Det store år (1:6) - Ny dokumentarserie
14. august 2007 kl. 20:30
på DR1 Kærestesorg, skideballer, ambitioner, sammenhold og bevægelse.
Ny dokumentarserie på DR1 skildrer livets mest følsomme periode:
overgangen fra barn til voksen.
Gennem et helt år har DR fulgt fire unge
mennesker på den dannelsesrejse det er at blive voksen.
De er på vej ud af barndommen og ind i voksenlivet med al den
følsomhed, usikkerhed, ubændig vilje og livskraft som hører til at
være 15-16 år. Lige nu, hvor de også er på vej til at blive formet
i den skabelon, der hedder et voksenliv.
De fire unge er Julia fra Holbæk, Jakob fra
Vorbasse, Sabrina fra Vejle og Christian fra Brejning. Smeltediglen
er Skamlingsbanke Ungdomsskole i Sønderjylland. Her skal de bo
sammen med 86 ukendte jævnaldrende, og de skal dele værelse med en
fremmed.
- Vi har været med, når de har pjækket, fået
skideballer, været til samtaler, fået de første kys af den nye
kæreste, når de har siddet i sengen med halsen fuld af sugemærker,
når de første gang har præsenteret kæresten hjemme for mor, når de
har holdt elevfest, været på skitur, når de har været til eksamen
og grint eller grædt over resultatet, og vi har fulgt de tårevædede
ansigter på den sidste dag Store Grædedag, fortæller Kristine
Sølling Møller. Hun har sammen med Anders Aamand fulgt de unge og
tilrettelagt serien, som er i seks afsnit.
Fra ung til voksen
I første afsnit
tager de fire unge hovedpersoner det første skridt væk fra far og
mor, vennerne og alt det velkendte derhjemme og flytter ind på
Skamlingsbanke Ungdomsskole. Allerede efter tre dage af skoleåret
bliver Christian og Jakob et punkt på lærermødet, og snart får de
årets første skideballe. Julia kæmper med hjemveen, og Sabrina
prøver at acceptere, at hun er omgivet af en flok piger, der ligner
dem hun mindst kan li’ - nemlig poptøser.
Senere står den på kærestesorger, problemer
med disciplinen og masser af personlige udfordringer på vejen til
voksenlivet. Bl.a. skal den lidt generte og tilbageholdende Julia
spille en vovet hovedrolle i en musical, og Christian kæmper med
skolens regler, mens Jakob må redegøre for sit kristne livssyn, og
ved årets slutning kæmper Sabrina med tårnhøje ambitioner og
eksamensangst.
Dokumentarserien er tilrettelagt af Kristine
Sølling Møller og Anders Aamand.