preload loader

Send eller anbefal link

Store danskere - Niels Bohr (2:4)

Store danskere - Niels Bohr (2:4) 13. januar 2004 kl. 19:20 på DR2 

Niels Bohr var den store leder af atomfysikkens guldalder. Han satte København på verdenskortet og så atombomben blive til virkelighed. Den gav ham en mission: At lære verdens mægtigste mænd at holde fred. DR2 tegner et portræt af den store dansker.

Året er 1944. Churchill forbereder D-dagen - de allieredes landgang i det tysk besatte Europa. Han bliver afbrudt. I døren står en dansk atomfysiker og giver ham gode råd om fremtidens udenrigspolitik. Men det er svært at høre, hvad han siger, og Churchill mister tålmodigheden og skælder ud. Men Niels Bohr er ikke en mand, der lader sig slå ud.

Niels Bohr gik hele vejen, når han vidste, han havde ret. Han gik til sagen med en helt usædvanlig tillid til verden og ikke mindst til sig selv. Det havde han også god grund til, for livet var forelsket i ham. Han havde familien bag sig og tidsånden med sig: 20erne var en god tid.

Niels Bohr var stædig og kompromisløs. Han kunne få selv de mest begavede fysikere til at græde i sin søgen efter perfektionen. Men hans person havde en uforklarlig tiltrækningskraft. Han ”virkede” på de mennesker, han var sammen med - de ønskede at yde mere, de følte sig på en sær måde løftet, og klogere end ellers.

København på verdenskortet
Pengene var ikke noget problem for Niels Bohr og der var nok til, at han kunne skabe sin drøm: Sit helt eget institut hvor videnskaben kunne blomstre - og det gjorde den: Når det gjaldt fysik, var København og Bohrs institut det sted, man gerne ville være.

Bohr satte Københavnerskolen på verdenskortet og sig selv blandt verdenshistorien fem største i udforskningen af naturens mysterier. En af de andre var Albert Einstein. Han var en af de eneste, der kunne forstå Bohrs nye og vilde teorier - og han var dybt uenig med Bohr. Bohr var lykkelig, for han elskede udfordringer, og han vidste, at han havde ret:

Bohrs mission med bomben
Det var atomfysikkens guldalder, og den kulminerede under 2. verdenskrig. I et helligt øde landskab i New Mexico fandt Niels Bohr sine gamle elever, kolleger og venner i gang med et projekt, der udfordrede forstanden. De byggede atombomben.

Det blev starten på Niels Bohrs store mission. Det var hans videnskab, der havde banet vejen frem til denne fantastiske eksplosion, og han gik ud for at revolutionere den politiske scene.

Han følte sig ansvarlig for menneskeheden, for det så ud til, at politikerne helt havde misforstået situationen: Atombomben var ikke noget våben - den var beregnet til at skabe fred. Han gik direkte ind på øverste etage - for at tale verdens største mænd til fornuft i fuldkommen tillid til, at de ville give ham ret.

Men tiden var ikke til tillid. Der var kold krig, og selve Bohrs åbenhed var mistænkelig. I stedet for at give ham ret, skældte de ham ud. De holdt ham hen og anklagede ham for at være russisk spion. Men Niels Bohr gav ikke op. Han kæmpede for sin overbevisning til sin død, for han var en mand, der havde ret.

I programmet medvirker, foruden de mennesker, der har arbejdet mest med hans tanker og person, sønnen Aage Bohr.

Tilrettelæggelse Lone Leegaard

 

Udvidet adgang for pressen

Seneste fra DR Presse

 
 
 
Du er her: dr.dk > DRPresse > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.