preload loader

Beskrivelse:

Foto:

FotoID:

Send eller anbefal link

’Monte Carlo elsker jøderne'

 20. august 2013 kl. 21:15 på DR3  

Konflikten mellem Israel og Palæstina har varet i over 50 år og har skabt dybt fjendskab mellem israelere og palæstinensere. DR3 sender nu ’Monte Carlo’- drengene, Peter Falktoft og Esben Bjerre, til området for at give kanalens unge seere en ny farve på konfliktpaletten.

Først på sommeren satte Peter Falktoft og Esben Bjerre kurs mod Tel Aviv. De er ikke ligefrem eksperter i konflikten mellem Israel og Palæstina, men de er vokset op med tusindvis af nyhedsindslag fra den 50-år lange konflikt. Og trods den massive dækning undrer de sig stadig: Hvad handler konflikten egentlig om, og hvad forhindrer parterne i at slå koldt vand i blodet og mødes - bare som venner?

I otte undersøgende og uhøjtidelige programmer rejser ’ Monte Carlo’ rundt i Israel, Palæstina og Egypten og stiller nogle af de spørgsmål, som optager dem – om kultur, religion og om konflikten generelt.

Surf og demo
Der er plads til det store vingefang, når Monte Carlo tager ud i verden, og derfor skal de både til fredagsdemonstration på Vestbredden, prøve tilværelsen i det israelske militær og på surf-tur ud for Gazas kyst.

-Konflikten mellem Israel og Palæstina er for vores generation blevet lig med parter, der aldrig kunne nå til enighed. Den er dukket op i alt fra læsepensum til TV-aviser, og det er mit indtryk, at folk for længst er stoppet med at følge med. Martyrdom, partisanertørklæder, eksplosioner og våde krøller i voldsom uenighed er efterhånden lige så forudsigeligt et indslag som vejrudsigten, og jeg tror mange unge vesterlændinge med smartphones og højt hår har svært ved at forholde sig til, hvorfor man efter alle de år stadig ikke kan enes. Det forsøger vi at svare på i programmerne, siger Peter Falktoft.

Esben Bjerre fortsætter:

- Konflikten i Mellemøsten er uden sidestykke den mest dækkede konflikt, hvis vi lige glemmer 2. verdenskrig på DR2. Men som 26-årig gennemsnitlig midtjyde-i-København-med-job-og-overskud er det stadig fuldstændig umuligt at gennemskue, hvorfor vi skal blive ved med at høre efter. Jeg forstår grundlæggende ikke, hvorfor de ikke bare kan blive venner. Det meste af det, de skændes om, er jo alligevel bare gamle bøger og ruiner.

Konflikt til de unge seere
- Konflikten mellem Israel og Palæstina er meget kompleks, og gennem tiden er den blevet dækket og omtalt i rigt mål. På DR3 gør vi det nu på en noget anderledes måde med håbet om at nuancere billedet af konflikten. Både fordi målgruppen er yngre og sjældne brugere af traditionelle nyheder, og fordi kanalen generelt gerne vil gå til dén type stof med en blanding af nysgerrighed, humor og kærligt kritiske betragtninger. Det er mit mål, at programmerne skal gøre DR3's seere klogere på Israel-Palæstina konflikten, siger kanalredaktør for DR3, Irene Strøyer.

Det er ikke første gang, Monte Carlo-drengene stikker hånden i en politisk hvepserede. Tidligere på året besøgte ’Monte Carlo’ Putins Rusland, for at kopiere levemanden Vladimir Putins livsstil. Nu er turen altså kommet til Israel og Palæstina. ’Monte Carlos’ besøg bliver til otte programmer på DR3 og har premiere den 20. august klokken 21.15.

 

 

Udvidet adgang for pressen

Seneste fra DR Presse

 
 
 
Du er her: dr.dk > DRPresse

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.