Dansk dokumentar - Når storken svigter - fem år efter (2:2)
Genuds.: 19. juni 2008 kl. 20:30
på
DR1
Tilrettelæggelse:
Lisbet Barrett
DR1 følger i to programmer hverdagen hjemme hos de tre par, hvis største håb og ønske gik i opfyldelse, da de for fem år siden kunne hente hvert deres barn i henholdsvis Korea, Sydafrika og Indien.
Når toeren kommer
Winnie og Morten adopterede lille Johanna fra Sydafrika, da hun var 8 måneder gammel. I den mellemliggende tid er hun ikke bare blevet stor - hun er også blevet storesøster. Familien har nemlig gjort turen til Sydafrika en gang mere for at hente lillebror Thomas, som nu er tre år gammel. Og fuldstændig ligesom mange par med biologiske børn, konstaterer de, at der kommer øget pres på far og mor, når toeren arriverer:
- Der er blevet mere at se til, arbejdsmæssigt; mere liv i huset. Johanna var en stor pige, da vi fik hende. Hun kunne selv sidde, og når man satte hende blev hun siddende. Sådan har det aldrig været med Thomas! Der skal ske en masse, og det må gerne være vildt, som Morten siger.
En rigtig familie
Vibeke og Stig adopterede Signe fra Indien. Her fem år senere er lykken kun blevet større:
- Vores liv er dejligt. Vi har jo simpelthen fået et liv sammen, siger Stig, og tilføjer:
- Der vil altid i starten ligge noget i baghovedet med, at det ikke er ens biologiske barn - og er man så en rigtig familie? Gu’ er man så!! Vi er en rigtig familie!
Men Signe er nu så stor, at nogle af de særlige udfordringer, som adopterede børn møder, er begyndt at melde sig. Hun er begyndt at reflektere over, at hun ser anderledes ud end kammeraterne, som Vibeke siger:
- Det er selvfølgelig mærkeligt at have en mor et andet sted. Hun har også været meget optaget af, at hun ikke er født af mig. For eksempel hvis hun er lidt stille eller ked af det - ’Mor, hvorfor har jeg ikke været inden i din mave?’... Vi har snakket og læst meget om det.
Mere solbrændt end de andre
Også 5-årige Jakob, der blev adopteret fra Nordkorea af Nanna og Michael, har noteret sig en vis forskel - men formulerer den mest som, at han bliver hurtigere brun af solen end alle andre.
Bortset fra det er han nøjagtig, som 5-årige knægte er flest - elsker at smutte ind i fars og mors seng i løbet af natten, og nyder at hygge med lidt fjernsyn under dynen om morgenen: - Selvfølgelig er det blevet nemmere nu, hvor han er 5. Men nogle gange må man lige skynde lidt på ham, konstaterer Nanna.
De tre forældrepar har selvfølgelig midt al lykken nogle overvejelser, som forældre med biologiske børn er sparet for. Hvordan løser man det for eksempel, når ens smukke, mørke datter helst vil være en kridhvid Snehvide til fastelavn? På den anden side, som indiske Signes lysblonde legekammerat siger, med barnets helt særlige, afvæbnende logik:
- Vi ligner hinanden på benene, for vi har begge to gamacher på!
Programmet blev sendt første gang 19. december 2007.