Sitet opdateres ikke længere.

Du kan finde det nyeste fra dr.dk om viden og tech på dr.dk/nyheder/viden.

preload loader
 
Viden Om - Månelanding

© NASA

 

Var de på månen?

 

Hvilke beviser har vi egentlig for, at mennesket nogensinde har været på månen? Kunne det hele have været et stort fupnummer iscenesat af NASA for at slå Sovjetunionen i koldkrigens rumkapløb? Nogle mener endog, at fupnummeret var en konspiration iscenesat af frimurerne.

Skrevet af Malene Steen Nielsen Flagga

Den 20. juli 1969 kravlede Neil Armstrong ud fra "The Eagle", Apollo 11 missionens landingskapsel, klatrede ned ad stigen og satte sin fod på Månen med ordene: "Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden."

Eller gjorde han?

Det hele var fup og svindel?
Der findes mennesker som mener, at NASA aldrig satte en mand på Månen. At det hele var fup og svindel.
Konspiration tager, ifølge disse mennesker, sin begyndelse med præsident Kennedys tale i 1961. Her blev det annonceret, at det amerikanske rumprogram ville sætte en mand på Månen før slutningen af 60'erne.

Mens den kolde krig rasede for geografisk-politisk overherredømme, blev NASAs Mercury, Gemini og Apollo programmer brugt til at sprede amerikanske "værdier".

USA's regering opbygger i hemmelighed kæmpe militærindustri
North American Aviations magt voksede, NASAs magt voksede, beskyttet af Kennedy administrationen, og sammen med "mænd af den rette støbning"-myten omkring astronauterne, opbyggede den amerikanske regering en kæmpe militærindustri i al hemmelighed.

De kæmpemæssige institutioner, som kontrollerede information, samt USAs vaklende globale imperium er kernen i de fleste konspirationsteorier, som påstår at Apollo Måneladningerne er svindel.

Sammensværgelsen er verdensomspændende
En anden teori mener sammensværgelsen er langt større end NASA og omfatter samtlige Rumfartsprogrammer verden over.

Men alle konspirationsteoretikerne er enige om een ting: Hele verden blev snydt, for astronauterne hoppede rundt i en kulisse, som nogle konspirationsteorier endda placerer på den hemmelige base Area51 i Arizona.

Så er der folk, som er skeptiske overfor alle ideer om større eller mindre NASA-sammennsværgelser og peger på, at alle de "beviser" for svindel, som fremsættes af konspirations-teoretikerne, simpelthen er forkerte.

Her går det galt!
Når konspirationsteoretikerne påstår, at Månelandingerne var fup og svindel skyldes det flere ting.
For det første er Jorden omgivet af et kraftigt strålingsbælte - van-Allen. Så er der landingsmodulet, som ikke skulle have været stabilt nok. Eller hvad med det berømte blafrende flag på den luftløse Måne? Der er manglende raketflammer, ingen stjerner på månens begsorte himmel, skygger der ser ud som omlyskilden er en projektør, sælsomme dødsfald, bøvl med astrofysikken og noget galt med landingen på Jorden!

Eller... var der?

Van Allen-bæltet gør ikke rumrejser umulige.
Jorden er omgivet af de såkaldte Van Allen strålingsbælter. 
Og  sammen med strålingen i det ydre rum burde det have ristet astronauterne, påpeger Apollosvindlens tilhængere.

"Van Allen bælterne indeholder ioniserende stråling og har tilsvarende effekt på organismen som radioaktiv stråling," fortæller Eigil Friis-Christensen fra Dansk Rumcenter.

"De blev jo netop fundet ved, at de geiger-tællere man havde med om bord på de første satellitter, holdt op med at virke - ikke fordi de gik i stykker, men fordi de gik i mætning.
Designerne ikke havde forestillet sig, at doserne derude kunne blive så store."

Så skeptikerne afviser ikke at van Allenm-bæltet eksisterer eller at det er et farligt sted at færdes. Men ikke al stråling fører til død.
"Den dosis man får, er meget varierende - i takt med hvor aktiv Solen er," forklarer Eigil Friis-Christensen. "Efter en sol-storm kan niveauet blive meget højt, og man er meget omhyggelig med at påse, at der ikke foregår rumvandringer under sådanne forhold."


NASA kendte til strålingsbæltet i 1969
Bæltet blev opdaget i 1958 af den amerikanske Explorer satellit.

Så i 1969, hvor Apollo-11 mission tog afsted, vidste NASA, at det fandtes.

Det inderste bælte strækker sig fra cirka 2000 kilometer til 6000 kilometer over jord-overfladen, mens det ydre van Allen bælte befinder sig cirka 16.000 kilometer oppe og kan strække sig helt ud til 60.000 kilometer. Når der er stor solaktivitet bliver partikelkoncentrationen særlig stor og skaber polarlys, magnetisk uro og radioforstyrrelser.

Ingen voldsom solaktivitet under Måne-missionerne
"Det er rigtigt, at hvis mennesker havde været uden for månemodulet under en stor sol-storm, så kan den ioniserende stråling blive så stor, at den er dødelig," forklarer Eigil Friis-Christensen. "Men det skete heldigvis ikke."

"På sin vis var man faktisk lidt heldig," fortsætter Eigil Friis-Christensen. "For i de dage var man sig ikke helt risikoen bevidst. Nu har man et varslingscenter i USA som varsler rumvejr (Space Weather)."

NASA testede liv i van Allen-bæltet i 50'erne
NASA foretog adskillige forsøg i slutningen af 50'erne, hvor de sendte vævsprøver, blod og små dyr ud i bælterne, for at studere effekten af strålingen.

Apollomissionernes raketter rejste forholdsvis hurtigt gennem Van Allen bælterne, så der var ikke tid til at få en dødelig dosis af strålingen. Rakettens skrog var tykke nok, til at blokere for det meste af strålingen.

Var landingsmodulet for ustabilt til at lande?
Så er der landingsmodulet.
Konspirationsfolkene hævder, at det var så ustabilt, at hvis astronauterne bevægede sig bare en lille smule rundt, ville det miste balancen. Der var ingen måde at kompensere for astronauternes bevægelse, så landingsmodulet ville styrte ned.

Men det er ikke rigtigt.
Landingsmodulet var udstyret med et feedback system, som målte om ligevægten flyttede sig og modulet kom ud af balance. Under nedstigningen kunne motorerne skifte retning en smule for at kompencere for et skift i massemidtpunktet.

Der mangler månestøv på modulets fødder
På Månen er der heller ingen luft og vinde og tyngdekraften er kun en sjettedel af den vi har her på Jorden.

"Hvorfor er der ingen månestøv på månelanderens alumininiumsbeklædte ben og fødder?" spørger Henrik Melvang, en af Danmarks største fortalere for Apollosvindlen.

Mens modulet landede på månen, blæste støvet væk fra raketten. Udstødningen burde have blæst det hele væk og hvirvlet det op i luften.
Men vi kan se astronauternes fodspor i støvet kun en meter fra landingsmodulet. Hvis NASA bare har stillet deres landingsmodul i en kulisse, er der selvfølgelig ikke blæst noget støv væk.

Månen er ikke Jorden
Astronomen Philip Plait fra Sonomas Statsuniversitet går gennem de mest kendte argumenter for Apollosvindlen på sin hjemmeside.

I følge Philip Plait begår konspirationsfolkene tit den fejl, at de glemmer, at Månen ikke er Jorden.
Der er ingen luft på Månen, og det er derfor, der er støv så tæt på modulet.

Månestøv er ikke som støv på Jorden
Her på Jorden kan vi puste på en bunke mel, og det blæser ret langt væk. Både på grund af vores ånde, men også fordi den ikke kun skubber til melet. Vores pust skubber også til luften, som igen skubber til mere mel.

Det eneste støv på Månen, som blæser væk, er det støv som udstødningen rører rent fysisk. Eller støv som rammes af andre støvpartikler.

Det betyder, at kun støvet lige under, eller i en lille omkreds, fra raketten blæses væk af udstødningen. Resten blev efterladt hvor det lå. Samtidig vil støvet lige omkring landingsmodulet faktisk blive en smule tykkere, fordi det lander der.

Hvordan kunne flaget bølge?
Hvad så med det bølgende flag?
Mens astronauterne samlede det amerikanske flag, så blafrede det. Der er også billeder af et bølgende flag, uden at astronauterne rører ved det.

Hvordan kan det lade sig gøre på den lufttomme Måne? Der må have en været en let brise på kulisserne.

Derfor blafrer stoffet   
Naturligvis kan et flag ikke bølge i det tomme rum.

Når flaget blafrer, mens astronauterne står ved det, er det fordi, de er i gang med at sætte flaget fast i Månens overflade. På film og billeder kan vi se en astronaut, som drejer den stang, flaget sider fast på.
På toppen sidder endnu en stang, vandret, og her hænger flaget fra. Det ser ud som om flaget bølger, fordi stængerne bevæger sig.
På andre billeder er der ingen astronauter i nærheden af flaget, mens det ser ud til at blafre i "vinden".

Flaget kan blafre hvis det får et puf
Den vandrette stang kunne ikke hives helt ud, så flaget hang som et gardin, der ikke er trukket helt for. Samtidig galdt helt simple fysiske love:
På Månen er der ingen luftmodstand og tyngdekraften er meget svagere end her på Jorden. Hvis een af astronauterne gav flaget et puf, kunne det stå og bølge frem og tilbage, indtil Månens tyngdekraft fik det stoppet igen.

Samtidig spørger Phil Plait: Hvis der virkelig var en brise på kulissen, hvorfor hvirvles støvet så ikke op?

Da modulet letter igen mangler raketflammen
Når modulets top letter fra Månen, for at bringe astronauterne i kredsløb, er der ingen flamme fra raketten. Enhver raket har en synlig flamme, så take-off var forfalsket, mener konspiranterne.

men forklaringen er den, at brændstoffet i landingsmodulet ikke skabte nogen synlig flamme da det lettede.
Derfor ser det på filmen ud som om, der ikke er nogen udstødning. Modulet brugte en blanding af hydrazin og dinitrogen tetroxid. Hvis disse to kemikalier blandes skabes et produkt som er gennemsigtigt.
Det er naturligt at forvente at se en flamme, for det ser vi altid her på Jorden når en raket letter og brænder ilt i atmosfæren. Den gas findes heller ikke på Månen.

Der mangler stjerner på billederen fra Månen
"Hvorfor kan man ikke se stjerner på nogen af NASAs mange fotomontager fra Månen?", spørger Henrik Melvang. "NASA har utallige video clips fra Apollo-rumfarten. De råder over flere timers videofilm fra de mange Apollo-missioner, men der findes bare ingen stjerner på nogen af deres mange Apollo-videoer. Hvorfor ikke?"

Selv i byerne kan vi se stjerner på himlen om natten. NASA må have optaget filmene vi ser, på en kulisse med helt sort baggrund.

Henrik Melvang påpeger også problemerne med de mange fotos af Jorden, hvor det er klart, at Solen står bag fotografen. Her kan man se Jordens atmosfære oplyst på grund af sollyset. Uden om Jorden ses det mørke rum som er kulsort. Her burde der i følge Henrik Mlevang være mange små lysende prikker at se, især på video.

Billederne blev ikke taget om natten på Månen
Men de manglende stjerner på billederne skyldes eksponeringen, forklarer Philip Blaitt. Månelandskabet er klart oplyst af Solen og samtidig har astronauterne hvide dragter på. Så fotografen valgte naturligvis en meget kort eksponering.
Billederne fra Månen er af klare lyse objekter, optaget mens Solen er oppe  - og stjerner er ret svage. Ved en hurtig eksponering når filmen ikke at registrere stjernerne.

Det er et af konspirationsstøtternes oftest anvendte argumenter, at ingen stjerner er lig med svindel.

Sund fornuft fortæller os, at på en skyfri nat skal vi se stjerner på den sorte himmel, og da Månens himmel er sort, så skal vi se små lysprikker. Men selv om dagen er himlen sort på Månen. Det er igen vigtigt at gøre sig klart, at Månen ikke er Jorden. Ellers prøv at tage et billede en nat af en ven under en gadelygte. Ligegyldigt hvor mange stjerner, der er på himlen, vil ingen fa dem dukke op på billedet. På grund af eks-poneringen. De manglende stjerner er faktisk et bevis for at NASA tog til Månen, for havde de prøvet at svindle, ville de uden tvivl havde lavet science fiction films stjerner på deres kulisse.

Skygger tyder på spotlights
- Der er billeder, hvor skyggerne ikke er helt sorte. Man kan se genstande i skyggerne, nogen gange helt klart, for eksempel både astronauter, der kravler ud a landingsmodulet og en plade på siden af landeren.

Der må være mere end én lyskilde. Hvis billederne er fra Månen, Solen er det eneste lys og der ikke er noget luft til at sprede lyset, så skal skyggerne være helt sorte.

Månen er selv en lyskilde
Der er faktisk andre lyskilder end Solen. Nemlig Månen selv.

Månestøvet er så lyst og fint, at det kan reflektere lys tilbage mod lyskilden. Det betyder, at selv genstande i skygge kan oplyses, nemlig fra Månens egen overflade.
Effekten kendes som heilgenshein.
Det forklarer også, hvor det på nogle billeder ser ud som om astronauterne står i et spotlight. Se en demonstration af lysanomalierne.

Skygger skal være parallelle
På nogen af billederne er der genstande med lange skygger.
Hvis Solen er den eneste lyskilde, så skal skyggerne være parallelle, mener Henrik Melvang. Det er skyggerne ikke, så billederne er manipulerede, eller der er mere end een lyskilde.

Naturligvis kan forskelle i terræn give et lille udsving med hensyn til forskellige skyggevinkler," fortæller Henrik Melvang. "Men på mange af Apollo fotomontagerne er forskellen i skyg-gevinklerne over 45 grader - hvilket betyder, at objekterne blev belyst med kunstigt lys. Optagelserne skete derfor ikke på månen."

Apollo-12's pudsige foto-bedrag
"Et af de mest pudsige Apollo fotobedrag opstod i forbindelse med Apollo 12," fortæller Henrik Melvang, "hvor skyggevinklen fra Surveyor 3 er cirka 45 grader forkert. Billedet af Surveyor 3 er taget med proben i forgrunden og Apollo12 "Intrepid" i baggrunden.

Problemet er, at skyggen fra proben slår næsten 90 grader ud til venstre fra Surveyor 3. Men hvis man laver en simulering af Solens konfigu-ration i forhold til månen den 19. november 1969, vil man opdage, at skyggen maksimalt kunne slå cirka 45 grader ud til siden."

Henrik Melvangs forklarerer skyggeproblemet med at NASA udskød opsendelsen af Apollo 12. Havde NASA opsendt missionen på den planlagte dag, så ville de prefabrikerede billeder fra studiet have passet med den aktuelle dato.

Perspektivet på Månen er ikke som på Jorden
Men når skyggerne ikke er parallelle, så skyldes det perspektivet, forklarer Philip Plait.

Hvis Solen står lavt og skyggerne bliver lange, så kan genstande i forskellige afstande godt kaste ikke-parallelle skygger.
På Jorden kan fænomenet opleves nær solnedgang. Her kan nære og fjerne genstande have skygger, som ikke løber parallelt.

Hvis der var mere end een lyskilde bag astronauterne, hvor er så de ekstra skygger? Alle genstandene på Månen, landingsmodul, klipper og astronauter, kaster kun een skygge.

Kamerakryds bag genstande på Månen
Der var på forhånd snittet små kryds ind i kameralinserne, så man senere kunne måle objekterne i billederne. Men der er adskillige billeder, hvor genstandene er foran krydsene. Der må være tale om billedmanipulation.

De manglende kryds på billederne er altid over klare hvide genstande, astronauternes rum-dragter og hvidt udstyr.
Krydset bliver usynligt, fordi det hvide i billederne lyser ind over det.

Myrdede NASA sine egne astronauter?
Tre af NASAs astronauter, Roger Caffee, Ed White og Gus Grissom omkom i en brand i Apollo 1 på platform 34.
En af Apollo-svindlens største fortalere, amerikanske Bill Kaysing, mener, at der ikke er tale om noget uheld.

I følge Kasying var Grissom klar til at fortælle pressen om Månesvindlen, så NASA slog ham ihjel. Kaysing mener, at NASA også dræbte andre personer, som ville bevise, at det ikke var muligt at nå til Månen.

Apollo-1 branden skyldtes en elektrisk fejl
Branden i Apollo 1 raketten, skyldtes en elektrisk fejl, som skabte en gnist, der antændte den rene ilt. Og dermed opstod en eksplosiv brand, som dræbte ikke kun Gus Grissom, men også Edward H. White II, og Roger B. Chaffee.´

Konspiranterne påstår altså ikke kun, at NASA med vilje dræbte sine egne astronauter, men også ofrede million-dollar udstyr i processen. En særdeles uproduktiv måde at sikre sig fortsat økonomisk støtte fra regeringen.

Der blev udført mange tests og prøver, og desværre omkom nogle af astronauterne, men det betyder bare ikke, at NASA stod bag, i en grum mørk sammensværgelse.

En inspektør findes død
En inspektør fra Platform 34, Thomas Ronald Baron, skrev en 500 sider lang rapport om dårlig styring og inkompetence hos NASA. Få dage efter en høring i den amerikanske kongres, blev Thomas Baron fundet død i sin bil på en jernbane overskæring.
Fra 1964-1967 døde ti af NASAs astronauter, under mere eller mindre mystiske omstændigheder, siger Bill Kaysing.

Ingen dokumentation for påstandene
Thomas Donald Baron var sikkerhedsinspektør ved Kennedy centret fra september 1965 indtil november 1966, hvor han bad om orlov og fik det.

Han havde samlet rygter, sladder og kritiske kommentarer fra sine kollegaer og nedfælget det hele i nogle noter på cirka 55 sider. Han gik i detaljer med besværlige personer, udstyr og pro-cedurer, uden dog at dokumenterer sine påstande. Han havde bemærket dårligt håndværk, installationsfejl og problemer med miljøkontrolsystemet samt mangler i hygiejne- og sikkerhedsreglerne.
Baron gik ikke kun til sine venner og overordnede med kritikpunkterne. Han lod dem bevidst sive til pressen. Det anså North American Aviation for at være dybt uansvarligt, og de fyrede Baron i januar 1967.

Da Apollo 1 tragedien skete, var Baron i gang med at udvide sine 55-siders noter, til en rapport på 500 sider.
Da Barons kritikpunkter kom foran kongressen, mistede han en del af sin troværdighed. Baron påstod, at en af hans kollegaer, Marvin Holmburg, vidste præcist hvordan branden var opstået. Det benægtede Holmburg og fortalte så, at Baron fik alle sine oplysninger fra anonyme telefonopkald og folk der lod et ord falde her og der. Og det havde Baron selv fortalt ham.
Baron og hele hans familie døde en uge efter da deres bil kolliderede med et tog.

"Gasraketter kan ikke virke i vakuum"
"Gasraketten virker ikke i vakuum," fortæller Henrik Melvang.

"Når en rumraket kommer cirka 100-200 kilometer væk fra jorden, er luften blevet så tynd, at "vakuumsuget" ude fra rummet bliver meget dominerende i forhold til de gasser, der frigøres inde i gaskammeret. Sagt med andre ord, så kan raketten ikke opretholde et højtryk inde i gaskammeret, fordi det store tomme rum, vakuum, suger gasserne ud gennem dysehalsen, lige så hurtigt som man kan tilføre brændstoffet inde i gaskammeret."

"Den termodynamiske proces bliver forringet," fortsætter Melvang. "idet opbygningen af trykkræfterne inde på gaskammerets forreste indvendige væg bliver reduceret til nærmest ingenting. Fremdriftseffekten af gas-eksplosionen udebliver, idet højtrykket ikke kan opbygges inde i kammeret.
Gasserne har nemlig allerede forladt kammeret inden det store indvendige tryk kan manifesteres. Det er som med en "Fis i en Hornlygte", det bliver ikke til noget.
Massedelingsteorien er kun gyldig såfremt der i forvejen er opstået trykkræfter mellem de "massedelte" elementer. Jet-Raket-rekylen virker først og fremmest ved at der er kræfter til stede, og det er disse kræfter som skaber massedelingen. Hvis massedelingen skabes af et udvendigt sug, er kræfterne mellem "jet" og "raket" neutraliseret og der skabes ingen rekyl."

"Selvfølgelig virker gasraketten i vakuum"
Klaus Seiersen, Ph.D-studerende ved Aarhus Universitet griner først højlydt, og svarer derefter at: "Selvfølgelig virker gasraketten i vakuum. Det er jo bevist utallige gange. Hvad med alle de raketter, der sender vejr- og TV-satellitter i kredsløb om jorden? Hvad med rumfærgen, der nærmest rutinemæssigt bevæger sig uden for vores atmosfære?

Hvis han (Henrik Melvang, red.) er i tvivl om raketten virker, så lad ham komme på besøg her på Institut for Fysik og Astronomi - så skal jeg nok pumpe et vakuumkammer ud og vise ham, at en raket kan flyve fremad i vakuum."

"Og hvad er et "vacuumsug"?" spørger Klaus Seiersen. "Der er ikke noget fysisk begreb, der hedder et "sug". Hvis man lagde en stak gasmolekyler med næsten 0 m/s hastighed inde i raketmotorens dyse, så ville de blive der! Der er ikke noget, der suger dem ud! De skal selv bevæge sig ud af raketmotoren, og den hastighed får de ved gaseksplosionen."

"Det er jo simpel impulsbevarelse. Han (Henrik Melvang, red.) indrømmer endda, at gassen forsvinder væk fra raketten. Men hvis raketten sender gas med impuls (masse gange hastighed) den ene vej, så vil den selv få tilført samme impuls den anden vej. En hurtig udregning giver "Raketligningen",

v_final = v_start * ln(M_0/M_final)

Så kan man selv regne ud, hvor nemt man kan opnå undvigelseshastighed fra jorden, nemlig 11.2 km/s."

"Desuden er altså ikke ret stor trykforskel mellem jordens overflade og det ydre rum. Kun 1 atmosfære. Sammenlign det med det kolossale tryk, som dybhavsdykkere og ubåde oplever."

Der var ikke energi nok ombord til at undslippe tyngdekraften
"Klasssiske energiberegninger viser, at Apollo raketten slet ikke havde nok energier ombord til at overvinde tyngdekraftens arbejde på sin lange vej mod månen," forsætter Henrik Melvang. Populært sagt: Hvis raketten skulle kunne nå helt til månen, ville den blive så tung at den ikke kunne løfte sig selv."
"Ifølge Wernher von Braun skulle en måneraket der rejste direkte fra jorden til månen havde vejet 770.000 tons - Saturn V/Apollo vejede kun 2900 tons fuldt lastet.

Disse beregninger findes nævnt i von Brauns bøger fra 1952-58, som derfor er blevet censureret af samme grund. Næsten alle eksperter var enige om disse forhold og ingen raketekspert med respekt for sig selv kunne anbefale en DIREKTE måneraket. Alle foreslog de i stedet en Rumstation, som den eneste vej ud i rummet.

Rumstationen kunne virke som "springbræt", for rejser der gik længere væk fra jorden end blot jordkredsløbet.

"Direkte måneraket er en illusion"
Også von Brauns egen læremester den store raket pioner Hermann Oberth sagde, at den direkte måneraket var en illusion. Det var almindeligt anerkendt i perioden 1950-1958, at man ikke kunne flyve direkte til månen.

Men så blev NASA oprettet i 1958 og "Apollo-hybriden" blev opfundet og markedsført blandt lalleglade rumentusiaster.

Før 1958 var de fleste enige om, at den direkte måneraket ikke var mulig. Udover von Braun og Herman Oberth, kan jeg fremhæve de Britiske eksperter fra BIS eller den tyske ekspert Joseph Stemmer, som alle bakkede op om de klassiske energiberegninger, der påviste at raketten ikke kunne flyve direkte til månen.

Energiformlerne var allerede kendt i 1928 hvor Guido Pirquet lancerede sine energiberegninger. Og i år 2000 gennemførte amerikaneren Michael Branch en PC simulering af en rakets rejse fra jorden mod månen.
Han modregnede alle energier ombord på Saturn V med den potentielle energi, der skulle til for at løfte en raket et antal meter i "Højden" og væk fra jorden. Hver eneste kilogram brændstof blev altså omsat til "vertikalt løft" . Hvert eneste kilogram blev altså omsat til "højde".

Kilogram efter kilogram og meter efter meter. Hvert kilogram raketbrændstof blev analyseret og omsat til maksimalt løfteevne i meter pr. kg.
I følge det computerprogram han lavede, ville Apollo raketten maksimalt kunne nå en højde på cirka 9000 kilometer væk fra jorden. Her skal det endog siges, at han slet ikke havde fraregnet de energier som blev spildt på opvarmning og luftmodstand. Disse energier er som bekendt enorme, så i virkeligheden ville raketten slet ikke nå 9000 kilometer op, men i stedet kun en meget mindre højde."

"Har han aldrig hørt om flertrinsraketter?"
"Har han aldrig hørt om flertrinsraketter?" spørger Klaus Seiersen.

"Apollo raketten, Saturn V, som blev opsendt fra Cape Canaveral i Florida er ikke en direkte raket. Det var ikke ideen, at hele raketten skulle nå til Månen. Den skulle afskyde forskellige trin, som vi ser på filmene, og dermed opnå større hastighed undervejs og ændre retning."

Opsendelse mod Månen
Det kræver ganske rigtigt en enorm mængde energi at sende noget i orbit om Jorden.

Fem F-1 raketter løftede den over 150 meter høje og 3000 tons kg tunge raket fra affyrings-rampen. F-1 raketter er enorme, og giver hver især giver lige så meget thrust som en rumfærges tre hovedraketter til sammen. Altså en styrke på 15 rumfærge hovedraketter.

Saturn-raketten blev opsendt i nordøstlig retning, så den kunne bruge Jordens omdrejning for at få ekstra hastighed. Kameraer optog opsendelsen og rakettens bane fra mange forskellige vinkler. Desuden fulgte tusindvis af mennesker med i opsendelserne af Apollo-raketterne udenfor NASA-baserne.

Svindelscenariet siger, at Saturnraketten faktisk gik i kredsløb om Jorden, og blev der indtil missionen var slut. Hvordan raketten undgik sig både optisk og radar opmærksomhed er der ingen der ved."

"Og PC beregninger?" spørger Klaus Seiersen. "Vi laver tilsvarende på 1. eller 2. år af studiet, beregninger som vel at mærke stemmer fint med fysikken love."

Problemer med returrejsen til Jorden
Henrik Melvang peger på, at der også problemer med kommandomodulet, da det skulle træde ind i Jordens atmosfære igen før det landede.

"I de første raketberegninger fra 1920-1940 havde man taget højde for den omstændighed, at en hjemtur fra månen til jorden ville kræve, at der blev stillet ligeså meget energi til rådighed, som ved rejsen fra Jorden til månen," forklarer Henrik Melvang.
"Senere i 1950'erne begyndte mange at snyde med denne kendsgerning. Man glemte ganske enkelt at medregne vægten af de bremsemotorer, plus deres enorme vægt af brændstof, som skulle monteres på retur-modulerne."

"Månekapslen ankommer til jorden med en hastighed som er minimum 11km/sek," fortsætter Henrik melvang. "Denne store hastighed skal nedbremses, for at kapslen kan gå ind i et lavere kredsløb. Og den del af opbremsningen, som ikke foretages af bremse motorer, skal selvsagt omsættes via energiomsætning alene med atmosfæren. Altså jo mindre effektiv bremsemotor - jo lettere brænder kapslen op.

Apollokapslen havde hverken bremseraketter eller varmekakler monteret. Det hele skulle derfor omsættes i trekantens flade del, som bestod af et primitivt harpiks varmeskjold.
Bemærk venligst at både "Gemini" og "Mercury" kapslerne havde bremsemotorer. Men disse blev sløjfet ved Apollo-projektet, for ellers ville startvægten på Saturn V, nede på jorden, have været for stor - så det snød man også med. Uden vinger og bremsemotorer vil enhver returprobe der kommer med 11km/sek. brænde op i atmosfæren."

Turen fra Månen kræver ikke samme energimængde
Det kræver ikke den samme mængde brændstof at lette fra Månen og tage tilbage til Jorden, som den anden vej.
Af den simple grund, at modulet, som skal lette fra Månen, er lettere end Saturn raketten. Af de oprindelige næsten 3000 tons Saturn-V raket, var der nu kun cirka 17 tons tilbage. Der skal så oven i købet ikke bruges så meget energi for at løfte modulet.
Og tyngdekraften på Månen er meget mindre end den er på Jorden, så undvigelseshastigheden fra Månen er kun 2.4 km/s.

Så det er mere sandsynligt, at de "censurerede" bøger blev trukket tilbage, fordi de ikke længere var nutidige. Videnskabelige bøger bliver opdateret, efterhånden som forskerne opdager nyt om verdenen omkring os. De gamle udgaver forsvinder fra bogforlag og biblioteketer, til fordel for nye, som indeholder de seneste oplysninger.

Men det står enhver frit for at mene, at gamle astronomibøger, som ikke skriver om Jupiters ringsystem, og som nu er trukket tilbage, er blevet censureret.

Modulet havde bremseraketter
Modulet, som er på vej mod Jorden, bestod af et servicemodul og kommandomodulet. Servicemodulet havde faktisk bremseraketter, som blev brugt til at sende service- og kommandomodulet ind i den rigtige indgangsvinkel i Jordens atmosfære. Indtrædelseskorridoren i Jordens atmosfære et kritisk. Er den for stejl ville kapslen brænde op, og for lav ville kapslen nærmeste slå smut på Jordens atmosfære og drøne ud i det ydre rum.

Efter endnu en halv times flyvning, blev servicemodulet koblet fra.
Apollo kommandomodulet var opbygget af den indre trykkapsel og et ydre varmeskjold. Varmeskjoldet bestod af et bikubemønster af stål og stållegeringer.
Det meste af mellemrummet mellem den indre trykkapsel og det ydre stållag var fyldt med fiberagtig isolation, for at give mere varmebeskyttelse.

Astronauterne sad fastspændt i deres "couches" da Kommandomodulet gik ind i atmosfæren 120 kilometer oppe og temperaturerne udenfor kapslen nåede op på 5200 grader Celcius.
Indfaldshastigheden havde en styrke som en kort overgang påvirkede astronauterne med fem gange den normale tyngdekraft på Jorden. Efter næsten otte dage i vægtløshed eller under Månens lette tyngdekraft føltes kraften enorm, men den varede ikke så længe.

Kunne returnmodulet virkelig lande i havet
Henrik Melvang peger også på problemerne med modulets landing i vandet.

"Vi har alle set billeder af den trekantede retur-kapsel som lander i "Stillehavet" via sine store rødhvide faldskærme, "Men der et problem med at nødlande en stor kapsel på den måde i vandet. Specielt når der er levende mennesker ombord. Kapslens vertikale fald mod havoverfladen er på cirka 40 km/timen. Det ser måske langsomt ud på filmen, men det er faktisk meget hurtigt i virkeligheden.
Hvis hver astronaut havde været i frit fald - hver for sig - ned mod vandet - kunne de have de-accellereret deres fald hastighed gradvist - ned gennem vandet. Men de sidder i en stor kapsel med meget stor bundflade - hvilket betyder at kapslen, jævnfør Arkimedes lov, ikke kan neddykkes ret meget. Det ser man også på filmen. Man kan faktisk se at kapslen maksimalt dykker cirka 50 centimeter ned i vandet.

Det betyder at hele faldhastigheden på 40 km/t skal nedbremses på kun 50 centimeter - altså over et meget kort tidsinterval. En sådan voldsom opbremsning er livsfarlig og vil medføre indre kvæstelser, medmindre de sad fastgjort i specielle "fjeder stole" eller lignende.
Men sådanne særlige fjeder stole var ikke ombord ved opsendelsen fra Florida. Så medmindre de havde mødt en Marsmand på månen, som havde solgt dem 3 styks fjederstole mod betaling i form af 3 værdiløse ENRON aktier, så har jeg svært ved at forstå, hvordan de tre astronauter kunne vandre ud af kapslen uden knubs og skrammer. Nu spørger du måske: Jamen vi så da at de sprang ud af kapslen i live ude på vandet - ikke sandt?

Hvor kom de så fra, hvis du siger, at de ikke kunne tåle faldet/landingen !? Denne detalje kræver selvsagt en god forklaring. Men den findes også.
Ifølge NASAs redegørelse skete der nemlig det, at ALLE Apollo kapsler, stik mod forventning tippede rundt efter de ramte vandet. Dette er en vigtig detalje!

Når kapslen tipper rundt i vandet, sker der nemlig det, at lugen til kapslen forsvinder helt ud af syne. Pseudo-Astronauter kan derfor komme ind i kapslen nede under vandet, og senere stige ud uden skrammer.
En anden mulighed er, at kapslen faktisk havde fjeder-stole monteret, og at der var mennesker ombord inde i den før den landede. Men en sådan "FJEDER-kapsel" var ikke med ved opsendelsen i Florida, og det leder os igen hen mod det faktum, at kapslen ikke kom fra månen, men i stedet fra en militærflyver i 10.000 kilometers højde."

Der var ikke tale om frit fald
NASA fortæller, at Apollo-modulerne kom ind i Jordens atmosfære med en hastighed på 40.000 km/t. Der er nu ikke tale om noget frit fald, fordi luftmodstanden bremser kapslen. Samtidig tager de store faldskærme endnu mere af farten, så landingen på vandet ikke sker med mere end omkring 8 m/s (32 km/t).

Det blæste kraftigt i Stillehavet den dag, og de 18 knobs vinde (cirka 36 m/s) hev faldskærmene rundt, så kapslen tippede i vandet i de 1.2 meter høje bølger.

Derfor ved vi, at månestenene er fra Månen
Der findes håndfaste beviser for, at mennesket virkelig var på Månen. Astronauterne gik rundt på Månen mellem 1969 og 1972, tog billeder -  og samlede over 400 kilo sten sammen, som blev bragt tilbage til Jorden.

"Månesten er fuldstændigt unikke," siger Dr. David McKay, chef-forsker for Planetarisk Viden-skab og Udforskning ved NASAs Johnson Rumcenter. McKay er en af videnskabsmænd, som tager sig af Lunar Sample Laboratory Facility, hvor de fleste månesten bliver opbevaret.

"De er forskellige fra Jordsten på mange måder," tilføjer han.
Sten fra Månen har næsten ingen vand i deres krystalstruktur. Forskerne har fundet glaspartikler i månesten, som blev skabt ved vulkansk aktivitet og meteornedslag på Månen for over 3 milliarder år siden. Vandet på Jorden nedbryder det vulkanske glas i løbet af kun et par millioner år.

Russerne har også været på Månen, med de ubemandede Luna 16, Luna 20 og Luna 24 missioner. De sovjetiske månemissioner bragte også sten og prøver tilbage til Jorden, som blev analyseret og ligesom NASAs måneprøver har de ikkejordisk oprindelse. Prøverne fra Månen mangler mineralet kvarts, som er meget almindeligt på Jorden. Måneprøverne er heller ikke oxiderede, som det sker på Jorden.

Arbejdede russerne og amerikanerne sammen under Den Kolde Krig?
Hvis Månelandingerne virkelig var svindel, hvorfor fandt russerne så ikke ud af det først? Eller hvorfor lavede russerne ikke deres eget svindelnummer, for at "komme først"?

Skeptikerne spørger, om konspirationsfolkene tror, at de amerikanske og sovjetiske rumagenturer samarbejdede under den Kolde Krig for at skabe en supersammensværgelse?

Det er netop, hvad Henrik Melvang mener er sket: "Mens Jorden slås med sin dommedag står Rusland og smiler til USA." Projekt Apollo er ikke en NASA sammensværgelse, men et internationalt frimurerkomplot. Mens USA officielt var i kold krig og et rumkapløb mod Sovjetunionen, så arbejdede de to "fjender" sammen bag kulisserne.

"Ifølge de officielle russiske og amerikanske kilder havde Sovjet sin Luna 15 i kredsløb om Månen, samtidig med at Apollo 11 var i kredsløb. Når vi nu ved at Apollo 11 ikke var på månen, så kan vi hermed konkludere, at Sovjet samarbejdede med USA."

Luna 15 blev opsendt fra Sovjetunionen den 13. juli 1969 og styrtede ned på månen den 21. juli 1969. Saturn V blev opsendt den 16. juli 1969, "Ørnen" landede på Månen den 20 juli og lettede igen den 21 juli 1969.

Vi kan ikke med teleskoper på Jorden se så fine detaljer på Månens overflade, at vi kan afgøre, om resterne af Apollomissionerne virkelig står der. Men både japanerne og amerikaneren har planer om at vende tilbage til Månen.

Og så får vi måske endelig svar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Er van Allen-bæltet for kraftigt til rumflyvning?
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Strålingsbyger fra Solen skaber Nordlys.

Strålingsbyger fra Solen skaber Nordlys.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
CMS - videnom sendetider 
 

Søg på Viden Om

Søge formular

 
 

Viden Om på facebook

Besøg Viden Om på facebook, og bliv fan af programmet.

 

Videnskabstemaer

Verdens vidundere

i dette tema sættes der fokus på underværker af enhver art: Fra fortidens Grækenland og den øvrige verdens, til de moderne vidundere og naturens og kulturens ditto.

 

Landets skarpeste hjerner forelæser om den russiske revolution, sushi og uendeligheden. Et helt univers på et enkelt website.

 

Lone Frank

Hulemanden i det moderne menneske

Se videnskabsserien fra sommeren 2008. I 4 programmer ser videnskabsjournalister Lone Frank på, hvordan naturvidenskaben krydser ældgamle skel...

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DR2 > VidenOm > Temaer > Konspiration

© Copyright DR 2016. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.