preload loader

Send eller anbefal link

Uskyldens år

Uskyldens år 07. april 2002 kl. 22:00 på DR1 

Kærlighed til døden, flammende lidenskab, udspekulerede intriger og tab, som ingen kan se, er ingredienserne i "Uskyldens år". Amerikansk kærlighedsdrama fra 1993 med Michelle Pfeiffer og Winona Ryder

Daniel Day-Lewis er den altid korrekte Newland Archer, der fanges mellem to kvinder og to verdener i Martin Scorseses filmatisering af Edith Whartons roman "Uskyldens år". De to kvinder er Michelle Pfeiffer som den lidenskabelige Ellen Olenska og Winona Ryder som den tilsyneladende uskyldige May Welland, der alligevel forstår at spille på de sociale konventioner i sin kamp for at fastholde sin Newland Archer.

Netop på den dag, hvor Newland Archer vil bekendtgøre sin forlovelse med den yndige May Welland, møder han hendes eksotiske kusine, Ellen Olenska. Ellen er netop vendt tilbage til New York fra Europa efter at have forladt sin mand, Baron Olenski. Som fraskilt kvinde har hun svært ved at finde fodfæste i storbyens society-liv, og Newland Archer beslutter sig for at hjælpe hende. Men det er ikke af ren medlidenhed, og Archers interesse for Ellen kan få konsekvenser for det forestående ægteskab.

Umiddelbart virkede det ikke oplagt, at det skulle blive Martin Scorsese, der instruerede historien om den uerfarne Newland Archer, der bliver fanget i et socialt edderkoppespind, hvor han ikke længere er i stand til at handle frit. Scorsese har med film som "Taxi Driver", "Raging Bull" og "Goodfellas" nemlig specialiseret sig i at beskrive storbyens neurotiske helte, der med en indestængt vrede som eneste brændstof hvert øjeblik truer med at eksplodere i vold og ødelæggelse. Heldigvis er instruktøren fra New York også en romantiker med forstand på det, der foregår under overfladen. Han ved, at lidenskaben ofte bliver større ved ikke at udløses i handling, og på den måde er han muligvis den perfekte instruktør af Edith Whartons roman, som han har valgt at være uhyre trofast mod ved i høj grad at lade skuespillerne afsløre Newland, May og Ellens sjæleliv uden at anvende ord. På den måde bliver det Daniel Day-Lewis, der med små bevægelser skal gestalte både hovedpersonens køligt rolige facade og hans indre turbulens.

Ud over de tre veloplagte stjerner medvirker bl.a. Geraldine Chaplin, Mary Beth Hurt og Richard E. Grant.

Originaltitel: The Age of Innocence

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DRPresse > Artikler

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.