Tv-serien Arn kommer efter Livvagterne
14. marts 2010 kl. 20:00
på DR1 Indhold: Drama og serierDR1 viser seks søndage kl. 20.00 den svenske dramaserie Arn baseret på Jan Guillous tre romaner.
Ridderdramaet om Arn er instrueret af danske Peter Flinth, som debuterede med sin første spillefilm ’Ørnens øje’ i 1997 - filmen modtog ikke færre end fem Robert-priser. Flinth har siden instrueret bl.a. ’Olsen Banden Junior’, ’Fakiren fra Bilbao’ og den svenske Wallander-krimi ’Mastermind’.
Arn er den dyreste tv-produktion i Skandinavien til dato.
- Det har været enestående at arbejde med så omfangsrig en skandinavisk co-produktion, som Arn er. Alle de skandinaviske lande er repræsenteret på holdet og det har været en styrke for den kreative proces og for historien. Tv-serien fortæller hele sagaen om Arn og har flere scener med end de to spillefilm. Den er selvfølgelig også klippet anderledes, fordi der er seks afsnit og spændingen skal holdes, samtidig med at dele af handlingen afrundes, siger Peter Flinth, instruktør af Arn.
Jacob Cedergren og Thomas W. Gabrielsson er blandt de medvirkende i Arn. Det betyder, at seerne fortsat kan nyde Thomas W. Gabrielsson, som har spillet Leon Hartvig i Livvagterne.
Blandt de svenske medvirkende er Stellan Skarsgård, Michael Nyqvist, Bibi Andersson og Sven-Bertil Taube.
En heltesaga
Historien om Arn er baseret på Jan Guillous fortællinger om den svenske korsridder Arn Magnusson. Guillou blander fiktion og historiske fakta med referencer til virkelige hændelser og personer fra tiden omkring år 1100. Serien byder på et væld af tapre riddere, stærke dronninger og forrædderiske konger. Det er en episk heltesaga om krig og intriger, venskab og forrædderi og det største af alt - kærligheden.
Handlingen
Arn bliver født i år 1150 på storgården Arnäs i Vestre Götaland. På det tidspunkt er landet præget af kampe mellem rivaliserende slægter. Da Arn som syv-årig mirakuløst overlever en ulykke, beslutter hans forældre at sende ham til klosteret Varnhem, som taksigelse og hyldest til Gud for hans overlevelse. Her får den afholdte Broder Guilbert hurtigt blik for drengens særlige evner og bliver hans mentor. Broder Guilbert lærer Arn at bruge sit intellekt lige så dygtigt, som han bruger sit sværd. Da Arn fylder 18 år, forlader han klosteret og vender tilbage til sin familie. På vejen hjem møder han for første gang den smukke Cecilie, som skal vise sig at blive hans skæbne.
Arn har tidligere været vist i biografen som to spillefilm, og er efterfølgende udsendt på dvd.