Kenny Aaberg Larsen
Delt 3. plads i Spil for livet 2007
Hvor længe har du spillet og hvad fik dig til at begynde?
8 år. Min storesøster var begyndt at spille på Vallensbæk Musikskole, og derfor meldte mine forældre mig til instrumentprøve.
Hvorfor spiller du lige netop tværfløjte?
Jeg blev valgt til det ved instrumentprøven. Vi blev delt op i grupper. Alle de andre fra min gruppe gik over i hjørnet og spillede fodbold. Jeg gik hen til tværfløjten. Jeg var åbenbart også meget talentfuld på guitar. Er dog i dag glad for, at jeg ikke blev valgt til det ;)
Hvor lang tid øver du om ugen?
Ca. 18 timer.
Hvorfor spiller du klassisk musik?
Fordi det er en uundværlig del af mit liv. Jeg elsker simpelthen klassisk musik og bruger heller ikke tid på andet musik end det klassiske. Har prøvet at være væk fra klassisk musik i en uge, og det medførte, at jeg havde problemer med at koncentrere mig, fordi der hele tiden kørte musik i hovedet på mig. Det er nærmest en sult, der stilles... Slik for hjernen!
Hvem er dit idol som musiker?
Det må vist være Lang Lang. jeg elsker at høre ham spille, og hans energi giver så meget til musikken. Inden for fløjteverdenen må det vel siges at være Emmanuel Pahud. En så stor klanglig inspirator må vi vist alle se os glade for, og den kraftfulde karakter, han tilfører musikken, kan jeg også godt lide. Ellers er der også Celibidache. Jeg har set nogle gamle klip, hvor han dirigerer Till Eulenspiegel. Fantastisk fornemmelse for musikke. Elsker det...
Har du andre fritidsinteresser?
Ser en masse film og spiller fodbold en gang i mellem.
Hvordan håber du, din fremtid kommer til at se ud?
Orkestermusiker i et af verdens store orkestre. Chicago, Concertgebouw eller Berlinerne ville være helt fint ;)