Charles Chaplin

Temalørdag 20. december 2003 kl. 19:00 på DR2

DR2s temalørdag har viet en hel aften til det komiske geni Charles Chaplin - se blandt andet ”Diktatoren” i en nyrestaureret udgave.

Efter et omfattende restauringsarbejde fik Charles Chaplins berømte anti-Hitler-film ”Diktatoren” i oktober sidste år repremiere i Frankrig, hvor den blev sat op i en lang række biografer landet over. Få måneder senere fik den restaurerede version danmarkspremiere på DR2 i en temalørdag - en temalørdag, der nu genudsendes i lettere revideret form.
Foruden ”Diktatoren” byder temalørdagen på en nyproduceret dokumentar om tilblivelsen af filmen, med en lang række unikke farveoptagelser, der tager os med bag filmens kulisser.

Diktatoren
”Diktatoren” (originaltitel ”The Great Dictator”), der blev færdiggjort i 1940, er Chaplins mest berømte talefilm. Chaplin lavede filmen under indtryk af nazismens triumfer i Tyskland, og filmen er ikke mindst blevet kendt for dens dræbende parodi på Hitler. Scenen, hvor diktatoren Adenoid Hynkel - læs: Adolf Hitler - danser med en globus, der er let som en ballon, er et komisk fantasifuldt højdepunkt i Chaplins produktion.

Chaplin spiller i "Diktatoren" en dobbeltrolle som tyrannen Hynkel og en jødisk barber, der lider af hukommelsestab efter sin indsats i Første Verdenskrig. Barberen er derfor er meget overrasket, da han udskrives fra hospitalet og oplever jødeforfølgelsen i den fattige ghetto, hvor han har sin lille butik. Han planlægger sammen med nogle medsammensvorne et attentat mod Hynkel, men ender i koncentrationslejr. Ved et sammentræf bliver barberen og Hynkel forvekslet. Det giver barberen mulighed for at gøre sig til talerør for Chaplins store afsluttende, lidenskabelige appel til verden om fred, sammenhold og tolerance.

"Diktatoren" er altså en beredskabsfilm, hvor Chaplin sætter hele sit komiske geni ind på at latterliggøre nazismen og lægger hele sin patos i propagandaen for en bedre verden. Samtidig rummer filmen nogle af Chaplins mest inspirerede komiske påfund. Filmens heltinde, Hannah, spilles af Chaplins daværende kone, Paulette Goddard, og som den brovtende Mussolini-figur ses Jack Oakie, der til perfektion har tillært sig den italienske diktators grimasser.

Restaureringen af filmen er foretaget af det franske filmselskab MK2, der siden har udsendt en lang række restaurerede Chaplin-klassikere på dvd. ”Resultatet af billedrestaureringen på ”Diktatoren” er bemærkelsesværdigt vellykket”, skrev den franske avis Libération ifølge Dagbladet Information om den ”ny” ”Diktatoren”. ”Sort og hvidt fremstår i smukke, rene kontraster; billederne er konturfaste og stabile”.

Vagabonden og diktatoren
Inden filmen har Frank Esmann besøg af komikeren Jan Gintberg, der er en stor beundrer af Chaplin. Men allerførst viser Temalørdag den roste dokumentarfilm ”Vagabonden og diktatoren”, der havde verdenspremiere på Berlin Filmfestival i 2002. Filmen handler om konfrontationen mellem Chaplin og Hitler, da Chaplin skabte ”Diktatoren”.

Chaplin og Hitler havde mere end overskægget tilfælles. De var født med blot fire dages mellemrum og havde begge oplevet livets skyggesider i en tidlig alder. Chaplin voksede op i Londons slumkvarterer og blev sendt på fattiggården på grund af moderens psykisk problemer, mens Hitlers far var en brutal mand, der havde sig giftet sig med en af sine tjenestepiger. Men hvor Chaplin blev jordens mest populære entertainer, blev Hitler verdens mest forhadte mand.

Hollywood var bange for at udfordre Hitler, for de amerikanske film indbragte gode penge i både Tyskland og det fascistiske Italien. Men én mand talte Hitler imod. Allerede i oktober 1938, kort efter Hitlers annektering af Østrig, annoncerede Chaplin, at han ville lave ”Diktatoren” - en beslutning, der var stærkt kontroversiel. I angst for at ophidse Hitler yderligere ville man forbyde filmen i Storbritannien, men det holdt ikke Chaplin tilbage.

Filmen blev Chaplins største succes, da den endelig fik premiere den 15. oktober 1940. Men efter krigen sagde Chaplin, at han aldrig ville have lavet filmen, hvis han havde kendt til de rædsler, der foregik i Hitlers koncentrationslejre. Samtiden modtog dog filmen som en hjertestyrkning - millioner af mennesker fandt håb i den.

”Vagabonden og diktatoren” rummer blandt andet en række ikke tidligere viste optagelser, der tager os med bag ”Diktatoren”s kulisser og giver os et unikt indblik i filmens tilblivelse. I starten af 2002 gjorde man nemlig et spændende fund i Chaplins villa i Vevey i Schweiz. I to kufferter, der havde tilhørt Chaplins bror Sydney, fandt man en række amatøroptagelser, der blev lavet af Sydney under hans brors arbejde med ”Diktatoren”. Hvor Chaplins film var i sort-hvid, er Sydneys optagelser i øvrigt i farver.

Aftenens forløb:
19.00 Temalørdag: Charles Chaplin
19.05 Vagabonden og diktatoren
20.00 Stokken, hatten og Gintberg
20.15-22.15 Diktatoren

 

Send link til:

Tilrettelæggelse:

Frank Esmann og Jens Bruun Christensen.

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR2 > Temaaften > lørdag > 2003

© Copyright DR 2010. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.