DR1 Dokumentaren: Bombernes bagmænd
13. november 2006 kl. 20:00
på
DR1
Tilrettelæggere:
Jacob Adrian Mikkelsen og Henrik Lindahl
Hør 5 personlige beretninger
Livsfarligt og sprængfarligt fyrværkeri bliver gemt i garager, på lofter, i kældre og i udhuse overalt i Danmark. Myndighederne har hidtil kun afsløret en brøkdel af det illegale fyrværkerimarked.
DR1 Dokumentaren har gennem et år infiltreret handlen og følger sporene tilbage til de importører, som har fået det livsfarlige fyrværkeri ind i Danmark.

Lauri og Asger Frederiksen fik deres hus jævnet med jorden

Julie Balslev Clausen var millimeter fra døden, da et stykke af en ulovlig krysantemumbombe borede sig dybt ind i halsen på hende

Lars Olsen fik sprængt hul ind til hjernen

Michael Schack blev blind på begge øjne
DR1 Dokumentaren "Bombernes bagmænd" afdækker, hvordan ulovligt og livsfarligt fyrværkeri for mellem 50 og 100 millioner kroner hvert år bliver omsat i Danmark, og hvordan handlen på få sekunder smadrer helt uskyldige menneskers liv.
Med skjult kamera optrevler to journalister hvor og hvordan det illegale fyrværkeri bliver handlet, og hvem der bringer det ind i landet.
- Jeg kan sagtens få fat i forskellige krysantemumbomber og kæmpe store kanonslag. Hele lortet kan jeg få fat i - sagtens, fortæller en ung mand.
Journalisterne dokumenterer, hvordan krudtpushere og mellemmænd sælger og opbevarer de livsfarlige krysantemumbomber i foruroligende store mængder midt i beboelsesområder og med en fortjeneste på størrelse med salg af narkotika.
- Folk er helt vilde med det, udbryder en handler.
Journalisterne går på jagt efter de importører, som har bragt det sprængfarlige fyrværkeri ind i Danmark. Det viser sig, at store fyrværkeriimportører i årevis er undsluppet myndighedernes forsøg på at stoppe dem. Når importørerne er blevet afsløret med ulovligt og livsfarligt fyrværkeri, har de blot sagt, at det skulle "reeksporteres" til andre lande. DR efterprøver forklaringen, og følger fyrværkeriets rute i én af Danmarks hidtil største sager om reeksport. Programmet dokumenterer, hvordan det livsfarlige fyrværkeri bliver solgt og distribueret i hele Danmark.
For Julie Balslev Clausen var det illegale fyrværkeri tæt på at betyde forskellen mellem liv og død.
- Med millimeters forskel havde det ramt centralnervesystemet, så jeg var blevet lam, eller også havde det ramt hovedpulsåren, så jeg ville være død med det samme, fortæller en chokeret Julie Balslev Clausen
Michaels Schacks ansigt vidner i dag om faren ved krysantemumbomberne: - Jeg får kraniebrud. Jeg får revet en tredjedel af hvert øje. Næsen bliver revet i stykker. Kæben bliver knust og ganen flækket, fortæller Michael Schack, der i dag er blind på begge øjne.