Den første IQ-test
Det var især den franske psykolog Alfred Binet, der begyndte at måle menneskets intellektuelle evner, og hvis arbejde dannede grundlag for de mange IQ-test og moderne kompetence-centre.
Binet definerede intelligens som "summen af de mentale processer involveret i at tilpasse sig til omgivelserne". Han ønskede at måle menneskets evne til at tænke og ræsonnere, uafhængigt af uddannelse, så i 1905 udviklede han den første intelligenstest.
Binet bedømte børns evne til at udføre opgaver, kopiere mønstre, udvikle orden og klassificere genstande i skemaer, navngive ting og så videre.
To typer IQ-prøver
Muligheden for at måle intelligensen tog tidligt to forskellige veje: Den ene fulgte trofast Binet og "situationsopgaverne", hvor testpersonen skulle løse problemer fra hverdagen. Den anden benyttede blyant-og-papir opgaver. Førstnævnte har udviklet sig til færdighedstests, mens sidstnævnte er de almindelige intelligenstests, som vi kender i dag.
IQ-test under krigene
Under såvel Første som Anden Verdenskrig anvendte både Tyskland, England og USA intelligensprøver i stor stil. Militæret og efterretnings-tjenesterne afprøvede og vurderede rekrutterne, og især under WWII lavede de dygtigste psykologer prøver, som skulle finde de bedste agenter og spioner.
G-faktoren
De tidligste studier af intelligens antog, at der var én underliggende faktor, den såkaldte g-faktor.
Men efterhånden begyndte psykologerne at argumentere for, at intelligens ikke kunne fastsættes på så simpel en måde. Den ene intelligens udviklede sig snart til to: En grundlæggende evne til at ræsonnere og tænke logisk, samt en informationsevne, som udviklede sig gennem vekselvirkning med omgivelserne.
Hjernens to halvdele
Samtidig har de sidste 100 år givet os stor viden om hjernens funktioner. Vi ved, at der er forskel på den højre følelsesstyrende og den venstre fornuftige hjernehalvdel, hvilke processer, der foregår i de "små grå celler", når vi løser forskellige opgaver, og hvordan skader forskellige steder kan påvirke vores mentale evner.
Klog men ikke kvik?
De fleste har opdaget, at nogle mennesker er kvikkere end andre. De er bare bedre til at løse problemer, hurtigere i optrækket, tænker godt, og er specielt dygtige til boglige og teoretiske udfordringer.
Moderne geni-ikoner pryder blade og vægge, hvorfra folk som Albert Einstein, Goethe og Stephen Hawking smiler sagligt ned til os.
Stephen Hawking
Men den klassisk intelligente person er ikke nødvendigvis socialt og følelsesmæssigt veludviklet, smart, hurtig i vendingen, en god sportsmand (m/k) - eller en fremragende kok.
Sprog, logik, matematik og rumsans
Uden at vi måske præcist kan definere, hvad vi mener med intelligent, så opfattes det normalt som en eller anden egenskab ved hjernen eller det tempo en opgave løses i.
Sådan har forskere også opfattet det: Der er en generel form for intelligens, og den kan vi måle med prøver og beskrive som IQ.
Eller rettere, intelligens er et udtryk for et menneskes evner når det drejer sig om sprog, logik, matematik og rumlig tænkning. Folk, der har scoret højt i de fire delprøver, har en fællesnævner, og den kaldes "generel intelligens".
Forudsigelserne holdt ikke stik
Formålet med prøverne har været at give en biologisk forklaring på intelligens, som en egenskab nogen har mere af end andre.
Forskerne mente længe, at generel intelligens var medfødt samt at den stor set ikke kunne påvirkes af indlæring. IQ kunne forudsige succes i en eller anden form for boglig uddannelse men forudsigelserne holdt ikke rigtig stik.
Flere langvarige undersøgelser viste, at teorien om den generelle intelligens måske ikke var korrekt. Indlæring kunne faktisk påvirke begavelsen, og det var bedre at tale om potentialer, som kun blev til noget, hvis de blev udfordret og anvendt.
Fra en generel til syv forskellige
Langsomt udviklede den generelle intelligens sig til teorien om mange intelligenser. Den amerikanske psykolog Howard Gardners syv er kun et af alternativerne, men har den fordel, at den peger på, at vi kan løse den samme opgave på mange forskellige måder.
Hvis vi lærer om vores mentale formåen, kan vi bruge de syv intelligenser hver for sig og samlet. Én af hjørnestenene i Gardners teori er også, at vi kan udvikle de syv intelligenser, og det er et opgør med den klassiske og arvelige forstilling om vores mentale evner.
Det er dog stadig forskel på, hvor hurtigt vi udvikler en bestemt intelligens.
Nogen har arvet en hjerne med en bedre kapacitet for den, eller vores samfund og kultur gav os en bedre lærer.