preload loader

Beskrivelse:

Foto:

FotoID:

Send eller anbefal link

Historisk samarbejde om opera

18. mar. 2010 15.40 Opdat.: 19. mar. 2010 08.58

DR og Det Kongelige Teater indgår et historisk samarbejde om opera og Det Kongelige Kapel.

Nu bliver det muligt at få de store operaoplevelser og møde de danske operastjerner, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel også selvom man ikke har løst billet til de forreste rækker i Det Kongelige Teater. I de kommende to år vil DR sende udvalgte operaopsætninger fra Det Kongelige Teater på tv, radio og web. Dermed får endnu flere danskere mulighed for at nyde operaens verden.

Hvert år producerer Det Kongelige Teater en række operaopsætninger af høj kunstnerisk kvalitet. Gennem det nye samarbejde mellem Det Kongelige Teater og DR kommer disse store opsætninger nu ud til et langt bredere publikum end tidligere.

På mange kanaler og på mange måder

Gennem de kommende to år vil DR blandt andet vise Kasper Holtens meget roste opsætning af Wagners storværk Nibelungens Ring og Bo Holtens nyskrevne opera Livlægens besøg for blot at nævne få af de musikalske højdepunkter.

På nuværende tidspunkt er syv forskellige operaopsætninger programsat til tv-udsendelse. Alle vil blive vist på DR K og på dr.dk. En række af de kommende sæsoners operaer vil desuden blive sendt direkte på DRs radiokanal P2, hvor man også vil kunne møde en del af kunstnerne bag opsætningerne. Dette er kun begyndelsen på det ambitiøse og langsigtede samarbejde mellem de to institutioner.

Opera også for nybegyndere

Det nye samarbejde indebærer et øget fokus på opera på DRs sendeflader. I september 2010 byder DR på en storstilet operauge, der involverer både radio (P2 og P4), tv (DR2 og DR K) og web. Senere vil man blandt andet kunne opleve en nyproduceret dokumentarfilm om tilblivelsen af Poul Ruders' kommende operaadaption af Lars von Triers Dancer in the Dark, en opera som i øvrigt transmitteres live på P2 i samme forbindelse.

Der vil også løbende blive vist forskellige former for introduktion til de viste operaer, så også nybegyndere kan være med.

DRs kulturdirektør Morten Hesselsdal siger om samarbejdet: "DR og Det Kongelige Teater er to af Danmarks største kulturinstitutioner, og vi har en forpligtelse til at sikre, at så mange danskere som muligt får glæde af den høje kvalitet, der er i danske operaproduktioner".

Også DRs mediedirektør, Mikael Kamber, glæder sig over aftalen: "Med dette samarbejde er det ikke bare muligt at nå ud til de mange operafans i Danmark, men også at nå lyttere, seere og netbrugere, der måske ikke tidligere har interesseret sig for opera."


Fakta om samarbejdet:

* Samarbejdet indebærer som minimum visningen af 7 operaer på DR K og dr.dk og 6 transmissioner på P2.

* Blandt de operaer man kommer til at kunne opleve på tv er: Nibelungens ring (fire operaer af Wagner), Partenope (Händel), Livlægens besøg (Bo Holten), Tannhäuser (Wagner).

* Blandt de operaer man kommer til at kunne opleve i radio er: Dancer in the Dark (Poul Ruders), Jephtha (Händel), Boris Godunov (Mussorgskij).

* På dr.dk/opera vil man løbende kunne finde introduktioner, baggrundsmateriale, kunstnerportrætter og anden info om de enkelte operaer.

* Man vil løbende på både tv, i radio og på web kunne opleve introduktioner til de enkelte operaer, interviews med nogle af kunstnerne m.m.

* Der vil løbende blive audio-podcastet uddrag for udvalgte operaer.

* I september 2010 vil man kunne opleve en storstilet operauge på DR. Ugen sættes i gang på P4's Cafe Hack - et af Danmarks mest lyttede radio-programmer - og spreder sig derfra ud over sendefladen til DR K, P2 og dr.dk.

* Senere på året vil man blandt andet kunne opleve en dokumentar om tilblivelsen af Poul Ruders operaadaption af Dancer in the Dark.

* Det Kongelige Teater og DR har også indgået aftale om, at Det Kongelige Kapel spiller i Koncerthuset og at P2 transmitterer koncerterne på P2. Der er lavet aftale om 8 koncerttransmissioner, lytterne vil blandt andet får glæde af dirigenten Michael Boder og sopranen Anja Kampe i Strauss, Vier letze Lieder. Dirigenten Lothar Koenigs der dirigerer Tjajkovskij, 5. symfoni. Pinchas Zukerman og Amanda Forsyth der spiller Brahms, dobbeltkoncert for violin og cello og Michael Schønwandt der dirigerer Mahler, 2. symfoni.

 

 

 

Konkret indhold i aftalen

Konkret indhold i aftalen mellem DKT og DR

Operaer på tv og dr.dk
DR vil på dr.dk og DR K vise Wagners 'Nibelungens Ring' (4 operaer), Händels 'Partenope', Bo Holtens 'Livlægens besøg', Wagners 'Tannhäuser' samt evt. Rued Langgaards 'Antikrist'. DR forventer at vise operaerne 6 gange hver, men har i alt ret til 12 visninger af hver opera i aftaleperioden. Hver opera vil kunne ses på nettet i op til 4 uger, og uddrag af hver opera vil blive audio-podcastet i en uge i forbindelse med en af udsendelserne på tv, dog undtaget 'Partenope'. Operaerne er produceret til tv og DVD af Det Kongelige Teater og Cubus Film med støtte fra en række fonde og sponsorer.

Øvrige DR-initiativer

DR-temauge om opera
DR vil lancere en større temauge om opera på DRs medier i september 2010 - den programmæssige kerne i temaugen vil findes på P2, dr.dk og DRK, men der vil også blive sendt programmer på P4, hvor man f.eks. vil indlede temaugen i Danmarks mest lyttede radioprogram, Cafe Hack.

Ny stor opera-dokumentar: Dancer in the Dark
Da det for lidt over tre år siden stod klart, at Poul Ruders ville komponere en opera over Lars von Triers 'Dancer in the Dark', sprang DR til for at følge processen fra komponistens hånd og til selve scenen. Resultatet bliver en unik dokumentarfilm, produceret af Cubus Film for DR. I dokumentaren vil indgå optagelser fra Poul Ruders' arbejdsværelse, fra møder med librettisten (Henrik Engelbrecht - kommende musikchef for Tivoli) og fra møder og prøver med Ylva Kihlberg, som synger operaens hovedrolle, Selma. Poul Ruders' opera 'Dancer in the Dark' har urpremiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i sæsonen 2010/2011. Musikken er komponeret for et lille orkester på 35 musikere.

Nyproducerede tv-introduktioner
DR vil til hver opera på tv producere introduktioner ved Kasper Holten, eller undtagelsesvis ved en anden relevant, operakyndig formidler, efter gensidig aftale.

Operafolk ind på P2
I forbindelse med førstegangsudsendelsen af de ovenfor nævnte operaer på tv inviteres solist, korsanger, musiker, instruktør, dirigent eller operachef ind som gæster på P2.

Operapræsentationer på dr.dk
DR vil præsentere de operaer, som sendes på tv, på dr.dk/opera. Eksempelvis med portrætter af solister, korsangere eller øvrige medvirkende samt med små klip fra forestillingen.

DR markedsfører opera-indhold
Temaugen om opera og de øvrige visninger af opera bliver bakket op af en massiv radio- og tv-kampagne på DRs flader.

Operatransmissioner i radioen
DR vil endvidere optage og udsende (på P2) minimum 6 af Det Kongelige Teaters operaforestillinger i de kommende 2 år. Det gælder bl.a. Händels 'Jephta', Poul Ruders 'Dancer in the Dark' og Mussorgskijs 'Boris Godunov'. Radiotransmissionerne vil via EBU blive udsendt i hele Europa. I forbindelse med de radiotransmitterede operapremierer på Det Kongelige Teater vil man kunne møde en del af de medvirkende bag forestillingerne på P2. Dette vil typisk foregå i kanalens dag- eller aftenprogrammer. De medvirkende kunstnere vil også blive præsenteret på dr.dk.

Nyt tv-koncept for kunstnerportrætter
Det Kongelige Teater og DR har desuden aftalt at udvikle et nyt tv-koncept for kunstnerportrætter af kunstnere fra Det Kongelige Teater.  Planen er, at programmerne skal produceres af og tilhøre Det Kongelige Teater, mens DR stiller en redaktør til rådighed og arrangerer én eller flere udviklingsworkshops med institutionens bedste folk på området. Når et tilfredsstillende koncept er udviklet, er det hensigten at producere et antal portrætter á ca. 30 minutters varighed.

Det Kongelige Kapel i Koncerthuset - og på P2
Endelige har Det Kongelige Teater og DR også indgået aftale om, at Det Kongelige Kapel spiller i Koncerthuset og at P2 transmitterer koncerterne på P2. Der er lavet aftale om 8 koncerttransmissioner, lytterne vil blandt andet får glæde af dirigenten Michael Boder og sopranen Anja Kampe i Strauss, Vier letze Lieder. Dirigenten Lothar Koenigs der dirigerer Tjajkovskij, 5. symfoni. Pinchas Zukerman og Amanda Forsyth der spiller Brahms, dobbeltkoncert for violin og cello og Michael Schønwandt der dirigerer Mahler, 2. symfoni.

 

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DRPresse > Artikler

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.