Viden Om - Overlev ekstrem kulde
31. marts 2009 kl. 20:00
på
DR2
Ekstreme ferier i kolde områder kan koste livet. Flere og flere tager på polarkrydstogt, på hundeslæde på indlandsisen eller på bjergbestigning. Men kulden kan slå ihjel på få timer. På Grønlands indlandsis følger vi militærets overlevelsesøvelse og viser hvad der kan gå galt og hvordan kroppen reagerer i forskellige situationer. Eksempelvis hvorfor man får lyst til at tage tøjet af lige før man dør af kulde.
Besøg Videnskabsbloggen og stil spørgsmål til eksperterne
Ekstreme oplevelser
Flere og flere af os vil have ekstreme oplevelser. På hundeslæde, på krydstogtskibe i polarområder og på bjergbestigning. Men er vi klar over, hvor farlig en modstander kulden er - og ved vi hvad det kræver at overleve, hvis ulykken sker!
I denne uge følger Viden Om med militæret på overlevelseslejr på indlandsisen. Vi skal se på, hvad kulde gør ved kroppen. Hvor slemme forfrysninger kan blive, og på hvad det største skrækscenarie kan være.
Det kolde Grønland
Viden Om er taget på Grønland – det er februar, en af årets koldeste måneder. Ann Marker skal med militæret ind på indlandsisen til en af deres største øvelser - Pitugfik. Det er en øvelse hvor piloter, teknikere og redningsmandskab, der skal til at flyve på Grønland skal lære at overleve i ned til minus 45 grader i 2 dage.
Den iskolde kulde
Kulden er farlig og kulden kan ramme en på to måder, ved hypotermi og forfrysninger.
Hypotermi er, når kroppens kernetemperatur falder til under 37 grader. Når kernetemperaturen er nede på omkring 30 grader mister vi bevidstheden – og får vi ikke hurtigt hjælp derefter, så går det stærkt.
For eksempel var det hypotermi et stort antal døde af, da færgen Estonia sank i 1994. De der ikke druknede frøs ganske enkelt ihjel.
Forfrysninger
Forfrysninger er når dele af kroppens væv – fx i fødder, hænder eller ansigt - bliver under 0 grader og altså direkte fryser til is. Kroppens kernetemperatur kan sagtens være 37 grader, selvom du har forfrysninger i hænder og fødder.
Viden Om ser i programmet på hvad hypotermi og forfrysninger fysiologisk gør ved kroppen. Og så skal Ann Marker være med til at bygge en iglo i det iskolde vejr.
Spørg eksperten
Efter programmet kan du på Viden Oms Videnskabsblog stille spørgsmål til programmets eksperter. Kaptajn for flyvevåbnet Claus Kongsgaard, samt Overlæge af reserven Ulrik Edelmann.
Du finder bloggen her
Klip fra programmet
Få herunder en smagsprøve af programmet.