Sig det ikke til nogen (4:4)

Steffens historie (sendt første gang 21.03.2004).- Jeg gik med aviser. Da jeg ringede på døren, åbnede manden, og jeg gik frivilligt med ind. Og lige pludseligt stod han og overgramsede mig, fortæller Steffen i dokumentarserien "Sig det ikke til nogen".

I sidste afsnit af Per Wennicks dokumentarserie om mænd, der i barndommen blev seksuelt misbrugt, fortæller Steffen, 43 år, hvordan han flere gange oplevede at blive udsat for voksne mænds tilnærmelser.

En indesluttet dreng
Steffen er opvokset på landet hos sine forældre og med fire andre søskende. Han betegner selv sit hjem som et "kæft, trit og retning hjem". - Hænderne sad ret løse på min mor. Vi var nok det, man kalder "brugsbørn". Vi skulle af vejen, og så kunne vi ellers bruges, når det passede mine forældre, fortæller Steffen.

I folkeskolen blev Steffen mobbet af kammeraterne. Han mener selv, at det var på grund af det tøj, han gik i. Der blev lagt tegnestifter og spytklatter på hans stol, men ingen gjorde noget for at forhindre det. Og han turde ikke fortælle det derhjemme for, så var jeg bare besværlig, blev sendt på værelset eller fik en omgang af de løse hænder, siger Steffen. Så han beholdt det for sig selv.

Og det samme gjorde han hver gang, han blev udsat for seksuelle overgreb. Først nu næsten 40 år efter overgrebene begyndte, fortæller han Per Wennick fra DR Dokumentar om det, han var udsat for som barn og ung.

Krænket gang på gang
- Da jeg var syv-otte år, samlede jeg aviser ind og solgte dem for 1 øre kiloet. Men de mænd, jeg solgte dem til, ville åbenbart også have en eller anden form for ydelse. Dvs., at jeg blev seksuelt krænket af de to voksne mænd. En af gangene sad de på hver side af mig og begyndte at tage på mig inde under bukserne. Og de havde den også fremme...., siger Steffen og uddyber,

- Jeg havde det meget skidt med det, for selv om jeg var så lille, vidste jeg godt, at det der var ikke "rigtigt". Men alligevel var jeg i tvivl, om det var mig eller dem, der var forkert på den. Jeg havde en fornemmelse af, at det var mig, der var "beskidt".

Steffen blev i løbet af sin opvækst krænket af flere forskellige mænd
- Jeg udviser nok nogle signaler, jeg er ikke klar over hvilke - men de forkerte mennesker kan læse de signaler. Og jeg kan ikke komme væk, jeg kan ikke reagere, jeg kan ikke sige noget. Og et eller andet sted blev jeg jo "vant" til det. Sidste gang var jeg en stor teenager, men jeg har nok sat mig ind i den samme rolle som tidligere. Det er den samme situation med, at jeg bliver udsat for noget mod min vilje, siger Steffen.

Et kikset liv
Steffen har ikke været glad for sit liv - et par gange har han forsøgt at slippe ud af det med selvmordforsøg. At krænkelserne kunne være medvirkende årsag, er han først blevet klart over for nylig, da han kom i terapi og mødte andre seksuelt misbrugte. Her blev han klar over, at selv de mindste krænkelser sætter sig spor.

- Jeg har haft et kikset liv. Siden jeg var 18, har jeg flyttet omkring 40-45 gange og har aldrig kunnet gennemføre en uddannelse. Jeg kunne ikke finde ro nogen steder. Min selvtillid var håbløs. Jeg undgik at finde en kæreste - for jeg var jo ikke god nok. Sex var noget diffust, uvirkeligt for mig. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er til hunkøn, og at jeg er en mand, men uanset det kan jeg ikke forestille mig, at de krænkelser ikke har påvirket mig i en meget uheldig retning, fordi jeg også i dag har en skræk for mænd. Jeg kan slet ikke være tæt på mænd. Jeg lægger mig straks i den der offerrolle. Jeg bliver en lille dreng. Og det er utroligt svært at bygge et voksenliv på at være den lille dreng, fortæller Steffen i dokumentarprogrammet.

- Jeg har tænkt på, om jeg selv ville kunne blive krænker. Men jeg ved, at jeg aldrig ville kunne gøre noget så grusomt mod et andet menneske. Det skader jo det barn resten af livet. Det at være bevidst om problemet har ændret mit liv til det bedre. Men ind i mellem tænker jeg, at jeg ikke er kommet et skridt videre. Det handler om at lære at leve med det og erkende, at det er en del af mig selv, slutter Steffen.