfor spiller du klassisk musik?
Jeg kan godt lide de mange udtryksmuligheder. Man kan udtrykke alt med klassisk musik - også uden ord. Jeg elsker klassisk musik!
Hvem er dit idol som musiker?
Jeg synes, der er mange forskellige musikere, der har forskellige kvaliteter, men jeg kan meget godt lide Martha Argerich. Selvom jeg ikke altid er enig i hendes måde at gøre tingene på, har hun en frihed og et temperament i sit spil, som jeg synes er helt fantastisk.
Har du andre fritidsinteresser?
Jeg går ikke til noget, men kan godt lide at læse gode bøger.
Hvordan håber du, din fremtid kommer til at se ud?
Mit liv er fyldt med musik, og jeg nyder at være i et miljø, hvor der er en masse søde og spændende mennesker. I det hele taget kan jeg godt lide at være sammen med gode venner og at have det sjovt. Jeg kan godt lide at rejse og se nye spændende steder.