Viden Om - Musik og stress
25. september 2007 kl. 20:00
på
DR2
Se udsendelsen
Musik påvirker din hjerne. Det kan få dig til at købe fransk vin, det kan gøre dig vanvittig - og så kan det også afhjælpe din stress.
Ann Marker er den første forsøgsperson i et nyt dansk forskningsprojekt, der skal dokumentere den gavnlige virkning musikterapi har på stress. Projektet, der udføres af musikterapeut, Ph.D. stipendiat Bolette Beck, er det første i Danmark der måler resultaterne via blandt andet stresshormonet kortisol. Ann besøger derfor også seniorforsker Åse Hansen, der forsker i stresshormoner og som står for at analysere prøverne fra musikterapi-projektet.
To slags stress
Der findes to former for stress: den akutte, der gør dig i stand til at flygte eller kæmpe i truende situationer og den kroniske stress, der sløver din evne til at reagere og på sigt kan gøre dig deprimeret og fysisk syg. Den akutte stress er livsnødvendig, den kroniske er livsfarlig.
Musik og stress
Musik kan være skyld i akut stress - med både gode og dårlige konsekvenser. Men musik kan også afhjælpe og forebygge den farlige stress, altså den kroniske. I programmet fortæller hjerneforsker Peter Vuust om musiks påvirkning af hjernen. Vi besøger også komponist Niels Eje og overlæge Lars Heslet, der specialdesigner musik til hospitalspatienter, stress svækker nemlig immunsystemet.
Spørg eksperten
Du kan stille spørgsmål til eksperterne fra programmet, Seniorforsker Åse Hansen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, og overlæge og professor, Lars Heslet fra Rigshospitalet. De vil begge svare på spørgsmål på Viden Oms blog.