preload loader

Beskrivelse:

Foto:

FotoID:

Send eller anbefal link

Kommunalvalg: Få stemmesedlen på din egen hjemmeside

2009-10-08

Op til kommunalvalget åbner DR som sædvanligt en oversigt over samtlige kandidater. Men denne gang deler DR også ud af ”stemmesedlerne”, så man vise på sit eget site, hvem der stiller op.

DR forventer, at ca. 7-8000 kandidater stiller op til valget. De 6800 er allerede synlige i databasen, og resten bliver lagt ind efterhånden som de sidste lokallister og lokale partiforeninger melder ind med kandidatnavnene.

Den nye mulighed vil betyde, at mange vil komme til at se stemmesedlen uden nødvendigvis at komme forbi DRs hjemmeside. Men det er ikke afgørende, siger Ernst Poulsen, der er nyhedsredaktør i dr.dk chefredaktionen. ”Det afgørende er, at DR kommer med et tilbud, som kan bruges af danskerne. Og hvis vi kan hjælpe til, at folk får et bedre overblik før valget, så har vi forhåbentlig gjort en stor forskel.”

Det betyder at vælgerne vil få et overblik over stemmesedlen halvanden måned før valget. Kandidaterne er allerede i gang med at skrive om deres mærkesager og holdninger samt links til deres hjemmesider eller blogs. DR håber på, at to ud af tre kandidater udfylder profil-siderne.

Det bliver også muligt for vælgerne at svare på 15 spørgsmål og få at vide, hvilke politikere der er tættest på at matche de samme holdninger. Her vil det også være muligt at klikke sig videre til de enkelte politiker-profiler.

De scripts, som DR i første omgang tilbyder frit, gør det muligt for f.eks. en avis eller et lokalt bibliotek at vise stemmesedlerne til de lokale kommunalvalg og regionsvalg der er interessante i området. Samtidigt kan et site, der har brugere fra hele landet vælge at lave en indgang til samtlige 98 kommunale stemmesedler.

Den første avis, der har nået at indlejre stemmesedlerne på de lokale sider, er det regionale dagblad JydskeVestkysten på www.jv.dk. JydskeVestkysten er det største dagblad i Syd- og Sønderjylland.

Et andet initiativ kommer fra informationsarkitekten Søren Johannessen, som blogger på www.microformats.dk, og som på frivillig basis har integreret DRs stemmesedler med Google Earth, så man kan få et overblik over samtlige stemmesedler på én gang.

De lokale webredaktører bestemmer selv, hvordan stemmesedlerne skal pakkes ind. ”Vi glæder vi os til at se, hvilke ideer webredaktører på andre sites har, siger Christian Badse, der som kreativ projektleder i DR Interaktiv Produktion står for den tekniske del af løsningen.

Skulle man være kommet af sted hjemmefra på valgdagen uden af have tjekket hjemmesiden, så har man faktisk mulighed for at læse om kandidaterne på mobiltelefonen på DRs mobilsite: m.dr.dk/kv. To uger før selve valgdagen kommer samtlige kandidater også på DRs tekst-tv side 800.

DRs kandidatdatabase og øvrige valgdækning findes på www.dr.dk/valg. Her er det også muligt at læse mere om, hvordan man laver udtræk til sin egen hjemmeside.

 

Udvidet adgang for pressen

Seneste fra DR Presse

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DRPresse > Artikler

© Copyright DR 2013. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.