Universets A-Z - Saturn

Cassini, en af rumforskningens nyeste udstyrsstykker, sendes af sted. Det er 1997, og et rumfartøj på fem et halvt ton sætter kursen mod Saturn. Cassini vil nå frem til denne eksotiske gigant i 2004. Det er en mission, der koster en milliard dollars.

Men hvad er baggrunden for dette kostbare og langvarige projekt? Jorden ligger kun 150 millioner km fra Solen. Vi fortsætter længere ud forbi Mars - den sidste af klippeplaneterne - krydser den brede kløft til Jupiter og når ud til Saturn.


Afstanden fra denne smukke planet til Solen er næsten ti gange så stor som afstanden fra Jorden til Solen. Et kredsløb om Solen varer næsten 30 år, og en rotation tager ti timer og et kvarter.

Saturn er den næststørste planet efter Jupiter. Saturn er så let, at hvis den dumpede ned i et enormt hav ville den flyde - og det på trods af, at den har et rumfang, der er 750 gange større end Jordens! Ligesom Jupiter er Saturn en gasplanet. 94% er brint, resten er hovedsageligt helium. Den har også de samme skybælter, men de er svære at se for tågen.

Med et særligt kamerafilter kan vi se skybælterne. De er fyldt med storme og hvirvler, og vindstyrken er kraftigere end på Jupiter: Her på Saturn blæser jetstrømmen med 1500 km i timen.

Saturns atmosfære har fem lag, hvoraf det yderste er varmedis. Herefter følger ammoniakkrystaller, ammonium hydrosulfid, vandis og vanddamp. Længere inde

finder man brint og helium, og helt inderst inde består Saturn af flydende brint - metallisk brint - og en klippefast kerne.

På afstand virker Saturns ringe florlette. I virkeligheden består de af milliarder af partikler: Fra små støvkorn til isblokke på størrelse med lastbiler. Set i et målestoksforhold, vi kan forstå, strækker ringene sig så langt ud, at det svarer til afstanden mellem Jorden og Månen.

Men de er kun en kilometer tykke. Fra Jorden ser det ud som om, Saturns ringe forandrer sig, mens planeten kredser om Solen. Det skyldes, at aksen hælder 26 grader, og derfor forsvinder ringene næsten, når de står vinkelret på Jorden.

Vores kendskab til ringene skyldes Voyagers overflyvninger først i 80'erne. De afslørede syv hovedringe, der hver er inddelt i hundredvis af mindre ringe. Voyager har også registreret mystiske, tværgående linjer i ringene, som formentlig er støv, der hvirvles op af de elektromagnetiske kræfter på planeten.

Med en stjerne som fikspunkt, optegner Voyager ringene og deres delinger. Det største mellemrum er Cassini-delingen, der er 4000 km bred. Nogle af ringene bliver holdt pænt på plads af små hyrdemåner. 

En af månerne hedder Pan og kredser i det, der hedder Encke-delingen. Men ringene er og forbliver en gåde. De er muligvis brudstykker af pulveriserede klippeblokke, der ligger så tæt på planeten, at de ikke kan samle sig som måner. I løbet af nogle få millioner år kan Saturns ringe meget vel forsvinde.

Vi kender 18 af Saturns satellitter, som fx måner. Lille Mimas er en af de mærkeligste: Is, klippe og et gigantisk krater. Hvis nedslaget havde været kraftigere, var Mimas sikkert blevet en Saturnring.

Enceladus er næsten dobbelt så stor som Mimas, men den stadig kun 500 km i diameter. Her findes issletter, som formentlig er dannet af vand, der er strømmet op fra undergrunden. Der findes måske også stadig isspringvand - for Enceladus er udsat for tidevandskræfter fra nabomånerne.

Den næste måne, Voyager støder på, er Thetys. Den er over 1000 km i diameter og har en enorm dalsprække, som man netop kan ane på den nederste halvdel. Månen Dione ligner Thetys, men dens ene halvkugle er lysere end den anden - et islandskab af kratere og spalter.

Iapetus har en halvkugle, der er kulsort, og en anden, der er snehvid. Månen Hyperion er meget lille og ligner en træt hamburger.

Saturns største måne er større end planeten Merkur. Den blev opdaget med teleskop i 1655 af den hollandske astronom Huygens ['højgens]. Månen hedder Titan, og den minder om den tidlige jordklode - bare i en dybfrossen udgave.

Titan er indhyllet i dis, men Voyager har registreret organiske molekyler: Kulstof-forbindelser som dem, der skabte liv på Jorden. Vi kan kun gisne om overfladen, for Voyager kan intet se gennem tågen.

Ved ankomsten i 2004 vil Cassini frigøre en landingssonde, der meget passende er opkaldt efter Huygens. Nedstigningen tager to en halv time. Sonden sender data til moderskibet, der sender dem videre til Jorden. Efter landingen har Huygens kun en halv times levetid. Temperaturen er nemlig minus 190 grader, der er ingen sol til solceller og det sner med ætan og metan.

Måske har Titan oceaner, der består af kulbrinte, men Huygens er også forberedt på at få sig en dukkert. Som sagt er der kun en halv time til at sende signaler i. Er det nok til, at finde ud af om Titan er et laboratorium for liv? Måske er tiden knap, men spørgsmålet i sig selv er begrundelse nok for af fuldføre denne milliardmission til Ringenes Herre.