Fakta om sammenbragte familier
I 1950'erne bestod den typiske børnefamilie af en far, mor og to børn. Og de var alle biologisk beslægtede.
Skilsmisser var sjældne, og det var lidt af et særsyn, hvis nogle af familiemedlemmerne skulle beskrives med betegnelser som stedmor, bonusbarn og papfar.
I dag er det ikke mere et særsyn. Antallet af skilsmisser er mere end fordoblet siden 1950, og i 2007 sagde 14.066 gifte par farvel til hinanden. Derudover er der alle dem, som går fra hinanden uden at have været gift.
Alle disse skilsmisser og skibbrudne parforhold er - hvor ulykkelige de end er - et grundvilkår i den sammenbragte familie. For bag hver sammenbragte familie ligger der som regel to parforhold, der er gået i stykker.
Mange børn i sammenbragte familier
De mange ødelagte parforhold og efterfølgende nye pardannelser afspejler sig i tallene for antallet af børn, der lever i sammenbragte familier.
I dag har mere end 20 procent af alle børn på et tidspunkt oplevet, at der er kommet mindst en stedforælder ind i deres liv.
I 1980 levede 54.565 børn i sammenbragte familier. I 2006 var tallet næsten fordoblet, nemlig til 98.508.
Truet familietype
Det er ikke bare bag de sammenbragte familier, at der ligger en historie af forhold, der er gået itu. Foran de sammenbragte familier ligger splittelsen også og lurer.
Ifølge en amerikansk undersøgelse går 60 procent af alle sammenbragte familier fra hinanden inden for de første to år.
Til sammenligning ligger skilsmisseprocenten i Danmark for førstegangsfamilier på 40 procent.