Den vedvarende energikilde Olie

I tre kilometers dybde skifter undergrundens kridt karakter fra meter til meter.
Alligevel kan olien sive igennem det omskiftelige kridt.

Hvis man sprøjter vand ned i oliefeltet, kan man oven i købet skubbe bag på så olien siver hurtigere. Man kan floode.

Hvis man bare skulle vente på at olien kom op af sig selv, og man ikke floodede, så har du kun det tryk som olien selv har nede i reservoiret, og når trykket er gået af, så kommer der ikke mere olie.

Men hvis man pumper vand ned i kalkfelterne, får man dobbelt tryk på olien. Vandet skubber selvfølgelig bagpå, men kalken synker også sammen. Det er næsten som at vride en svamp.
Hos jordbundseksperterne GEO leder Bjergartsmekanikeren Helle Christensen et hold, der undersøger hvordan forskellige oliefelter reagerer når man pumper vand ned i dem.
I dag bliver floodingstrategier afprøvet i laboratoriet som rene rutinesager, men første gang der blev sprøjtet havvand ned i et oliefelt, ville borefolkene bare erstatte noget af den olie, der blev suget op.

Floodingen gav noget mere olie end ventet. Olieselskaberne ville gerne forstå hvorfor.
Derfor hyrede de Helle Christensen til at efterprøve i lille skala hvad de allerede gjorde i felterne.

Men da Bjergartsmekanikeren så de første laboratorieresultater var hun lige ved at smide sit udstyr i storskraldet.

Floodingen fungerede simpelthen for godt.

Det var så voldsomt den proces, så vi troede vores apparatur var defekt. Det var vi sikre på da vi så det. Vi tænkte det der kan simpelthen ikke være rigtigt. Der er et eller andet der er forkert. Og vi ringede over til kunden og sagde: Vi er nødt til at gøre det her om, fordi vi synes det ser forkert ud. Det tør vi simpelthen ikke stole på det her. Og så så vi det en gang til, og så måtte vi jo nok erkende, at det var nok rigtigt, at der var så voldsom en effekt.

Når GEOs floodingeksperter skal efterprøve hvor meget olie man kan skylle ud af en boreprøve, skal stenen først sættes under det samme tryk som nede i undergrunden. Hvis oliefeltet lå i tre kilometers dybde, skal stenen trykkes med tre millioner kilo pr kvadratmeter.

Trykket fra siderne bliver klaret med hydraulisk olie. Trykket fra enderne klares med en enorm presse.

Og i laboratoriet kan de presse rigtigt meget ud.

Det ville undre mig meget, hvis man ikke kan få mere olie ud, end det man gør nu, fordi der er et meget stort gab mellem det som vi ser i laboratoriet, og det de ser ude i feltet. Og det gab må man da kunne udnytte til et eller andet.

Gabet mellem laboratorieresultaterne og feltproduktiviteten lukker sig ikke af sig selv. En af dem, der arbejder på at lukke det er Erling Stenby. På DTU’s institut for kemiteknik forsker han i næste generation af floodingteknikker.

Hvis man ser på hvor mange procent man kan komme op på, så kan man i bedste fald komme op på halvtreds-halvfjerds procent... I rigtige oliefelter.

Bjergartsmekanikerne på GEO skal først og fremmest teste hvor meget olie der kommer ud, når man pumper vand ned i feltet.

Men på DTU undersøger kemikerne hvorfor.  For at få et svar på hvorfor flooding virker, må de sætte sig ind i oliens kemi. Kemien af det vand man flooder med, og ikke mindst, om man kan bruge andet end vand til at floode.

Vandinjektion hvor man flooder med havvand, er jo nok den mindst avancerede metode, men den er i visse tilfælde meget effektiv. I det øjeblik man begynder at tilføre kemikalier, eller bruger mere avancerede floodingteknikker kræver det også mere omtanke.

Selv om kemikerne på DTU er mest optagne af oliens kemi, må de også interessere sig for hvad der sker rent fysisk i mødet mellem kalk, vand og olie.

For at finde ud af hvordan vandet presser olien gennem kalken gennemlyser DTU forskerne deres prøver i en medicinsk skanner, mens olien floodes igennem.

Floodingen kan gøres mere effektiv ved at opløse olien med lidt opvaskemiddel i floodingvandet. Men vandet kan også gøres mere tyktflydende med en smule geleringsmiddel. Det er nu ikke nogen helt ufarlig strategi at tykne vandet..

Der kan man godt forestille sig, at det her noget tykkere vand skubber til den tykke olie, men det kræver altså også at geologien er i orden, at den bjergart man opererer i er porøs nok, er permeabel nok til at kunne lade det her meget tykke vand strømme igennem.

De forskellige metoder til at floode med vand er nok effektive, men der findes langt mere eksotiske teknikker. Hvis man pumper gas ned i feltet, går den i forbindelse med olien, og det giver en mere letflydende olie.

Hvis olien er rigtigt tykflydende kan man ty til en metode som lyder lige lovligt farlig. Alligevel findes der folk, der hjælper olien på vej med den såkaldte fireflooding. Eller Ildinjektion.
Man antænder simpelthen en del af olien, tilfører ilt fra overfladen, og så lader man en lille del af olien brænde. Det varmer oliereservoiret op. Og derefter har man simpelthen en kombination af en opvarmning og en gasfortrængning.

Erling Stenbys gruppe på DTU kommer hele tiden op med nye variationer og nye metoder til en mere effektiv flooding-effekt. For Erling ??? har det alle dage været en drivkraft, at sikre, at Danmark kunne blive ved med at forsyne sig selv med brændstof. For da han startede sin forskning, kunne man kun forvente at hente fem procent af oliefelternes indhold op på overfladen.

Der var et eller andet der sagde, at det var totalt urimeligt. Fuldstændigt uacceptabelt et eller andet sted. Det må man da kigge på. Nogen må da forsøge at tilvejebringe noget viden, der kan hjælpe med at bringe den indvindingsgrad op. Jeg synes vi er nødt til at blive ved med at forske, og forsøge at få de her ressourcer udnyttet effektivt. Det er mange mange milliarder der ligger i den danske undergrund. Det er vel umagen værd at forsøge at få dem op.