preload loader

Beskrivelse:

Foto:

FotoID:

Skrevet af: 

 

Send eller anbefal link

Brønderslev-sagen dokumentar

 06. juni 2011 kl. 20:00 på DR1 

Brønderslev-sagen
Mandag den 6. juni afgør nævningene skyldsspørgsmålet i Brønderslev-sagen, hvor et forældrepar står anklaget for vold, seksuelle overgreb, indespærring og grov omsorgssvigt af deres tilsammen ti børn.

DR1 Dokumentaren har fulgt to af børnene i månederne op til retssagen. For første gang fortæller den ældste datter om sine oplevelser i familien med de i alt 10 børn. DR følger de to ældste børn i forsøget på at finde svar på, hvordan det kunne gå så galt, og hvorfor ingen myndigheder greb ind over for familien.

Otte adresser på Lolland
Brønderslev-familien har levet en nomadetilværelse. I over ti år er de flyttet fra sted til sted for at undgå myndighedernes indgriben. I alt har familien boet på 12 forskellige adresser, inden sagen eksploderede i medierne.
På Lolland advarede skole, politi og naboer gennem flere år kommunen om, at noget tilsyneladende var helt galt. Alligevel kunne børnene blive hos deres forældre. Siden flyttede familien via Skanderborg til Brønderslev Kommune, hvor mønsteret gentog sig. Kommunen modtog advarsler, men tøvede med at gribe ind. Først da datteren flygtede og meldte forældrene til politiet blev det klart for alle, hvilke ekstreme forhold børnene levede under.

DR1 dokumentaren afdækker det mangeårige forløb og undersøger, hvorfor de ansvarlige kommuner ikke reagerede tidligere på de alvorlige advarsler.

Børnene vil fortælle deres historie
Michelle og Martin har som de to ældste børn valgt at stå frem i DR1 Dokumentaren og fortælle om livet i familien. De ønsker, at offentligheden skal høre deres version af forløbet.
De fortæller blandt andet om, hvilke regler de var underlagt, når det bankede på døren, og myndighederne eller andre kontaktede hjemmet. Og om dagligdagen i familien og angsten for at flygte.

"Vi har villet undersøge, om dette er en enkeltstående sag, eller om der er en generel problemstilling i forhold til den måde, kommunerne handler på", siger dokumentarchef Steen Jensen fra DR Dokumentar.

"Kommunerne har givetvis stået med en vanskelig og kompliceret sag, hvor forældrene har gjort alt for at skjule forholdene i familien. Men taberne er under alle omstændigheder børnene. Ved at kortlægge forløbet og høre de to ældste børns beretning er vores mål at rejse en debat om, hvordan den slags sager kan undgås i fremtiden", siger dokumentarchef Steen Jensen fra DR Dokumentar.

Dokumentaren sendes mandag den 6. juni kl 20.00 på DR1.

 

Udvidet adgang for pressen

Seneste fra DR Presse

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DRPresse

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.