Copyright
DR2 Tema 29. maj 2007 kl. 20:30
på
DR218. maj 2007 12.21
Genudsendelse:
02. juni 2007 kl. 15:50
Er ophavsretsloven en barriere for nye kultur- og musikstrømme? Over hele verden - fra Nigeria til Brasilien, boomer piratkopieringen, mens Hollywood og pladeindustrien intenst kæmper imod. Hvem ejer hvad?
DR2 Tema kradser igennem den overfladiske debat i medierne for at stille et af vores kulturs presserende spørgsmål: Hvad er meningen med copyright? Bør man kunne eje idéer og kultur i det omfang, det i dag er tilfældet? Bør man kunne bestemme, hvordan den må bruges - fx til at låse musik og film til bestemte apparater? Og hvor stærke politiske midler bør der tages i brug for at beskytte det, som nogen kalder den ’intellektuelle ejendomsret’?
I de små hjem bliver der downloadet musik og film som aldrig før. Og inde bag dørene i teenageværelserne er en ny generation på vej, hvor det at sammensætte film, billeder og musik hentet på nettet, er helt naturligt - og ofte ulovligt.
Temaaftenen er delt op i to hoveddele: Verdenspremieren på den spritnye danske dokumentarfilm ’Good Copy Bad Copy’ (Johnsen, Moltke og Christensen) og den amerikanske dokumentar ’Alternative Freedom’ fra 2006.
Alle elsker Girl Talk - musiker der samplede over 100 popmusikere på sit seneste album uden at spørge om lov.
Good Copy Bad Copy
Temaaftenen indledes med ’Good Copy Bad Copy’ fra 2007. Dokumentaren bringer os verden rundt for at afklare copyrightlovens spidsfindige væsen.
’Good Copy Bad Copy’ fortæller historien om det ophavsretlige limbo, verden befinder sig i. Vestlige mediekoncerner og rettighedshavere ønsker en verdensorden, mens ’pirater’ og kulturelle bevægelser i den tredje verden opfinder nye spilleregler, som Vesten måske bliver nødt til at spille med på.
I en dagligstue i Pittsburg sammensætter en ung producer fængende pophits på sin lille computer. På kun 30 sekunder bruger han bidder af Elton John, Notorious B. I. G. og Destiny's Child i et helt nyt nummer. Men hvem ejer musikken? Hvem ejer kunstnerne?
I Nigeria boomer Afrikas drømmefabrik, ’Nollywood’, uden at nogen bekymrer sig om piratkopiering. Og i det nordlige Brasilien bruger musikerne gadepirater til at udbrede cd’er som rene reklameredskaber for kæmpe, kitschede techno-fester.
Imens tordner Hollywood og pladebranchen mod pirateri som den største fare for branchen, og lobbyer for hårdere straffe. I Sverige udsættes serverne til søgemaskinen ’The Pirate Bay’ for politirazzia, og USA anklages for at have truet den svenske justitsminister til at gøre noget ved problemet. Hvorefter det nyopstillede ’Piratpartiet’ pludselig oplever massiv medlemstilgang forud for det svenske Rigsdagsvalg.
Se: Good Copy Bad Copy
NB: Se Filmen "Good Copy Bad Copy" i x264-format her.
Danger Mouse - manden bag verdens mest populære illegale album, mashup-værket Grey Album.
Alternative Freedom
Anden del af temaaftenen er den amerikanske dokumentar ’Alternative Freedom’ fra 2006. Filmen er en aldeles partisk dokumentar, der stiller spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at copyright bruges som middel til at sikre maksimal profit frem for at stimulere kreativitet og idéernes frie bevægelighed.
Richard Stallman startede i 80’erne en kamp for fri software. Som i en bageopskrift skulle kildekoden være synlig og fri for alle at modificere og kopiere efter behov. I dag går Stallman forrest i kampen mod giganter som Microsoft, der dominerer markedet med lukkede systemer, hvor man som bruger er ude af stand til at kigge ’under kølerhjelmen’.
Internetikonet Lawrence Lessig har også en drøm. Den handler om en kultur, hvor den brede befolkning kan dele og distribuere kreative værker uden de mange begrænsninger, ophavsretsloven i dag sætter.
Filmen byder desuden på interviews med Xbox-hackeren Andrew ’Bunnie’ Huang, advokat Jason Schultz fra ’Electronic Frontier Foundation’ samt en stor mængde klip fra ’The Internet Archive’.