preload loader

Send eller anbefal link

Livets planet: Unik BBC-naturdokumentar

 25. april 2010 kl. 20:00 på DR1 

DR1 og DR HD byder seerne med på en enestående dokumentarisk rejse, midt ind i Jordens millioner af dyrearters fantastiske og endeløse kamp for livet. 'Livets Planet' er en serie i ti afsnit, lanceret af BBC i 2009, som skildrer en lang række af de utrolige strategier, som arterne har måttet udvikle for at sikre deres overlevelse.

Overlevelse kræver kreativitet
På planeten Jorden findes mere end tredive millioner forskellige arter af dyr, og hver eneste art kæmper sin egen uendelige og ofte meget opfindsomme kamp for at overleve. Delfiner af arten øresvin har opfundet en helt ny fangstmetode, der - indtil byttedyrene lærer at tage sig i agt - giver øresvinene en fordel i overlevelseskampen.

Nogle geparder er begyndt at samarbejde om at nedlægge deres bytte, i stedet for at jage alene, mens kapucineraber bruger otte år på at lære at finde og bruge de redskaber, der skal til for at fravriste koglepalmen dens frugter.

Den største udfordring for alle dyr er dog at sikre artens overlevelse, ved at formere sig og opfostre ungerne. Det kræver tit en fantastisk opofrelse fra forældrenes side, men dybest set er meningen med livet for hvert eneste individ at sende sine gener videre og sikre artens beståen i fremtiden.

Dramatiske kampe og pudsige skabninger
'Livets Planet' viser en lang række fantastiske optagelser af dyrearternes livtag med disse mange udfordringer, fra pukkelhvalernes dramatiske parringskampe over de kæmpestore Humboldt-blæksprutters fælles, natlige jagtudflugter til den legendariske Komodovaran, der nedlægger byttedyr så store som okser.

Serien lader også seerne stifte bekendtskab med så besynderlige skabninger som den stjernenæsede, nordamerikanske muldvarp, den stilkøjede flue og den pudsige, tangplantelignende slægtning til søhesten, sødragen, ligesom den rummer mange spektakulære sekvenser hvor f.eks. millioner af flyvende hunde nærmest formørker Zambias himmel, en veritabel hær af isbjørne holder fælles festmiddag på en hval og en milliard sommerfugle dækker en hel skov i Mexico.

150 optage-rejser på 7 kontinenter
Seriens ti afsnit er filmet i HD - hvilket seere med HD-ready fjernsyn naturligvis vil kunne nyde godt af ti søndage i træk på DR HD - med nye og banebrydende kamerateknikker og viser helt nye sider af de vidt forskellige dyrearters ekstreme indsats i kampen for livet. Serien tog fire år at producere, med et års omfattende research og næsten tre års filmning, med i alt 150 individuelle optagelsesrejser på samtlige syv kontinenter, hvoraf flere ligefrem havde karakter af egentlige ekspeditioner til nogle af klodens fjerneste og mest uvejsomme områder.

Gråbøl speaker
Skuespilleren Sofie Gråbøl lægger dansk stemme til seriens fantastiske fortælling - den britiske originalversion blev speaket af Sir David Attenborough, mens Oprah Winfrey stod for den amerikanske udgave.

Musikken til 'Livets planet' er skabt specielt til serien af den prisbelønnede komponist George Fenton, som også stod bag temamusikken til BBC-serierne 'Vores planet' (Planet Earth) og 'Den Blå Planet' (The Blue Planet).

 

Udvidet adgang for pressen

Seneste fra DR Presse

 
 
 
Du er her: dr.dk > DRPresse > Artikler

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.