Se dagens lys
Se dagens lys 09. juni 2003 kl. 21:15
på DR1 DR1 fejrer pinsen med Wikke & Rasmussens nye film, frit
efter Svend Åge Madsens roman, om det såkaldte
udskiftnings-samfund, hvor alle hver dag vågner til et splinternyt
liv. Men en dag forelsker to mennesker sig i hinanden og vil være
sammen for altid.
Det er længe siden, der har været
danskproduceret science fiction i tv, men nu er tiden inde. Michael
Wikke & Steen Rasmussen har udviklet Svend Åge Madsens
fremtidsroman
”Se dagens lys” til en tv-film, som har tv-premiere på DR1 mandag
9. juni, 2. pinsedag, kl. 21.15.
Filmen, der har Kaya Brüel og Jens Jørn Spottag i hovedrollerne, er
den første filmatisering nogensinde af en af Svend Åge Madsens
romaner. Samtidig er den Kaya Brüels debutfilm. Visuelt er "Se
dagens lys" en fantastisk oplevelse, og stemningsmæssigt svinger
den på sin egen specielle facon mellem det komiske og det
mareridtsagtige fremtidsscenarie.
Nyt liv hver dag
I en ikke så fjern fremtid er vores
nuværende samfund erstattet af udskiftnings-samfundet, som i al sin
enkelhed går ud på, at alle får et nyt liv hver eneste dag.
Når hovedpersonen Elef om morgenen slår øjnene op, starter en
splinterny dag - med ny bolig, ny kone, nye børn, nyt arbejde og
nye venner. Han lever en dag igennem med dette liv og tager så til
aften en såkaldt natpille, som lægger ham i dyb søvn. Om natten
transporteres han og alle andre rundt af samfundets nathold til en
ny adresse og et nyt liv - og sådan lever han, som alle andre, i
evigt skiftende livsomstændigheder.
Alle er tilsyneladende lykkelige i udskiftningssamfundet, hvor
samfundscomputeren Madam Datam sørger for, at ingen kommer til at
tilbringe mere end en enkelt dag med samme familie, job og bolig -
alt er friskt og uprøvet, ingen dagen dør hen i rutiner. Her findes
ingen jalousi og ingen stræben efter materielle goder. Overfladiske
bekymringer om status og penge er fejet til side, mens glæden ved
at møde nye spændende mennesker er sat i stedet.
De elskende mod Madam Datam
Elef lever således
lykkeligt i udskiftningssamfundet, indtil han en dag vågner ved
siden af Maya.
De to oplever straks en samhørighed - deres
betagelse af hinanden udvikler sig til dyb forelskelse, og de
ønsker at leve sammen mere end den ene dag, som er tilladt af Madam
Datam. Da det lykkes Elef at snyde sig til en dag mere sammen med
Maya, beslutter de sig for at følge deres hjerte og bryde ud af
systemet, trods omverdenens fordømmelse. Og så starter Elefs og
Mayas kamp for at være sammen, deres søgen efter ligesindede og
deres flugt fra de indbyggede kontrolinstanser.
Systemets hævn
Da de møder en mystisk ældre kvinde,
Varinka, som hjælper dem til en lejlighed, som skulle ligge udenfor
udskiftningssamfundet, ser deres plan om et fortsat liv sammen ud
til at lykkes for dem - men systemet tager en grusom hævn over dem.
Det store spørgsmål er nu, om de magter at tage kampen mod
udskiftningssamfundet op igen - og om de i givet fald overhovedet
har mulighed for at vinde den?
Stjernebesat rolleliste
De to hovedroller som Elef og
Maya, som må kæmpe for deres kærlighed, spilles af Jens
Jørn Spottag og Kaya Brüel, mens
Vigga Bro har rollen som den mystiske ældre kvinde
Varinka, og Elin Reimer spiller en ganske speciel
mor, som har sin egen måde at tackle systemet på. Blandt de mange
øvrige medvirkende er Ole Thestrup, Helle Virkner, Vera
Gebuhr, Anders W. Berthelsen, Marina Bouras, Helene Egelund, Birgit
Sadolin, Thomas Bo Larsen, Charlotte Munck, Trine Pallesen, Nicolaj
Kopernikus, Stine Stengade, Steen Stig Lommer, Lars Mikkelsen og
Charlotte Fich.
Det skæve makkerpar
Michael Wikke & Steen
Rasmussen har skrevet manuskriptet frit efter Svend Åge Madsens
roman og har også selv instrueret. Wikke & Rasmussen er
velkendte film- og tv-kunstnere med en lang række ’knækkede
komiske’ film og programmer bag sig - bl.a. tv-serierne på DR
”Tonny Toupé Show” (85), ”Sonny Soufflé Chok Show” (86), ”Ronnie
Rosé si’r helt go’nat” (88), ”Johansens sidste ugudelige dage”
(88), ”Søren Kierkegaard roadshow” (90), og TV 2 Zulus ”Den røde
citron” (2001) samt spillefilmene ”Russian Pizza Blues” (92),
”Hannibal & Jerry” (97), ”Motello” (98) og ”Flyvende farmor”
(2001). På det seneste er de to vendt tilbage til radiomediet med
deres autoradiodrama ”Særløse Overdrev”, hvor man frem til påske
kunne følge dem dagligt på DR P4 som kriminalassistenterne
Rosenkrans og Gyldenstjerne.
Arne Jacobsens fingeraftryk
”Se dagens lys” har en
ganske speciel scenografisk ide. Hele fremtidsscenografien er sat i
dansk klassisk arkitektur, idet alle benyttede locations er skabt
af arkitekten Arne Jacobsen. Scenograferne
Søren Breum og Tanja
Lauridsen har ligeledes ladet sig inspirere af Arne
Jacobsen ved opbygningen af filmens interiører, hvor langt
størstedelen af de benyttede rekvisitter og møbler er design fra
Arne Jacobsens hånd. Filmen byder således, som en sidegevinst, på
en hyldest til en af vores største arkitekter gennem tiderne.
”Se dagens lys” er fotograferet af
Dirk Brüel, mens musikken er komponeret af
Pelding med Kaya Brüel som
solist.