Myten om "den naturvidenskabelige metode"

Kan alle metoder indenfor naturvidenskaben samles under én paraply - den naturvidenskabelige metode? Man kan jo svare med et spørgsmål; kan man lave en matematisk model for hvalers parringsdans?

Bjarke Skipper Petersen, fysiker og filosof

Blandt mange naturvidenskabsfolk og lægfolk eksisterer myten om "Den naturvidenskabelige metode". Ideen om, at der er en bestemt metode, der gør sig gældende for al naturvidenskabelig forskning er unuanceret. Paletten af naturvidenskabelige metoder kan ikke reduceres til en metode, men er meget mere broget, som naturen selv.
På hjemmeside for Det naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet kan man eksempelvis under faget fysik læse følgende om "den naturvidenskabelige metode":
"I fysikken ser man tydeligt den naturvidenskabelige metode: Der opstilles teorier, og matematiske modeller udarbejdes; herudfra forudsiges, hvad der vil ske, hvis man gør sådan og sådan. Forudsigelserne passer ikke altid med det, vi måler og det er i virkeligheden det mest spændende."

Matematisk model for hvalers parringsdans
Det er en fin fremstilling af forholdet mellem teori, modeller og eksperiment i fysikfaget, som citatet giver. Der, hvor det går galt, er, når det påstås, at den naturvidenskabelige metode findes. 'Den' er kursiveret, fordi 'den' naturvidenskabelige metode hovedsagligt kun er at finde i fysikken.
Tænk eksempelvis blot på hvorledes naturvidenskab bedrives inden for zoologien; jeg ville gerne se en matematisk model for hvalers parringsdans! Realiteten i naturvidenskaberne er, at de fænomener der beskrives og forklares er så forskellige, at naturvidenskabsfolk må ty til forskellige metoder. Beskrivelser af hvalers parringsdans, pladetektonik og elektronens spin giver forskerne forskellige metodiske muligheder og problemer. 

Naturvidenskabelige revolution eller fysikkens revolution
Det unuancerede syn på naturvidenskabelige metodik går igen i begrebet "Den naturvidenskabelige revolution." Her tænkes på mekanikkens gennembrud med frontfigurerne Galilei (1564-1642) og Newton (1642-1727). Men det er, at ophøje fysikfagets metodiske revolution at omdøbe den til "den naturvidenskabelige revolution". Der er mindst to andre store naturvidenskabelige revolutioner, som ikke er knyttet til det særlige samspil mellem teori, modeller og eksperimenter som Galilei og Newton benyttede sig af.
Den ene revolution er geologiens gennembrud med danskeren Stenos (1638-1686) formulering af den geologiske disciplin stratigrafi ("de nederste geologiske lag er de ældste"). Steno benyttede hverken teoretiske tankeeksperimenter eller systematiske forsøg og opbyggede heller ikke matematiske modeller, som Galilei med succes gjorde, da han undersøgte legemers frie fald.

Den anden revolution startede Darwin (1809-1822), da han grundlagde evolutionsbiologien med teorien om arternes udvikling gennem naturlig selektion. Heller ikke i dette biologiske pionerarbejde er der metodisk set mange lighedspunkter mellem på den ene side Galilei og Newton og på den anden side Darwin.

At forstå sig selv før man forstår andre
Og hvad betydning har det så, at nogle tror, at der blot findes én metode i naturvidenskaben? I undervisning, anvendelse og forskning har det stor betydning, når de naturvidenskabelige fag skal samarbejde. Det er nemlig nemmest at forstå andres faglighed, når man forstår sin egen.