Ole Christian Madsen er vært i DR2 Premiere
Premiere 30. november 2009 kl. 20:00
på
DR2
Den stilbevidste og prisvindende instruktør, Ole Christian Madsen, er vært i DR2 Premiere.
Ole Christian Madsen - eller OC som han kalder sig selv - fik sit helt store gennembrud som filminstruktør i 2001 med 'En Kærlighedshistorie', der red med på Dogme bølgens sidste skvulp og vandt en Bodil for Bedste Danske Film i 2002. Succesen fortsatte med kærlighedsfilmen 'Prag' og 'Nordkraft', filmatiseringen af Jacob Ejerbos roman af samme navn. De helt store filmiske skyts blev rullet i stilling i 2008 med storfilmen 'Flammen & Citronen', der med Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen i front fortalte den dramatiske og stilbevidste historie om de danske modstandshelte under Anden Verdenskrig. 'Flammen & Citronen' var en sikker kassesucces og er en dyreste dansksprogede filmproduktioner nogensinde med et budget på omkring 46 millioner kr.
Stil og stemning
Det stilsikre visuelle udtryk trådte allerede i karakter i Ole Christian Madsens tv-produktioner, der udover 'Rejseholdet' og 'Taxa' tæller den stemningsfulde TV-serie, 'Edderkoppen', der giver et gennemført dansk bud på film noir.
Ole Christian Madsen får som gæstevært i DR2 Premiere fornøjelsen af at anmelde så forskellige film som den overstiliserede og meget blodige 'Ninja Assassin', tredje og sidste akt i Stieg Larsson trilogien, 'Luftkastellet der blev sprængt', og danske Simon Stahos kompromisløse 'Kærlighedens Krigere'.
Om Ole Christian Madsen falder for stilen og stemningen i ugens tre premierefilm, kan du se i aften kl. 20 på DR2.