preload loader
Hindbærsyltetøj

Foto: Egon Rix

 

Spørgsmål og svar

Hvorfor økologisk syltning?

Fordi man undgår tilsætningsstoffer, bl.a. benzoesyre som er det aktive stof i almindelige konserveringsmidler og som er stærkt allergifremkaldende.

Man undgår også de farvestoffer og fortykingsmidler, som findes i andre hjælpeprodukter til syltning.

Økologisk syltning er simpelthen bare at vende tilbage til den måde vores formødre har syltet på, og som kræver lidt mere omhu, og lidt mere viden, men til gengæld giver meget lækrere resultater.


Hvorfor sylte, tørre osv.? Hvorfor ikke bare putte det hele i fryseren?

Fordi frysning dels er meget energikrævende uden at man får andet ud af det end gamle varer. Der er ikke noget, der bliver lækrere af at blive frosset, bortset fra is, og det laver man ikke for at det skal kunne holde sig.

Dels fordi andre former for konservering giver mad, der har gennemgået en bevidst forædling, dvs. er blevet lækrere samtidig med, at det holder sig.

Det eneste der virkelig skaber mening at fryse er bær, som det er en virkelig  kvalitetsfuld luksus at kunne tage op af fryseren efterhånden, og bruge til morgenmad, friskkogt syltetøj, smoothies og desserter.


Hvilke glas kan man bruge til syltning?

Man kan bruge alle glas, hvor både glas og låg kan gøres helt rene, dvs. ikke plasticglas, og låg som er rustne eller beskadigede indvendigt.

Patentglas og flasker med gummiring og enten bøjle eller en patentlukning er perfekte. Dem kan man henkoge i direkte i lukket tilstand, for her kan overtryk slippe ud ved gummiringen. Andre glas skal man ikke lukke helt under henkogning, men først lige bagefter.

Ellers kan man bruge alle mulige brugte sylteglas, rødbedeglas osv.


Hygiejne

For at sikre at ens anstrengelser ikke mugner skal man være omhyggelig med at alt, hvad der kommer i berøring med det færdige syltetøj, er så sterilt som muligt, også øser, grydeskeer, tragte osv.


Sterilisering af glas

For at undgå at forurene syltetøj med bakterier fra glas og låg, skal begge dele være så rene som muligt, når man kommer syltetøjet i. Det kan gøres på flere måder:

Enten vasker man dem rigtig godt med vand og sæbe, skyller dem en gang med  kogende vand . Hæld så en 3-4 cl stærk sprit i glasset, luk låget på og ryst grundigt. Hæld sprutten videre over i det næste glas osv.

Eller man koger glas og låg i 10 minutter i en stor gryde kogende vand, fisker det op på et helt rent viskestykke og lader det løbe af.

Eller man steriliserer det hele i ovnen ved 120 grader i ca. 20 minutter, tager det ud og hælder syltetøjet direkte i de varme glas.

I alle tre tilfælde skal man gøre dem rene lige før brugen, så de ikke bliver fulde af bakterier igen. Men på den anden side skal man altså heller ikke være hysterisk, der er konserverende stoffer som eddike, salt, sukker, peberrod og chili i alle produkter, som godt kan klare lidt bakterier.


Påfyldning af glas.

Brug en kande eller tragt - bege dele steriliserede - til at fylde på glassene med. Det er mere præcist end en ske, så man undgår snask på siderne. Man kan godt vaske lukkede glas udenpå i varmt vand for at få snask af ydersiden.


Henkogning

Hvis man vil være helt sikker på at indholdet ikke mugner eller gærer kan man henkoge.


Kvaliteten af frugt og bær

Brug kun frugt og bær du ville spise direkte, ikke mugne og gærede bær, de holder ikke.


Hvilke frugter og bær kan jeg bruge?

Brug kun økologiske frugter og bær. Alle ikke-økologiske frugter og bær bliver sprøjtet med giftstoffer mod insekter, mod svampeangreb og andre plantesygdomme, mange, mange gange i løbet af vækstsæsonen. Desuden bliver alle ikke-økologiske frugter overfladebehandlet for at give længere holdbarhed. Det er ikke særligt lækkert at få overfladebehandlingsmidler, antibiotika og giftstoffer i sit syltetøj.

Der er minimumsgrænser for rester af pesticider og fungicider, men disse grænser er ikke 0, men fastsat ud fra hvad god landbrugsmæssig praksis dikterer, og så i øvrigt usikre skøn på hvor meget vi kan tåle. Og der findes hele tiden konventionel frugt og grønt, der overskrider grænseværdierne med flere 100%.

Pluk din frugt og grønt i økologiske pluk selv plantager, køb dem hos din grønthandler, gårdbutik, farmers marked eller supermarked. Eller dyrk dem selv, hvis du har mulighed for det.


Mug

Man må ikke spise mug under nogen omstændigheder, det er ikke sundt, men meget stærkt allergi - og kræft fremkaldende, og kan være direkte giftigt. Mug kan være et tegn på at der er svampesporer som kan udvikle aflatoxiner, som hverken kan ses eller lugtes. Toksiner er giftstoffer. Muggent syltetøj skal smides ud, uanset hvordan.

Det er ikke nok at skrabe mug af, mug formeres sig i væskeholdige ting som syltetøj og findes i hele glasset, ikke kun det man kan se.

 

Send eller anbefal link

 

Seneste opskrifter fra DR

dr.dk/mad

Chiliskolen

Læs om dyrkning af chili og chiliernes styrke

 

Mere Camilla Plum

 
 

 
 

 
 

 
 

 
 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR2 > CamillaPlum > Mad_der_holder

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.