Viden Om - Nyt rev ved Læsø
28. oktober 2008 kl. 20:00
på
DR2
Sendt for første gang 28.10.08
For 35 millioner kroner har Danmark med støtte fra EU Life bygget et stenrev midt i Kattegat. Det skal give os mangfoldigheden tilbage i havet. Viden Om har fulgt med i det gigantiske arbejde der ligger bag at få sprængt, fragtet og dumpet næsten 100.000 tons sten på havbunden.
Besøg Viden Oms Videnskabsblog her.
80.000 tons klippestykker er i løbet af sommeren blevet hældt i havet tæt på Læsø. Her skal de skabe et stort stenrev.
Stedet hedder Læsø Trindel og de mange klippestykker skal være med til at genskabe et kæmpestort forsvundet undervandsparadis. Det bliver på størrelse med 6 fodboldbaner og skal give kunstigt åndedræt til havet heromkring.
Bundforholdene undersøges
For Læsø Stenrev blev de første spadestik taget for hele to år siden. Dengang blev et boreskib sendt ud for at undersøge bundforholdene.
For selvom der lå et rev ved Læsø for 50 år siden - og der stadigvæk ligger spredte rester af det gamle rev, så kan havbunden have ændret sig markant. Havbundens styrke skulle derfor undersøges. I programmet skal vi bl.a. se, hvordan disse undersøgelser rent praktisk blev foretaget og hvordan revet senere, så småt er blevet dannet.
Hvor kommer stenene fra?
Stenene kommer fra det sydlige Norge og med Frode Jørgensen, som ansvarlig for sprængningerne, skal vi i programmet se, hvordan 35.000 tons sten bliver sprængt løs med 8.000 kilo sprængstof, og med tons tunge maskiner bragt videre til Læsø.
En dykkerferie behøver ikke være lig med en flyrejse
De fleste tager til varmere himmelstrøg, når der skal dykkes. Til koralrev ved Australiens Østkyst eller i Rødehavet.
Men en dykkerferie behøver ikke være lig med en flyrejse og koste tusindvis af kroner.
Vi skal se hvordan biologer ved Læsø Trindel har gennemtrevlet området - og resterne af det oprindelige stenrev - for at finde ud af hvilke tangplanter, fisk, orme, krebsdyr osv., der allerede vimser rundt dernede, inden de nye sten bliver lagt.
Alle disse biologiske undersøgelser giver biologerne et rigtig godt grundlag for at vurdere, hvor meget dumpningen af stenene hjælper på livet på Læsø Trindel - og forhåbentligt er det meget.
Spørg eksperten
Efter programmet kan du på Viden Oms Videnskabsblog stille spørgsmål til eksperten, Skovrider, Jesper Blom Hansen, samt en række andre eksperter fra programmet. (Gælder ikke med genudsendelsen)
Du finder bloggen her.
Klip fra programmet
Herunder kan du få en smagsprøve på programmet.