Mercury, R.E.M. & George Michael - musik ud af skabet
DR2 Tema 18. november 2006 kl. 20:00
på
DR2
Mercury, R.E.M. & George Michael - musik ud af skabet
En hyldest til musikhistoriens største mandlige homomusikere. Meget af de sidste 30 års mest populære musik har startet sit liv i storbyernes bøssemiljøer for siden at erobre hitlisterne. I aftenens DR2 Tema præsenterer vært Anja Pil Overby tre af de vigtigste homoseksuelle musikikoner - Freddie Mercury fra Queen, Michael Stipe fra R.E.M. og koncertaktuelle George Michael. Få samtidig udrullet homomusikkens historie - som den er blevet formet og spillet af de mandlige homoseksuelle musikere gennem tiden både i udlandet og herhjemme.
Freddie Mercury - Untold Story
Dokumentar om en af musikhistoriens mest oplagte og største homoseksuelle rockikoner. Freddie Mercury var 'larger than life', et fyrtårn i showbizz og en performer, der med lethed kunne nå de bagerste rækker foran 100.000 publikummer. Denne dokumentar er et af de bedste vidnedsbyrd om gåden, superstjernen og privatpersonen Freddie Mercury. Filmen følger Mercury fra barndommen i Indien over hans flamboyante tilværelse som superdiva og frontfigur i rocksensationen Queen og til hans tragiske død af AIDS i 1991. Undervejs er der interview med bl.a. Mercurys mor og bandkammeraterne Brian May, Roger Taylor og John Deacon.
Bøsser i musik - fra 70'er-provoer til R.E.M.
Den mandlige homoseksuelle musiks historie fortalt af en række af de største og vigtigste danske og udenlandske aktører. Indeholder DR2s nye eksklusive interview med Michael Stipe fra R.E.M., hvori han fortæller, hvordan han har valgt at takle sin homoseksualitet i forhold til sin musikalske karriere. Få herudover historien om en af verdens første bøssealbums fra 1975 udgivet af danske Bent Jacobsen. Se interviews med Thomas Bickham, Scissor Sisters, Rufus Wainwright, Placebo og Björk-samarbejdspartnerne Matmos. Og bliv guidet igennem den store bøssepladesamling med hvad den indeholder af Little Richard, 80'er-pop, Village People og bøsseikoner som Donna Summer af Jeppe 'Senior' Breum Laursen fra den danske hit-duo Junior Senior.
George Michael - homoseksuel superstjerne
Turen fra teenageidol i Wham til en position som en af verdens største homoseksuelle superstjerner - ifølge George Michael selv. DR2s Musikprogrammet fik det tredje interview George Michael nogensinde har givet til et dansk medie. Omdrejningspunktet for interviewet er det tema i George Michaels personlighed, der vil overleve dem alle: håndteringen af hans homoseksualitet. Et emne der fik munden på gled hos superstjernen, der ellers har brugt en stor del af sin karriere på at undgå, at sandheden om hans seksualitet kom ud.