Hvad vil 'intelligens' sige? Den bedste definition af ordet, som kan bruges på tværs af arterne, er 'evnen til at lære'. Men hvordan måler man denne evne?
Den første IQ-test
De første intelligenstests til mennesker blev udviklet i 1905.
Men disse tidlige tests var især fokuseret på en vurdering af den enkeltes uddannelsesniveau; de undersøgte, hvad personen havde lært frem for dennes evne for at lære. Selvom moderne IQ-tests (Intelligence Quotient tests) i dag er blevet langt bedre, er der stadig vanskeligheder forbundet med at oversætte testspørgsmålene til folk med anden national og kulturel baggrund.
Og at oversætte dem til en anden dyreart er en helt anden snak.
Intelligens blandt dyr
Man skal blot kaste et blik på nogle få adfærdsmønstre fra dyreriget for at blive overbevist om, at begrebet 'intelligens' ikke er ligetil at indkredse.
Nogle dyr har en enestående evne for at lære inden for et bestemt område, og nogle kan udføre komplicerede handlinger, som ikke er mennesker beskåret.
Bi er super-navigator
Honningbien kan eksempelvis beregne ruten og afstanden fra bistadet til den rige nektarkilde, den lige er hjemvendt fra. Dernæst kan den give oplysningerne videre til andre bier ved at udføre en art 'rumpedans.' Informationerne fra denne dans er så præcise, at de andre bier nu kun har at følge de udstukne retningslinjer.
Men honningbien stopper ikke her. Den fortsætter kommunikationen i timevis og justerer hele tiden sine beregninger ved at pejle efter solen, så beregningerne passer, uanset hvor solen står.
Intelligens afhænger af arten
IQ tests til mennesker består af flere dele, der måler hhv. personens evne til at huske, personens analytiske sans, matematiske evner, sprogkundskaber og kreativitet.
Ser man på andre dyrearters egenskaber inden for hver af disse kategorier, står det klart, at de varierer kraftigt. Desuden er forskellen på dyrs medfødte adfærd så væsensforskellig, at det for det meste er umuligt at 'oversætte' en test, der er udformet til ét bestemt dyr (for eksempel et menneske) til en tilsvarende test, der kan udføres af et andet dyr (for eksempel en delfin).
Menneskehjernen har talent for sprog
Mange års forskning synes at pege på, at menneskehjernen har tilpasset sig, så den har et særligt talent for sprog.
Andre aber og delfiner synes også at have dette talent, og de har vist sig i stand til at kunne kommunikere med mennesker på vores vilkår; de har sågar kunnet forstå ordstillingen i sætninger.
Chimpanser, især bonoboerne, har sproglige evner, der svarer til et 3-årigt barns. Andre mindre sociale dyr ser ud til at mangle sprogtalentet, men har til gengæld andre talenter som for eksempel en fænomenal hukommelse.