preload loader

Beskrivelse:

Foto:

FotoID:

Skrevet af: 

 

Send eller anbefal link

Broen - Nyt drama på DR1

 28. september 2011 kl. 20:00 på DR1  

Liget af en kvinde bliver fundet midt på Øresundsbroen - nøjagtig på grænsen mellem Sverige og Danmark.

Saga Norén (Sofia Helin) fra Länskrim Malmø og Martin Rohde (Kim Bodnia) fra Københavns Politi bliver begge kaldt ud til gerningsstedet, hvor det, som først ser ud til at være et mord, snart viser sig snart at være to. Overkroppen tilhører nemlig en kendt svensk politiker og underkroppen en dansk prostitueret.

Det bliver til et møde mellem to nationaliteter og to meget forskellige politifolk, som sammen får til opgave at opklare det bestialske mord. Kvinderne på broen er kun det første i en række af spektakulære mord, og snart går det op for det umage makkerpar, Martin Rohde og Saga Norén at her er tale om en stribe forbrydelser med politiske motiver. En intens jagt sættes ind på gerningsmændene og Saga og Martin trækkes rundt mellem København og Malmø i noget, der viser sig, at være en udspekuleret og ondsindet drejebog.

Hvem står bag? Er det organiseret hævn eller en gal mands værk?

Primetime i Sverige og Danmark
Den dansk-svenske serie er på ti afsnit og den hidtil største samproduktion på tv-fronten, der er lavet mellem Sverige og Danmark både foran og bag kameraet.

Instruktøren er dansk, hovedforfatteren er svensk, holdet og spillerne er 50/50 dansk svensk, så det er i sandhed et filmisk øresundssamarbejde.

Serien vises onsdag aften med en uges forskydning i de to lande og er uegnet for børn.
- Det er første gang en dramaproduktion decideret er tænkt halvt svensk og halvt dansk og det har givet noget særligt at forene danske og svenske krimikræfter. Plottet er specielt, karaktererne er fængende og jeg glæder mig til at vise danskerne sprit nyt drama af høj kvalitet på en helt almindelig onsdag, siger Lotte Lindegaard, der er kanalchef for DR1.

Første afsnit af Broen sendes onsdag den 28. september klokken 20.00 på DR1

Fælles historie på tværs af Øresund
Som hovedforfatter har svenske Hans Rosenfeldt (bl.a. 183 dagar, Wallander og Den fördömde) det overordnede ansvar for seriens udvikling i samarbejde med konceptuerende instruktør Charlotte Sieling (bl.a. Forbrydelsen, Krøniken og Rejseholdet) der står for seriens overordnede stil og tone.
  - Med Broen har vi skabt en fælles historie på tværs af Øresund, en historie med et stærkt vanedannende plot, som skal samle svenskerne og danskerne de næste mange onsdage. Det er samtidig en historie som sætter spot på fordommene, forskellene og lighederne, som vi jævnligt konfronterer hinanden med, siger seriens danske instruktør Charlotte Sieling, som har haft det overordnede ansvar for seriens udformning.

Nye ansigter og nye navne
I rollen som den hyggelige og joviale danske betjent, Martin Rohde, er Kim Bodnia (bl.a. Hævnen, Kandidaten og Frygtelig lykkelig). Han spiller overfor den svenske særegne kriminalbetjent Saga Norén spillet af Sofia Helin (bl.a. Arn, Tilbage til Dalarna, Aspiranterne og Rederiet).

Blandt de øvrige medvirkende kan bl.a. nævnes Puk Scharbau, Ellen Hillingsø, Sarah Boberg, Julie Carlsen, Ole Boisen, Morten Suurballe, Vibeke Hastrup, Morten Hauch-Fausbøll, Peder Holm Johansen og Sofie Stougaard. Blandt de svenske skuespillere kan nævnes Dag Malmberg, Christian Hillborg og Magnus Krepper.

Blandt seriens øvrige hovedfunktioner er bl.a. manuskriptforfatterne Måns Mårlind, Bjørn Stein og Nikolaj Scherfig, fotograf Jørgen Johansson (DFF), Produktion designer Niels Sejer og komponisterne Johan Söderqvist, Patrik Andreén og Uno Helmersson.

Broen er produceret af Bo Ehrhardt, Nimbus Film fra Danmark og Anders Landstöm, Filmlance International fra Sverige i samarbejde med bl.a. SVT og DR.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > DRPresse > Artikler

© Copyright DR 2014. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.